Torsdag var det et år siden, at den 27-årige slovakiske journalist Jan Kuciak og hans forlovede, Martina Kusnirova, blev skudt på klos hold med en 9 mm pistol i deres hjem cirka 65 kilometer fra hovedstaden, Bratislava.
I 50 byer over hele Slovakiet var der arrangeret demonstrationer, såvel til minde om det unge par som et opråb til myndighederne om at intensivere opklaringen af drabene. Den daværende politichef Tibor Gašpar sagde dengang, at de to mord formentlig skyldtes Jan Kuciaks afslørende journalistiske arbejde. Kuciak var på tidspunktet for sin død i færd med at undersøge mistanker om korrup- tion mellem forretningsmænd, højtstående politikere og den italienske mafia.
Drabet på Jan Kuciak var et af to bevidste drab på journalister i Europa sidste år. Det andet var Saudi-Arabiens snigmord på journalisten Jamal Khashoggi på dets konsulat i Istanbul i Tyrkiet. Den bulgarske tv-vært Viktoria Marinova er også blevet dræbt, men det er stadig uklart, om mordet har forbindelse til hendes journalistiske arbejde.
Døden er den ultimative fare, der kan møde journalister, men den har følgeskab af en lang række andre former for forfølgelse. Både i Europa og i resten af verden bliver det hele tiden sværere at være journalist, viser tre rapporter, som er offentliggjort de seneste par måneder.
”I flere og flere lande står journalister over for fysiske og verbale angreb, som truer deres evne til at videregive nyheder og informationer til offentligheden,” skriver Unesco, FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, i sin årlige rapport om de globale tendenser i ytringsfrihed og medier, der blev udsendt i sidste uge.
Unescos rapport kom blot få dage efter en tilsvarende dyster melding fra Europarådet, der i samarbejde med en række journalistiske organisationer konstaterer, at pressefriheden i Europa er mere skrøbelig nu end på noget andet tidspunkt siden afslutningen af den kolde krig. Europarådet har konstateret 140 alvorlige krænkelser af pressefriheden i 2018, herunder en bilbombe, et syreangreb og et knivangreb. Det er en næsten en fordobling i forhold til 2017.
Thorbjørn Jagland, Europarådets norske generalsekretær, mener, at ytringsfrihed fortjener den yderste opmærksomhed fra medlemslandene.
”Ytringsfrihed er afgørende for at virkeliggøre alle andre menneskerettigheder,” sagde han i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.
Europas svageste punkt er Tyrkiet, som er det land i verden, hvor flest journalister sidder fængslet. Ifølge den uafhængige organisation til beskyttelse af journalister, CPJ, drejede det sig om mindst 68 journalister pr. 1. december 2018 – cirka en fjerdedel af alle verdens fængslede journalister. Men også Rusland, Ungarn og Italien vækker stor bekymring.
Indskrækningen af ytrings- og pressefriheden i de vestlige lande kan hænge sammen med en voksende mistillid til demokratiet, vurderer David Andersen, videnskabelig assistent ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i menneskerettigheder, magt og demokrati. Mange vælgere tvivler på politikere og partiers evne til at løse deres problemer, og derfor er de tilbøjelige til at støtte mere autoritære ledere.
”Der er ingen håndfaste forklaringer på det, vi ser, men der er mange forskere, der peger på, at det vestlige liberale demokrati gennemgår en afmatning. Demokratiet har sejret sig selv ihjel. Det er blevet udvidet og forbedret i årtier, og der er en oplevelse af, at man ikke længere kan forbedre det indefra. Kvinderne har fået stemmeret, mindretallene har fået deres rettigheder,” siger David Andersen.
”Nu står demokratierne over for nye problemer og krav, de har svært ved at indfri, og så opstår der en folkelig stemning af, at der må ændringer til. At det måske er nemmere at træffe effektive beslutninger, hvis man ikke hele tiden skal lytte til alle.”
