Jøde eller ikke jøde? Program til mobilen kaldes ren antisemitisme

Renlivet antisemitisme lyder kritikken i Frankrig af en mobil-applikation, der gør det muligt at tjekke, om en kendt person er jøde. Opfinderen er selv jøde

En ny app kaldes antisemitisk og har skabt heftig debat i Frankrig.
En ny app kaldes antisemitisk og har skabt heftig debat i Frankrig. Foto: ICP.

Man taster navnet på en person med formodet jødisk baggrund ind på sin iPhone og får umiddelbart at vide, om vedkommende er jøde eller ej. Man kan også vælge en bestemt profession og få oplyst, hvilke kendte repræsentanter for faggruppen, der er jøder. Og man kan foreslå et nyt jødisk navn til databasen.

LÆS OGSÅ: USA advarer mod tilbageskridt for trosfrihed

Jøde eller ikke jøde er navnet på en ny applikation et lille program som indehavere af en iPhone kan downloade eller overføre til deres telefon. Og det lille program har omgående udløst en storm af kritik.

Jeg er lamslået over, at nogen overhovedet kan få den idé. Jøde eller ikke jøde er et udslag af den gamle antisemitiske forestilling om, at jøderne nødvendigvis findes i miljøer med penge og magt, udtaler formanden for International Liga mod Racisme og Antisemitisme, Alain Jakubowicz, til det politiske magasin Le Nouvel Observateurs online-udgave, NouvelObs, der har bragt en tegning af Hitler i færd med at lede efter jøder på sin iPhone.

Det er en slags illegalt register over folks religiøse tilhørsforhold, og det er i klar modstrid med loven og retsprincipperne i Frankrig, siger formanden for jødernes franske organisation CRIF, Richar Prasquier, til nyhedsbureauet AFP.

Et klokkeklart eksempel på antisemitisme hvis ikke det var for opfinderens identitet. For det er ikke en højreradikal eller en ekstremistisk palæstinensisk organisation, der står bag Jøde eller ikke jøde, men derimod Johann Levy, en ung, praktiserende jøde, hvis familie blev deporteret til de tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.

Og han kan ikke forstå, hvorfor hans applikation har udløst en mediestorm.

Min hensigt var at skabe en følelse af stolthed blandt jøder. Vi snakker tit selv om, at den eller den kendte, succesrige personlighed er jøde. Det handler ikke om at skabe en følelse af overlegenhed, for der er masser af talentfulde mennesker, der ikke er jøder. Men alene om, at vi skal kunne være stolte af os selv, skriver Johann Levy i et indlæg på NouvelObs. Han mener, at Frankrigs berøringsangst for at tale om religion er et særtilfælde.

LÆS OGSÅ:
Hollands jøder og muslimer gør fælles front

I USA findes en hjemmeside, Jew or not, der fungerer ligesom min applikation. Og i Storbritannien, hvor jeg arbejder, er det helt naturligt at krydse af, om vi er katolikker, jøder eller muslimer. Og havde jeg lavet en applikation for talenter med rødder i Bretagne, havde det ikke chokeret nogen, påpeger han.

Apple Frankrig har besluttet at trække Juif ou pas juif ud af handelen, men applikationen forhandles stadig i den britiske udgave, Jew or not jew.