De over 109 millioner russiske vælgere kan i morgen sætte deres kryds ved otte kandidater i et præsidentvalg, som alle ved Vladimir Putin vinder. Dermed går Putin i gang med sin fjerde periode som Ruslands præsident og står til i 2024 de facto at have regeret landet i 24 år eller hele dette århundrede.
Forudsigeligheden ved valget er den helt modsatte situation af nervegiftsagen i Storbritannien, som eskalerer dag for dag, og hvor den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, i går anklagede Putin for personligt at have truffet beslutningen om at bruge Novichok mod eksspionen Sergej Skripal, mens russerne bebudede deres egen efterforskning af sagen.
Alt dette anfægter ikke Putin, som efter al sandsynlighed allerede vinder i første valgrunde. Alligevel er kandidatfeltet ikke uinteressant. Nogle vil bruge ordvalget ”håndplukket af Kreml” om kandidaterne, men det er misvisende, for de har hver især et vist frirum og er ikke på den måde styret af Kreml.
Den styring, der kommer fra Kreml, handler om, hvem der får lov til at stille op, hvor eksempelvis den kendte oppositionspolitiker og antikorruptionsaktivist Aleksej Navalnij ikke kom på stemmesedlen på grund af en dom for korruption, der af mange betragtes som fabrikeret.
At Navalnij ikke får lov til at stille op, skyldes ikke, at han ville have haft en reel chance mod Putin, men at han kunne ødelægge den drejebog, som Kreml har for præsidentvalget. Navalnij kunne potentielt igangsætte dynamikker, der ville gøre den politiske proces uforudsigelig, hvilket er Kremls fundamentale frygt.
Forskellen på et liberalt og et illiberalt demokrati som det russiske er, at det første udgøres af kendte processer med ukendt udfald, hvor det illiberale demokrati bygger på ukendte processer, men med kendt udfald – og her altså, at Putin bliver valgt. De ukendte processer er både gentagne ændringer af valg- og opstillingslove samt på det uformelle plan uigennemskuelige processer, der fører til, at nogle får lov at stille op, andre ikke.
Kandidaterne spiller en rolle i Kremls drejebog og er ikke nødvendigvis artige og regime-kontrollerede aktører. Men Kremls vurdering af hver enkelt er, at de ikke har evne eller potentiale til at forstyrre den politiske stabilitet i Rusland og dermed styrker valgets legitimitet ved at vise, der er valgfrihed, når Putin skal kåres. Man kan se på tre af kandidaterne for at forstå disse dynamikker.
Ksenia Sobtjak er den mest markante kvindelige kandidat. I 2000’erne gik hun under navnet ”den russiske Paris Hilton” og var vært på den første russiske udgave af tv-reality-showet ”Big Brother”. Hun er datter af Putins første politiske protegé, Anatolij Sobtjak, der blev den første folkevalgte borgmester i Sankt Petersborg efter Sovjetunionens sammenbrud. Ksenia Sobtjak har splittet oppositionsbevægelsen, der ledet af Navalnij kører en kampagne for at få russerne til at boykotte valget. For hun er en moderne middelklassekandidat, russerne kan stemme på for at give udtryk for deres utilfredshed. Ved forrige valg var det oligarken Mikhail Prokhorov, der spillede den rolle.
Vladimir Sjirinovskij, lederen af Det Liberal-Demokratiske Parti, er en anden markant skikkelse i kandidatfeltet og har været det, siden han entrerede scenen ved det nye Ruslands første frie parlamentsvalg i 1993. Sjirinovskij er hverken særlig liberal eller demokratisk, men populist og nationalist, og det var som sådan, at han skræmte den vestlige offentlighed ved at vinde det daværende valg med 22,9 procent af stemmerne. I 1993 troede vi i Vesten, at landene mod øst nu gik mod demokrati og fred, men i stedet stormede denne nationalist ind i det russiske parlament og var vel i relation til vore dages populistiske virkelighed blot 20-25 år forud for sin tid. Sjirinovskij giver på søndag en stemme til dem, der skriver grimt på Facebook.
Den kommunistiske kandidat, Pavel Grudinin, er valgets overraskelse og kan blive interessant at følge. Han har erstattet kommunisternes evige kandidat, Gennadij Sjuganov, der også har været med siden 1993, og som i 1996 udgjorde en reel trussel mod Boris Jeltsin, der måtte ty til både politisk tæft og valgsvindel for at vinde præsidentvalget. Valgsvindel har været de russiske valgs følgesvend lige siden. Kommunisterne trækker vælgere i det røde bælte, som er landdistrikterne i Rusland. Får han et godt valg – alt over 15 procent er godt, 20 procent vil være et jordskredsresultat – vil det bekymre i Kreml.
Planen for i morgen er, at Putin vinder, valgdeltagelsen bliver 70 procent, og af disse får Putin 70 procent af stemmerne – resten fordeles blandt de syv andre kandidater. Enhver markant afvigelse fra det mønster vil være bemærkelsesværdigt og i givet fald et tegn på, at Kremls styring af valgene ikke er uden ende.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.