Kæmpe kinesisk raket er ude af kontrol

En kinesisk raket på 21 ton er lige nu i et faldende kredsløb om Jorden. Den del af raketten, der ikke brænder op i atmosfæren, rammer Jorden. Ingen ved hvor.

Det er denne Long March-5B-raket, der nu ventes at ramme Jorden inden for nogle dage. Den blev opsendt den 29. april og er gået i kredsløb. Den ventes at ramme omkring den 10. maj.
Det er denne Long March-5B-raket, der nu ventes at ramme Jorden inden for nogle dage. Den blev opsendt den 29. april og er gået i kredsløb. Den ventes at ramme omkring den 10. maj. Foto: Yan Miaojin/Ritzau Scanpix.

En 30 meter lang og 21 ton tung kinesisk raket er gået i kredsløb om Jorden.

Det tager den 90 minutter at komme rundt om vores klode.

Dens nuværende bane går så højt mod nord som New York, Madrid og Beijing og så langt mod syd som Wellington i New Zealand og det sydlige Chile.

Det er en raket af typen Long March 5B, der farer afsted med 27.600 kilometer i timen.

Men det sker i et faldende kredsløb. Raketten taber højde og kommer på et tidspunkt inden for de næste dage ud af kredsløbet.

Den del af raketten, der ikke brænder op i atmosfæren, rammer Jorden, og ingen - heller ikke kineserne - ved, hvor det vil ske.

For raketten er ude af kontrol.

Heller ingen ved, hvor meget af den der brænder op i atmosfæren.

Long March 5B-raketten blev opsendt den 29. april fra rumfartscentret Wenchang på den sydkinesiske ø Hainan.

Den havde et modul med til den rumstation, som Kina planlægger at have klar til brug i slutningen af 2022.

The Guardian skrev tirsdag, at raketten nu var i kredsløb i en højde af godt 300 kilometer.

80 kilometer tættere på Jorden end i weekenden.

Ifølge avisen ventes raketten, eller resterne af den, at ramme et sted på kloden den 10. maj - plus minus et par dage.

Mediet SpaceNews skriver, at amatørobservatører fortæller, at den ser ud til at tumle afsted i sit kredsløb.

Jonathan McDowell fra Astrofysisk Center på Harvard University siger til The Guardian, at det "potentielt ikke ser godt ud".

- Sidste gang, de opsendte en Long March 5B-raket, endte den som store jernstænger, der fløj igennem himlen og beskadigede bygninger i Elfenbenskysten, siger han.

- Det meste brændte op, men store stykker metal ramte Jorden. Heldigvis kom ingen til skade.

Magasinet Forbes skriver, at den raket blev opsendt den 5. maj 2020, og at to landsbyer i Elfenbenskysten senere blev ramt af jernstænger fra raketten.

Ifølge The Guardian har ingen siden 1990 efterladt noget med en vægt på over 10 ton i kredsløb om Jorden, uden at have kontrol med genstandens tilbagevenden.

Altså lige bortset fra de store kinesiske raketter, der bringer moduler op til Kinas rumstation.

Der er ingen gode gæt på, hvor resterne af raketten vil slå ned. Men risikoen for, at man bliver ramt, er lille.

McDowell påpeger, at 71 procent af klodens overflade er hav, så det er mest sandsynligt, at den rammer her.

Og store landområder på kloden er ubeboet.

Men det er alligevel skidt.

- Det, der er dårligt, er Kinas uagtsomhed. Vi lader bare ikke genstande på over 10 ton falde ukontrollabelt ud af himlen, siger McDowell.

/ritzau/