Tom Ginsburg, professor ved Chicago universitet med speciale i forfatningsret og menneskerettigheder, mener, at verden står over for en prøve på hele idéen om ytringsfrihedens betydning for demokratiet.
”Sidste år var det værste nogensinde for journalister. Kidnapning og mord er almindeligt i mange lande. Injurielovgivning bliver brugt til at lukke oppositionsaviser. Præsidenten i USA undrer ved at dæmonisere alle journalister. Og mange af de mest snigende farer kommer fra regeringer, der styrer den offentlige mening ved at danne internetgrupper, der håner og generer dem, der kritiserer regeringen,” skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.
Maria Ressa, Filippinerne
Det er blot to og et halvt år siden, at Filippinerne valgte en ny præsident, Rodrigo Duterte. Men landets journalister registrerede fra begyndelsen, at det var nye tider. Farligere og mere udfordrende. Fra Dutertes tiltrædelse i juni 2016 til maj 2018 er ni journalister blevet slået ihjel, og over 80 andre er blevet henholdsvis arresteret, truet eller chikaneret på forskellig vis.
Præsidenten selv har ikke lagt skjul på, at hans kompromisløse kamp mod narkomisbrugere og narkokriminalitet også omfatter journalister og medier. Kort før han blev taget i ed, sagde Rodrigo Duterte ifølge den internationale organisation Journalister uden Grænser, at ”bare fordi du er journalist, er du ikke fritaget for at blive snigmyrdet, hvis du er en slambert. Ytringsfrihed kan ikke hjælpe dig, hvis du har gjort noget galt”.
Journalist og forfatter Maria Ressa er en af dem, der de seneste år har gjort noget galt efter myndighedernes mening. Den 55-årige kvinde grundlagde i 2012 netmediet Rappler, der har skrevet intensivt om skyggesiden af præsident Du-tertes indsats over for narkotika. Den har kostet tusindvis af mennesker livet, ofte tilfældigt. Upopulære historier set med myndighedernes øjne. Nødvendige historier set med Maria Ressas øjne.
I december 2018 blev hun af det amerikanske magasin Time udnævnt til ”Årets person” sammen med andre forfulgte journalister – herunder den myrdede saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi – som centrale symboler på kampen for sandheden.
Maria Ressa er inden for det seneste år blevet anholdt flere gange på anklager om skattesvindel og bagvaskelse og kun løsladt mod kaution. Senest i sidste uge. Hun risikerer at blive idømt 10 års fængsel.
De færreste, der beskæftiger sig med ytringsfrihed i Filippinerne, er dog i tvivl om, at anklagerne mod Maria Ressa intet sagligt belæg har, men udelukkende er et forsøg på at få hende til at dæmpe Rapplers kritiske journalistik. Det filippinske journalistforbund har kaldt den seneste anholdelse for ”en skamfuld forfølgelse fra en bølleregering”, mens præsidenten for den verdensomspændende forening for redaktører i World Editors Forum, David Callaway, har opfordret til at støtte Maria Ressa, som han kalder en ”modig journalist, der bare prøver at fortælle sandheden”.
Selv siger Maria Ressa, at hvis regeringen tror, at den kan skræmme hende til tavshed, tager den fejl. Det, der sker, er snarere, at hun får et førstehånds indtryk af, hvor langt den vil gå for at bøje loven, når det gælder personer, den opfatter som fjender, siger hun til den amerikanske nyhedsstation CNN.
Osmel Ramírez Álvarez, Cuba
For ni dage siden måtte Osmel Ramírez Álvarez tage turen igen. Han blev hentet af politiet i familiens hjem i provinsbyen Mayari Holquin i det østlige Cuba.
Det var mindst tredje gang siden november 2017, at den uafhængige journalist og tobaksavler blev arresteret og afhørt af politiet.
