Jordan-flodens hellige vand er blevet en kloak

For få årtier siden var Jordan-floden 100 meter bred og fuld af kraft. I dag står vandet nærmest stille i den knap fem meter brede flod. På trods af områdets konflikter skal lande lære at samarbejde om floden, lyder det fra miljøorganisation

Jordan-floden spiller en rolle i både islam, jødedommen og kristendommen. Traditionen siger, at Jesus her lod sig døbe af Johannes Døberen. Her er det kristne, ortodokse pilgrimme, der udfører et ritual ved dåbsstedet.
Jordan-floden spiller en rolle i både islam, jødedommen og kristendommen. Traditionen siger, at Jesus her lod sig døbe af Johannes Døberen. Her er det kristne, ortodokse pilgrimme, der udfører et ritual ved dåbsstedet. . Foto: Nikolaj Krak.

Som en kniv skærer Jordan-floden sig ned gennem det mellemøstlige landskab og deler jorden mellem Israel, Jordan og palæstinenserne. På samme måde strækker floden sig ned gennem religionshistorien og sætter scenen for en række vigtige begivenheder i både jødedommen, kristendommen og islam.

Det er her langs floden, at fire af den muslimske profet Muhammeds nærmeste følgere ligger begravet. Floden er også stedet, hvor jøderne i sin tid krydsede over for at nå ind til det forjættede land. Og for kristne er floden central, da det var her, at Jesus blev døbt af Johannes Døberen.

Selvom Jordan-floden dermed har potentiale til at være hellig for mere end halvdelen af Jordens befolkning, er der ikke meget af det hellige skær tilbage over den historisk vigtige flod. Som et resultat af det konfliktfylde område, floden løber igennem, er den med årene blevet udpint og har fået lov til at forfalde.

I dag kan Jordan-floden mest af alt sammenlignes med et kloakafløb.

Ved den vestlige side af bredden, der er palæstinensisk, men kontrolleret af Israel, står den unge, ukrainske pige Valentina og kaster et blik på det grønne, grumsede vand og trækker så på skuldrene.

”Vi er vant til det, der er værre hjemme i Ukraine,” siger hun med et grin, inden hun i sin hvide dåbskjole går ud i floden, slår korsets tegn og lader sig synke ned under vandet.

Det samme gør godt en halv million andre kristne hvert år for at følge i Jesu fodspor. Men floden er så forurenet, at pilgrimmene udsætter sig for en potentiel sundhedsrisiko ved at få hovedet under det mudrede vand, forklarer Nader Khateeb, der er den palæstinensiske direktør for den fælles israelsk-jordansk-palæstinensiske miljøorganisation EcoPeace.

”Det er usundt, forurenet vand, der løber gennem floden. I USA og Europa ville det være ulovligt at svømme i,” siger han.

Da det britiske kongehus tidligere på året ville bruge vand fra floden til dåben af prinsesse Charlotte, prins William og hertuginde Kates datter, var det ikke nok blot at velsigne vandet. Det skulle også koges og filtreres, inden det kunne hældes over hovedet på den kongelige baby.

Foto: Nikolaj Krak

Sådan har det ikke altid været. For få årtier siden var Jordan-floden en stor, brusende flod med friskt vand. Forfaldet begyndte, da staten Israel blev oprettet i 1948. Dermed blev områderne op til Jordan-floden omdannet til konflikt-zoner, fortæller Nader Khateeb:

”I den her del af verden er vand ensbetydende med magt, og vandet i Jordan-floden blev et vigtigt emne i konflikten mellem israelerne og araberne. Der opstod konkurrence om vandet.”

Da det ikke var muligt at nå til politisk enighed på tværs af landene om, hvordan floden skulle administreres, brugte landene løs af floden til egne formål. Konsekvensen var, at stort set alt det friske vand, der skulle strømme ind i floden blandt andet fra Libanon og Syriens sneklædte bjerge, blev tappet og brugt til drikkevand og til at overrisle landbrugsmarker.

