Professor: Trumps retssager skader demokratiet

Præsident Donald Trumps anklager om valgsvindel er ”politik forklædt som jura” og kan undergrave amerikanernes tillid til det demokratiske system, vurderer den fremtrædende juraprofessor Kim Wehle

"Ved at anlægge alle disse søgsmål skaber præsident Trump et falsk indtryk af, at der er en årsag til at anlægge dem. Det er meget beklageligt,” siger juraprofessor Kim Wehle, der er ekspert i amerikansk forfatningsret.
"Ved at anlægge alle disse søgsmål skaber præsident Trump et falsk indtryk af, at der er en årsag til at anlægge dem. Det er meget beklageligt,” siger juraprofessor Kim Wehle, der er ekspert i amerikansk forfatningsret. . Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix.

Mens demokraten Joe Biden gør klar til at blive USA’s næste præsident, hævder Donald Trump fortsat, at valget er blevet stjålet fra ham. Præsidenten og hans allierede har anlagt en lang række søgsmål relateret til stemmeoptællingen i Pennsylvania og andre svingstater, og han bakkes op af både den republikanske partiledelse og af sin regering.

Justitsminister William Barr har givet tilladelse til, at føderale anklagere kan efterforske påstået svindel ved præsidentvalget, og den republikanske senatsleder, Mitch McConnell, siger, at præsident Trump er i sin gode ret til at bestride valgets udfald.

Den tidligere føderale anklager Kim Wehle, der er professor i jura ved University of Baltimore i Maryland, har gransket alle søgsmålene. Kristeligt Dagblad har talt med hende om deres konsekvenser for magtskiftet i USA.

Mange Trump-vælgere er overbeviste om, at der er foregået noget gedulgt ved præsidentvalget i sidste uge. Kan der være noget om snakken?

Svaret er klart og tydeligt nej. Vi har ikke set nogen som helst beviser for dette. Søgsmålene kredser om klager over processen og ikke om forhold, der rent faktisk antyder, at snyd har fundet sted. Eksempelvis handler flere af dem om, at republikanske valgobservatører på grund af coronaforholdsregler ikke kunne komme tæt nok på de valgtilforordnede. Men det er jo ikke et bevis for, at der er blevet svindlet med optællingen. Søgsmålene er ekstremt svage, og selv hvis nogle af dem lykkes, har de ikke potentiale for at rykke tilstrækkeligt ved stemmefordelingen til at ændre valgets udfald. Af samme grund er der heller ikke udsigt til, at nogle af dem kan nå hele vejen til højesteret.

Er det muligt at svindle med stemmer ved præsident- og kongresvalg?

Det er meget vanskeligt. Der er kontrolmekanismer, der forhindrer organiseret valgsnyd, og der foregår en løbende revision. Det er almindelige, hårdtarbejdende amerikanere og ikke kriminelle, der styrer valgprocessen.

Hvis missionen er dømt til at mislykkes, hvorfor indleder Donald Trump og hans folk så et kostbart, juridisk slagsmål?

Det er politik forklædt som juridisk strategi. Jeg tror, det handler om at give præsident Trump dække for at undlade at erkende sit nederlag. Det er et forsøg på at ændre fortællingen om valget og sikre, at det er Donald Trump, der styrer fortællingen. Spørgsmålet om, hvorfor det er nødvendigt, kan en psykolog eller psykiater bedre svare på.

Hvad kan de langsigtede konsekvenser være?

Ved at anlægge alle disse søgsmål skaber præsident Trump et falsk indtryk af, at der er en årsag til at anlægge dem. Det er meget beklageligt. Det gør skade på amerikanernes tillid til valgprocessen og på deres syn på overdragelsen af magten fra den ene regering til den næste. Det undergraver respekten for et system, som er meget, meget væsentligt for demokratiets funktionsdygtighed.

Donald Trump behøver ikke at erkende sit nederlag for, at Joe Biden kan blive taget i ed som præsident. Men er der måder, hvorpå han kan forstyrre overgangsperioden i et omfang, som vil skade Biden?

Hele processen er uværdig og skadelig for både den kommende præsident og for nationens fremtid. Dette forstærkes af, at vi står midt i en folkesundhedskrise og en økonomisk krise og har hårdt brug for politisk lederskab. På et mere praktisk plan er der også udfordringer. Lige nu nægter den politisk udpegede leder af den myndighed, der skal bistå i overgangsperioden, eksempelvis at frigive føderale midler til at hjælpe Joe Biden med at opbygge sin regering og baggrundstjekke alle kommende regeringsmedlemmer. Det er ikke godt for USA. Jeg tror, at Bidens folk vil arbejde bag scenen for at få gjort det, som er nødvendigt, inden de overtager Det Hvide Hus. Men Donald Trump har med al tydelighed slået fast, at han vil smække med døren, når han går.