Som han selv konstaterede efter sin første fængsling i 2017 i en beretning på nyhedssiden diariodecuba.com, der drives fra Madrid: ”Alt tydede på, at idéen var at give mig en lærestreg. Det var også det, de (politiet, red.) fortalte mig adskillige gange.”
En del af lærestregen var at blive spærret inde i en betoncelle på 18 kvadratmeter sammen med fem hårde kriminelle med et toilethul i hjørnet og rindende vand i 15 minutter, tre gange om dagen. En anden del var at blive reduceret til ”nummer 60” og få en politisk opsang, hvor han blev fortalt, at han ikke var bevidst om den historiske skillevej, Cuba står ved, men lod sig købe af ”imperiet” (USA) som en anden lejesoldat.
”Vi er nødt til at fængsle dig og anklage dig for en hvilken som helst forseelse, hvis du fortsætter med at skrive på den måde,” lød myndighedernes budskab ifølge Osmel Ramírez Álvarez.
Han har også fået at vide, at han er under overvågning og ikke kan rejse til udlandet, ligesom politiet har truet med at fængsle ham i 72 timer, hver gang han skriver noget kritisk.
Det gjorde han så sent som i januar. På den cubanske blog Havana Times, der redigeres i Nicaragua, forklarede Osmel Ramírez Álvarez, hvorfor han vil stemme nej til en ny forfatning ved folkeafstemningen i morgen. Han anførte blandt andet, at forslaget ikke anerkender de politiske rettigheder hos de cubanere, der ikke er kommunister.
”Er alle cubanere kommunister? Det er de tydeligvis ikke. Jeg tror snarere, at de er et lille elitær mindretal, som de hvide var under apartheidstyret i Sydafrika,” skrev han og blev arresteret to uger senere.
Organisationer som Freedom House og Journalister uden Grænser, der kæmper for ytringsfrihed og journalisters rettigheder, betragter Cuba som den sorteste plet på landkortet i Mellem- og Sydamerika. Ifølge menneskerettighedsorgani-sationen Human Rights Watchs seneste årsrapport er situationen blevet bedre – uden at være god. Der var markant færre af de kort- varige, tilfældige arrestationer af uafhængige journalister og menneskerettighedsforkæmpere i 2017 end i 2016, men antallet var stadig højt. Mellem januar og august 2017 var der flere end 3700 tilfælde.
Seyoum Tsehaye, Eritrea
Eritrea havde kun været en selvstændig nation i 10 år, da landets første og hidtil eneste præsident, Isaias Afwerki, gjorde kort proces med pressefriheden og besluttede at nedlægge samtlige private medier. Den 18. september 2001 – mens resten af verden var optaget af terrorangrebene på USA en uge forinden – forbød han alle privatejede medier, og i dagene efter blev en lang række journalister, der havde ytret sig kritisk om regeringen, fængslet. Det er 17 år siden. Mindst 11 journalister sidder stadig fængslet uden retssag og dom.
Seyoum Tsehaye var blandt de journalister, der blev fængslet i 2001. Han formodes nu at være 66-67 år.
Under borgerkrigen mod Etiopien, som gik forud for landets uafhængighed, var han en kendt krigsfotograf, og han var senere med til at grundlægge landets første nationale tv-station, Eri-Tv.
Seyoum Tsehayes opfattelse af demokrati og ytringsfrihed var imidlertid en anden end fjernsynsledelsens, og efter nogle år med konflikter over den journalistiske kurs valgte han at blive freelancer.
Ifølge organisationen Journalister uden Grænser kritiserede Seyoum Tsehaye løbende regeringen for ikke at respektere befolkningens rettigheder.
I 2001 skrev han en artikel, hvor han opfordrede regeringen til at lytte til befolkningen og opmuntre til fred og retfærdighed. I september samme år blev han fængslet sammen andre kritiske journalister.
På det tidspunkt var han i en sen alder blevet gift og far til et barn, og hans hustru var gravid i syvende måned med parrets andet barn. Seyoum Tsehaye havde ellers ventet med at stifte familie til efter borgerkrigen, fordi han frygtede at blive slået ihjel, så hans børn blev forældreløse.
