To sager fra henholdsvis Berlin og Warszawa har de seneste måneder illustreret de jødiske museers særlige udfordringer, når det gælder balancen mellem omverdenens forventninger og museernes uafhængighed.
Den 14. juni forlod Peter Schäfer posten som leder af det jødiske museum i Berlin. Schäfer havde på det sociale medie Twitter delt en artikel, som kritiserede det tyske parlaments resolution vendt mod en Israel-kritisk boykotbevægelse.
Delingen af artiklen, som skete fra museets officielle profil, affødte en lang række kritiske reaktioner, og den afgående direktør forklarede kort efter, at han forlod sin post for ikke at tilføje det verdensberømte museum ”yderligere skade.”
Peter Schäfer, der har stået i spidsen for museet siden 2014, var ellers ikke uvant med kritik. Et halvt år forinden, i slutningen af 2018, henvendte den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, sig til den tyske kansler, Angela Merkel, og bad hende om at fratage museet dets økonomiske støtte. Anledningen var udstillingen ”Velkommen til Jerusalem” – som udover at være voldsomt velbesøgt – med Netanyahus ord primært ”reflekterede det muslimsk-palæstinensiske perspektiv” på den omstridte by.
Også i Polens hovedstad, Warszawa, har der henover sommeren været palaver om direktørstillingen på byens prisvindende jødiske museum. Darusz Stola, der har stået i spidsen for Polin-museet siden 2014, blev i maj genudpeget for yderligere fem år af den ansvarlige kommission. Men beslutningen kræver kulturminister Piotr Glinskis endelige godkendelse, og den har indtil videre ladet vente på sig. Ifølge nyhedsbureauet AP er en del af forklaringen den polske regerings utilfredshed med en udstilling på museet, der sidste år satte fokus på anti- semitisme i Polen i 1968.
Sagerne fra henholdsvis Berlin og Warszawa er blevet omtalt i en række medier de seneste uger. Men det er mere reglen end undtagelsen, at jødiske museer i Europa hver eneste dag foretager en særlig følsom balancegang, fortæller professor ved Roskilde Universitet, Jakob Egholm Feldt, der er ekspert i jødisk historie og kultur.
”De jødiske museer skal tage enormt mange hensyn, og de mødes af enormt mange krav. De er udspændt i et krydspres af overpolitisering fra alle sider, og derfor skal lederne af museerne ikke træde ret langt ved siden af med en udtalelse eller en udstilling, før der falder brænde ned.”
Ifølge professoren er det grundlæggende spørgsmål på museerne, hvorvidt det jødiske enten skal behandles som en national, kulturel og etnisk egenart – en minoritet, som kan udsættes for overgreb – eller om det bør fremstilles som en integreret, organisk del af de enkelte lande.
I Polen, hvor fremtiden for det jødiske museum i Warszawa stadig er uvis, er det førstnævnte tilfældet. Der har i flere år pågået intense og følsomme diskussioner om polakkernes rolle i forbindelse med holocaust. Ifølge Jakob Egholm Feldt ”komplicerer nutidens antisemitisme situationen yderligere”, og balancen mellem at portrættere jødisk kultur som en modstand mod overgreb eller som en integreret del af den polske nationalidentitet er hårfin.
Anne Boukris, konsulent og leder af Copenhagen Jewish Film Festival, kender de jødiske museer i Europa ganske godt. Mellem 2015 og 2016 var hun direktør for Jødisk Museum i Oslo, og hendes erfaring er, at det afgørende er at finde ud af, hvilken fortælling der er vigtig for museet, og dernæst hvem man henvender sig til.
”Men derudover skal man bestemt ikke være blind for rammerne – hvem leverer tilskuddene, hvem vurderer, om man stadigvæk er aktuel og relevant? Det er jo svært ikke at forholde sig til holocaust og Israel, men det er samtidig der, klappen ofte går ned – især hvis det kuraterede politiseres,” siger hun og uddyber:
”Da jeg kom til museet i Oslo, var det i store træk en lille kælder med et meget tabuiseret fortælling. Det handlede om Norges deportation af jøder, færdig slut. Jeg ønskede at formidle mere bredt, om jødisk kultur, religion, filosofi, og der var min erfaring, at man har brug for partnere. Derfor kontaktede jeg den israelske ambassade, hvilket resulterede i en gigantisk lussing fra bestyrelsen. Jeg havde ingen intention om at promovere Israel, men jeg ønskede at stable en dialog på benene, hvilket der blev reageret meget kraftigt imod.”
Hos sammenslutningen for jødiske museer i Europa, AEJM, udtrykker man i en pressemeddelelse både overraskelse og ærgrelse over situationerne i Berlin og Warszawa. Museer bør være ”sikre steder for usikre idéer” og ikke blive ofre for omverdenens forventninger, lyder kritikken. Spørgsmålet er dog, hvordan man sikrer, at hensyntagen og uafhængighed ikke kolliderer? Ifølge Anne Boukris handler det om at arbejde ”kuratorisk frem for politisk.”
”Det er meget vigtigt at prøve at finde en balance, så man ikke går i personlig infight med omverdenen og udviklingen, men i stedet bruger kunsten og de formater, man har til rådighed. I stedet for at stille sig frem og mene en masse, skal man gå ud og byde ind med perspektiver. Og det er der måske nogen, der ikke er dygtige nok til,” siger hun.