Kønsskifte gav mand ret til kvindes pensionsalder

Christine Timbrell, der er født som mand og døbt Christopher, er efter kønsskifteoperation anerkendt som kvinde -- også i pensionsmæssig forstand

Kønsskifte gav mand ret til kvindes pensionsalder
Foto: Skovdal & Skovdal/colourbox.com.

I Storbritannien er pensionsalderen for kvinder 60 år, mens den er 65 år for mænd. Men en mand, som har været gennem en kønsskifteoperation, har nu vundet retten til at modtage pension som kvinde med tilbagevirkende kraft.

Myndighederne sagde ellers nej i første omgang, fordi han efter operationen forblev gift med sin hustru.

Myndighederne ville kun anerkende kønsskiftet, hvis parret lod sig skille – noget, de to afviste med henvisning til deres kristne tro. Men nu har retten erklæret, at hun er kvinde – også i pensionsmæssig forstand.

Sagen handler om 68-årige Christine Timbrell, der er født som mand og døbt Christopher. Allerede som teenager følte han sig mere som en pige, men da han var i 20'erne, blev han gift med Joy Timbrell. Parret har to børn.

Men trangen til at være kvinde voksede, og Christopher var gennem psykologisk behandling, før han i en alder af 59 i år 2000 fik en kønsskifteoperation og blev til Christine. En beslutning, hustruen bakkede op om.

"Myndighedernes svar på min ansøgning om at blive pensioneret var, at jeg var en mand. Det er jeg ikke. Jeg finder det ydmygende, at myndighederne ikke anerkendte det," forklarer Christine Timbrell ifølge avisen The Times.

Tre højesteretsdommere har nu tilkendt Christine Timbrell fem års pension med tilbagevirkende kraft, og de kalder sagens hidtidige forløb diskriminerende. Med afgørelsen får andre, som har været gennem en kønsskifteoperation, men er forblevet i deres ægteskab, også ret til at gå på pension som 60-årige.

Christine og Joy Timbrell har afvist at lade sig skille for at få ret til pensionen, fordi det strider mod deres kristne tro.

"Joy og jeg elsker hinanden, og vi har forpligtet os til hinanden. Vi har diskuteret sagen med vores præst. Han var enig med os i, at det ville være dobbeltmoralsk og sikkert også ulovligt i kirkens øjne, hvis vi afsluttede et ægteskab, som ingen af os ønskede af afslutte," siger Christine Timbrell.

Parret har derfor kategorisk afvist at skifte deres ægteskab ud med et registreret partnerskab, som myndighederne krævede, fordi de ikke ser deres ægteskab som et homoseksuelt forhold mellem to kvinder.

norum@kristeligt-dagblad.dk