Familien har ikke været i direkte kontakt med ham siden fængslingen i 2001. Det er uvist, hvor han præcist opholder sig, men det formodes, at han i hvert fald i en periode sad i Eiraeiro-fængslet, lidt nord for hovedstaden, Asmara, hvor landet mest kendte politiske fanger sidder. Fængslet er som de øvrige i Eritrea berygtet for sine usle forhold. Adskillige fanger er døde under opholdet.
Eritreas forfatning garanterer både ytrings- og pressefrihed, men landets diktator, Isaias Afwerki, har stadig til gode at respektere løfterne i praksis. Efter hans mening kan eritreerne se i vejviseren efter demokrati.
”De, der tror, at der vil komme demokrati i dette land, må tro på det i en anden verden,” sagde han ifølge organisationen Journalister uden Grænser i 2014.
Nazli Ilicak, Tyrkiet
Tyrkiet er det land, hvor flest journalister er fængslet. Ifølge den internationale organisation CPJ, der arbejder for beskyttelsen af journalister og ytringsfrihed, sidder mindst 68 journalister i øjeblikket i fængsel – svarende til cirka en fjerdedel af verdens fængslede journalister. Andre menneskerettighedsgrupper skønner, at tallet er højere. Human Rights Watch anslår, at flere end 175 journalister og mediearbejdere er tilbageholdt i Tyrkiet.
Journalist og forfatter Nazli Ilicak er blandt dem. Hun afsoner en dom på livstid for terrorisme og delagtighed i det fejlslagne militærkup i juli 2016 mod præsident Recep Tayyip Erdogans regering. Den 74-årige kvinde blev anholdt en uge efter kupforsøget og opholder sig nu på tredje år i kvindefængslet Bakirköy i Istanbul.
Nazli Ilicak er en af Tyrkiets mest kendte politiske kommentatorer. Hun er uddannet i statskundskab og kom ind i journalistik, da hun i 1969 blev gift med Kemal Ilicak, grundlæggeren af dagbladet Tercüman. Efter en årrække på Tercüman skiftede hun til andre dagblade, men blev fyret sammen med en række andre prominente journalister i 2014, fordi hun var kritisk over for regeringen. Siden arbejdede hun freelance og var kommentator ved den regeringskritiske avis Özgür Düsünce og tv-stationen Can Erzincan, da hun blev anholdt.
Hendes politiske holdninger har dog ikke altid ligget langt fra Erdo-gans. I 1999 blev Nazli Ilicak valgt til parlamentet for Velfærdspartiet, forgængeren for Erdogans parti AKP, der blev stiftet, da Velfærdspartiet blev forbudt i 2001, fordi det blev anset for islamisk.
Selv siger Nazli Ilicak, at hun kun forsøger at udføre sit arbejde som en professionel journalist og stille de spørgsmål, der er nødvendige. Under retssagen mod hende sagde hun blandt andet under afhøringen ifølge den tyrkiske avis Sözcü:
”Hvad jeg gør er bare journalistik. Jeg kræver min frifindelse.”
Men Nazli Ilicak lagde heller ikke skjul på, at opholdet i fængslet tærer på hende, da hendes sag sidste år var for en ankedomstol.
”Hidtil har jeg forsøgt ikke at bruge min alder til mit forsvar. Jeg vil ikke være sådan et offer. Men lad mig indrømme, at jeg er virkelig træt. Jeg er 74 år og har tilbragt to kolde vintre i fængsel. Der er ingen journalister på 74 år, der har siddet to år i fængsel,” sagde hun.
Den tyrkiske regering afviser, at den særligt forfølger journalister og alene går efter dem, der er terrorister og kriminelle.
”Det kunne aldrig falde os ind at diskriminere efter profession i disse sager,” sagde Erdogan ifølge det amerikanske magasin The Atlantic i december 2018.