Problemerne tog for alvor til, da Israel i 1964 iværksatte det største vandprojekt i landets historie, hvor man begyndte at pumpe 500 millioner kubikmeter vand om året ud af Genesaret Sø, der er en del af flodens økosystem.

Foto: Nikolaj Krak

I dag modtager floden mindre end fem procent af den mængde frisk vand, der før 1948 strømmede til. Dengang var floden 100 meter bred og brusede af sted med en sådan kraft, at det kunne drive et stort vandkraftværk. Flere skibe er gennem tiden forlist i de kraftfulde vandmasser. Det kan være svært at forestille sig, når man i dag ser den under fem meter brede flod med næsten stillestående vand.

Konsekvensen ses også længere nede ad floden, hvor den munder ud i Det Døde Hav. På grund af den manglende vandtilførsel svinder det berømte salte hav ind med en meter om året.

Samtidig er problemet, at den smule vand, der i dag bliver tilført floden, ikke er friskt vand. Både jordanere, israelere og palæstinensere har i årevis tappet rent vand fra floden og i stedet hældt ufiltreret kloakvand tilbage. Dertil kommer landbrugsaffald fra markerne op til floden og fra en række store fiskebrug.

Foto: Nikolaj Krak

”Vandet, der bliver tilført floden, indeholder en uskøn blanding af sprøjtegifte, hormoner og rå kloakrester. Det er blevet lidt bedre i løbet af de seneste par år, men det er stadig vand, der må betegnes som affald,” siger Nader Khateeb.

Sådan har flodløbet igennem årene fået lov til at forfalde i mangel på samarbejde mellem landene. Lange strækninger langs floden har siden Seksdageskrigen i 1967 været militært område og afspærret for offentligheden. Derfor har problemerne kunnet tage til uden at have fået offentlig opmærksomhed, forklarer han.

EcoPeace mener, at det nu er på høje tid at få fokus på problemerne. I løbet af sommeren lancerede organisationen en stor handlingsplan for, hvordan floden kan genvinde noget af sin storhed og vitalitet. Det handler ikke kun om at forhindre, at pilgrimme bliver syge af vandet, men også om at få realiseret det økonomiske potentiale, der ligger i en ren og vandfyldt flod.

Den grundlæggende idé bag handlingsplanen er langsigtet og handler om at skabe forståelse i landene for, at de er afhængige af hinanden for at få fordelene ud af floden.

”Vi kan ikke gøre meget her, hvis forureningen for eksempel kommer fra Syrien. Det er derfor vigtigt, at vi ændrer tankegangen om de muligheder, der er i floden, hvis det bliver et fælles projekt,” siger Nader Khateeb.

Foto: Nikolaj Krak

Hvis man kan få gjort landene afhængige af hinanden om floden, har man også taget de første skridt hen imod et mere fredeligt forhold på tværs af de stridende parter, er visionen i handlingsplanen.

Af samme grund ærgrer Nader Khateeb sig over, at FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, Unesco, tidligere på året valgte at udnævne Jesu dåbssted på den jordanske side af floden til en del af verdens kulturarv. Unesco burde i stedet have gjort både den østlige og vestlige bred af floden til en del af kulturarven, mener han.

”Flodens problemer bunder netop i splittelsen. Havde Unesco sagt, at både den østlige og vestlige bred var kulturarv, havde man sendt et signal om, at floden er et fælles projekt,” siger han.

Skulle det lykkes at få et tværnationalt samarbejde op at stå om at forbedre flodens økosystem, vil der stadig gå mange år endnu, inden den vil vinde sin fortids storhed tilbage. Og fordi både Jordan og Israel i dag er så afhængige af vandet, vurderer Nader Khateeb, at det næppe er realistisk, at floden nogensinde kommer op på samme størrelse, som den havde i 1948.