Prøv avisen

Københavnermødet var en succesfuld fiasko

Klimatopmødet i København i 2009 omtales ofte som en fiasko, men Christiana Figures, FN’s særlige klimarepræsentant, ser mere positivt på mødet. – Foto: Nicolas DaticheSIPA.

Næste skridt i klimaforhandlingerne tages på et topmøde i Warszawa på næste mandag, og FNs særlige repræsentant i drøftelserne, Christiana Figueres, glæder sig over, at der er sket meget siden klimatopmødet i København. Men der er stadig lang vej igen.

Beviserne for de menneskeskabte klimaforandringer er nu så stærke, at verden ikke kan sidde dem overhørigt. Ifølge Christiana Figueres, der af FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, er blevet udpeget til at være FNs særlige repræsentant i forhandlinger om klimaforandringer, er dette en vigtig erkendelse. Forhandlingerne om, hvordan det menneskeskabte pres på kloden kan lettes, handler derfor nu om dage mest om, hvem der skal løfte byrderne og hvordan.

Ikke mindst udfordringen om at finde den rette balance med at få udviklingslandene med i indsatsen mod klimaforandringerne uden at det hæmmer deres mulighed for udvikling er en sag, der optager den 57-årige kvinde fra Costa Rica, som i øvrigt har danske aner.

LÆS OGSÅ: Næste skridt må være en global klimaplan

Næste skridt i forhandlingerne finder sted i den polske hovedstad, Warszawa, fra den 11. november, og den forgangne uge blev der varmet op til næste skridt med en todages konference i den anerkendte udenrigspolitiske tænketank Chatham House i London. Her mødte Kristeligt Dagblad Karen Christiana Figueres Olsen, som er hendes fulde navn, i en pause under konferencen.

En af de ting, som særligt i en dansk optik præger klimadebatten, er Danmarks rolle ved klimatopmødet i København i 2009, som ofte bliver omtalt som en fiasko.

Jeg mener faktisk, at resultatet af topmødet i København har været rygraden i alt, hvad der er kommet ud af forhandlingerne siden. Så selvom der var en opfattelse af, at Københavnermødet var en fiasko, så mener jeg, at det er den mest succesfyldte fiasko, som klimaforandringerne nogen sinde har haft. Ud over hvad vi lærte af mødet, har det også udstukket kursen fremover, siger Christiana Figueres.

Meget er også sket på de fire år, siden verdens øjne var rettet mod København. Ikke mindst er ekstreme vejrfænomener udløst af klimaforandringer taget til i frekvens og intensitet.

Men selve proceduren for forhandlingerne er også ændret, siden daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøgte at skabe konsensus blandt de forsamlede regeringschefer.

Vi har lært, at du ikke kan bringe statsoverhoveder til forhandlingsbordet og give dem 300 siders ufordøjet tekst. Det virker simpelthen ikke. Så noget af det, vi har ændret, er, at statsoverhoveder skal være involverede, for det er nødvendigt med styring fra det højeste niveau, siger Christiana Figueres.

Hun peger på, at FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, har inviteret statsoverhoveder og erhvervsledere til et møde i New York, hvor de bedes komme med deres bud på radikale løsninger på klimaforandringerne.

Jeg vurderer også, at der siden 2009 har været en voksende erkendelse af, at løsningen ikke kun skal komme fra toppen og på nationalt niveau, men også fra erhvervslivet og civilsamfundet. Regeringer har naturligvis det overordnende ansvar, men det er op til alle aktører at være motorer i denne proces, fremhæver Christiana Figueres.

Hun er nærmest født på de bonede diplomatiske gulve. Hendes far var i tre omgange Costa Ricas præsident, og hendes mor med de danske aner kom til landet som USAs ambassadør, men endte som præsidentfrue. Selv har Christiana Figueres blandt andet været landets ambassadør i Tyskland og senest landets chefforhandler i klimaspørgsmål, før FNs generalsekretær hentede hende endnu højere op på rangstigen.

Fokus i forhandlingerne er ofte på de absolutte stormagter og ikke mindst, hvad de kan og vil gøre.

En forskel fra København er, at både Kina og USA har indset, at de har mere tilfælles, end der skiller dem i spørgsmålet om klimaforandringer. De har begge et stort ansvar. Og de har begge kapaciteten til at komme med en løsning på klimaforandringerne, siger Christiana Figueres, som også oplever, at de to lande i stigende grad er i dialog.

De er eksempelvis begyndt at tale om investeringer i teknologi, der reducerer udledningen af gasser. Så de er allerede begyndt at gå ned i specifikke områder, hvor de begge har en naturlig interesse og hvor de kan bidrage til de globale interesser. Det vil ikke være nok. Men det en god start og vi forventer, at de fortsætter dialogen, lyder det forhåbningsfuldt.

En markant faktor i Kina har været konsekvenserne af klimaforandringerne og den menneskeskabte forurening. Internationale medier rapporterede i den forgangne uge, hvordan den kinesiske millionby Harbin var totalt indhyllet i smog, så der kun var en begrænset sigtbarhed.

Kineserne er begyndt at skære ned i forbruget af kul. Men det er ikke, fordi de vil redde verden, men fordi de vil redde deres egne borgeres helbred. Vi ser smog i Beijing og andre storbyer, og de har allerede taget den beslutning, at de ikke vil fyre med kul i nærheden af tre af de største byer. Så Kina tager modige skridt. Og det er alligevel ikke nok, siger Christiana Figueres, før hun tager fat i en af de andre udfordringer, som Kina står over for og som ofte bliver glemt i lyset af landets stærke position internationalt.

