Flere end 120 redningshold fra henholdsvis Irans og Iraks Røde Halvmåne-selskaber arbejdede i går utrætteligt for at finde overlevende i ruinerne og køre nødhjælp ud til de sårede og overlevende, efter det voldsomme jordskælv, som søndag aften ramte det kurdiske grænseområde mellem Iran og Irak. Det gjorde de hver for sig og på tværs af grænsen i det område, der for tre årtier siden var centrum for en af de blodigste krige efter Anden Verdenskrig: Iran-Irak-krigen. Og som i nutiden er præget af konflikten mellem regionens kurdiske mindretal og regeringerne i Irak, Iran og Tyrkiet.
”Det er en stor hjælp, at man kan trække på bered-skabet på tværs af grænsen,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, som gennem Den Internationale Røde Kors Komité er partner med Røde Halv-måne-selskaberne.
Ifølge Anders Ladekarl er det afgørende, at de lokale organisationer kan arbejde sammen i en katastrofesituation som et jordskælv, fordi det kun er de lokale redningsarbejdere, der kan nå frem inden for de første 48 timer, hvor chancen for at finde overlevende er størst.
”Heldigvis er det også det, der typisk sker, når en katastrofe rammer. Man hjælper uanset de politiske konflikter, der måtte være. Ingen kan leve med en lukket grænse i sådan en situation,” siger Anders Ladekarl, som slet ikke kan huske, at han har været ude for, at konflikter har bremset nødvendig nabohjælp.
Da Kashmir-området blev ramt af et jordskælv i 2005, satte det også for en stund konflikten mellem Indien og Pakistan på pause, mens den akutte nødhjælp blev givet.
”Længere fremme i processen kan man godt være ude for, at konflikterne begynder at dominere igen, men meget sjældent i den første fase,” siger han.
I Internationalt Røde Kors forsøger man så vidt muligt at tage højde for mulige politiske spændinger, inden katastrofen rammer. For eksempel har Israel også høj risiko for jordskælv, og Røde Kors har allerede sikret sig, at landet vil modtage hjælp fra dets arabiske nabolande, som Israel ellers ikke generelt har et udpræget venskabeligt forhold til.
Det er knap to måneder siden, at kurderne i det kurdiske selvstyreområde i Irak stemte ja til selvstændighed ved en vejledende folkeafstemning – til udelt begejstring for de kurdiske mindretal på den anden side af grænsen i Iran og Tyrkiet – og til lige så udelt vrede hos regeringerne i de tre lande. Kurderne fik klar besked på, at hvis de fremturede med deres idé om selvstændighed, ville de blive straffet med forskellige indgreb, og Tyrkiet afbrød med det samme flyforbindelserne mellem selvstyreområdet og Tyrkiet.
Alligevel var Tyrkiet det første naboland, der efter jordskælvet tilbød de berørte kurdere hjælp, både i Iran og Irak. Det falder i god tråd med Tyrkiets vanlige reaktion på regionale katastrofer, hvor man er ivrig for at vise sin hjælpsomhed. Men det kan også være et forsøg på at komme videre efter krisen oven på den kurdiske selvstændighedsafstemning, vurderer Jakob Lindgaard, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i tyrkiske og kurdiske forhold.
”Der er to mulige scenarier. Enten ser vi et ’jordskælvs- diplomati’ udvikle sig, som det tidligere er set, når et jordskælv har fået tidligere fjender til at arbejde sammen. Eller også bliver en af de tyrkiske nødhjælpsbiler beskudt af kurdiske oprørere. Det peger mest i den første retning,” siger Jakob Lind- gaard.
Hans vurdering er, at alle parter har en interesse i at komme videre – og det humanitære samarbejde kan være det figenblad, der skal til for at genoptage hverdagen med dens handel og forretninger.
”Der er noget fælles menneskeligt, som træder frem og gør hjælp naturlig, men der er også en interesse i at bruge situationen til at bryde isen,” siger han.