Kina er stadig et udviklingsland. De har bragt 500 millioner mennesker ud af fattigdom, men der er stadig en stor del af befolkningen, som lever under fattigdomsgrænsen, så de er nødt til at fortsætte væksten. Det er udfordringen. Hvordan kan resten af verden støtte Kina, så de fortsætter deres vækst, uden at det går ud over klimaet?, lyder spørgsmålet, som ikke kun gælder Kina.

Faktum er, at ingen af de 194 lande, der er samlet om forhandlingsbordet, yder deres maksimum. De gør alle noget men ingen af dem gør nok, opsummerer chefforhandleren.

Selvom hun inddrager Kina i gruppen af udviklingslande, er der andre lande, som står over for større problemer.

Udviklingslandenes fundamentale udfordring er, at de pr. definition har presserende opgaver med basal udvikling i form af fødevarer, bolig, menneskerettigheder, kvinders rettigheder og så videre. Alle disse basale udfordringer er nødvendige for deres udvikling som nationer. Og oven i de udfordringer skal de så tage miljømæssige hensyn, som gør det endnu sværere at nå deres basale mål, siger Christiana Figueres.

Det handler eksempelvis ikke kun om at nå en vis sundhedsstilstand, men at gøre det med hensyn til et klima, der allerede har ændret sig og forårsaget miljømæssige forandringer, som har gjort vandbårne sygdomme endnu mere hyppige end før, lyder et meget konkret eksempel.

Diskussionen bliver gjort endnu mere vanskelig af, at mange af de fattigste lande ikke har noget historisk ansvar for de drivhusgasser og CO2-udledninger, som har skabt klimaforandringerne.

Så udviklingslandene kommer ind i disse forhandlinger og siger: I beder os om at fortsætte vores udvikling, men med lave udledninger. Så vi bliver nødt til at bede om hjælp. Og der en vis villighed til at hjælpe. Der er allerede en forpligtelse i form af 100 milliarder dollars. Men er det nok? Nej, lyder svaret på hendes eget retoriske spørgsmål.

Men nødvendigheden af at hjælpe bliver understreget af en anden af konsekvenserne af klimaforandringerne. Uanset om det er den direkte eller indirekte årsag, er mange af de desperate immigranter, som forsøger at komme til Europa eller Australien om bord på skibe, som knap nok er sødygtige, på flugt fra en trøstesløs tilværelse, som også skyldes klimaforandringer.

På spørgsmålet om, hvorvidt klimaforhandlingerne fortsat møder de hårdnakkede fornægtere, som afviser, at klimaforandringerne er menneskeskabte, kommer Christiana Figueres med en nærmest hovedrystende afvisning.

Fornægtelsen af klimaforandringer har efterhånden nærmet sig det latterlige. Der er en eller to stemmer derude, som siger, at det skyldes pletter på solen og lignende. Men det er efterhånden grinagtigt.

Hun henviser blandt andet til den seneste rapport, som for nylig blev præsenteret i Stockholm af FNs klimapanel.

Efter at vi har haft de seneste videnskabelige rapporter, hvor 600 videnskabsfolk har svaret på 15.000 spørgsmål, hvorefter rapporten er sendt til 194 lande, som alle har godkendt teksten, tror jeg godt, vi kan sige, at den videnskabelige debat er afsluttet. Det, vi nu skal fokusere på, er, hvad løsningerne er, og hvad problemerne er.

Igen vender hun tilbage til, at det er de 194 lande ved forhandlingsbordet, som alle skal yde hver deres. Spørgsmålet er for stort til, at nogle lande kan sidde og lurepasse, mens de venter på, at andre løser opgaven. Men det kræver også erkendelsen af, at forskellige lande skal løfte forskellige byrder.

Men det er ikke overraskende, at det største pres kommer fra de lande, der er mest sårbare. Sådan har det været længe, og det vil fortsætte med at være tilfældet, siger hun.

Christiana Figueres peger på, at hvad der er løsningen i et land, ikke nødvendigvis er et gode for alle. Eksempelvis har skiftet til skifergas i USA ledt til et større forbrug af kul i Europa.

Så du skal se på energiudvekslingen mellem landene og ultimativt, hvad vi udsætter atmosfæren for. Atmosfæren mærker ikke, om udledningen kommer fra Europa, USA eller Kina. Vi skal fokusere på de globale udledninger. Det er her, vi skal knække kurven, så den ikke længere stiger, og at den falder fra midten af århundredet. Vi vil bruge alle de teknologier, der er til rådighed. Men vi kan ikke regne med, at vi bare kan afskaffe brugen af fossile brændstoffer med ét, siger hun.

Samtalen går ind på det mere tekniske og proceduren om godkendelse af dagsordenen og ratificering af aftaler. Men det afgørende er, at der nu ligger en rimelig klar plan for, hvordan forhandlingerne og udmøntningen skal ske fra topmødet i Warszawa og hen over næste års klimatopmøde i Perus hovedstad, Lima, og efterfølgende i Paris i 2015.

Vi har en stram deadline her. Men jeg er glad for, at alle regeringer er enige om, at det er tidsplanen, og at de vil leve op til udfordringen. Hvad vi mangler svar på, er, hvordan vi skal leve op til udfordringen.