Kæmpe skattelettelser i Storbritannien får hård medfart

Skattelettelser på vej til rige briter. Finansmarkeder reagerer negativt, for det skal gøres med lånte penge.

Den britiske finansminister, Kwasi Kwarteng, præsenterer sin skatteplan i det britiske parlament fredag. Den har fået en hård medfart på de internationale finansmarkeder, blandt andet på grund af frygt for en britisk recession. Til venstre i billedet ses
Den britiske finansminister, Kwasi Kwarteng, præsenterer sin skatteplan i det britiske parlament fredag. Den har fået en hård medfart på de internationale finansmarkeder, blandt andet på grund af frygt for en britisk recession. Til venstre i billedet ses . Foto: Handout/Ritzau Scanpix.

Den britiske finansminister, Kwasi Kwarteng, har fremlagt en plan, som vil sænke skatterne med 45 milliarder pund eller cirka 380 milliarder kroner.

Det vil primært gavne dem med flest midler i forvejen, og planen skal bidrage til at sætte gang i væksten i Storbritannien.

Men de internationale finansmarkeder reagerer meget negativt på den konservative regerings plan, der for en stor del skal betales med lånte penge ifølge avisen The Guardian og andre medier.

Kernen i planen er at nedsætte topskatten fra 45 til 40 procent, at nedsætte tillægsskatten "national insurance", som er med til at finansiere en række sociale ordninger for britiske familier. Og som rosinen i pølseenden at fjerne det loft, som gælder for bankchefers lønninger.

Det nye budget indeholder også en milliardplan for at holde de britiske borgeres energiregninger i ro det næste halve år. Uanset om man er fattig eller rig.

Det skal sikre Storbritannien en vækst på 2,5 procent.

Den nye premierminister, Liz Truss, er af oppositionen blevet beskyldt for at bygge på premierminister Margaret Thatchers økonomiske politik for 40 år siden.

At når de rigeste i et samfund begunstiges, så vil det have en nedsivningseffekt og komme dem med mindre indtægter til gavn i form af beskæftigelse og bedre løn.

Men næppe var nyheden om de ufinansierede skattelettelser sluppet ud fredag, før investorer og finansmarkeder reagerede meget negativt.

Det britiske pund sank to procent i forhold til dollaren. Og renten på de britiske obligationer, som skal bruges til at finansiere blandt andet skattelettelser, steg voldsomt fredag. Det er det største spring på en enkelt dag i mere end tre årtier ifølge Reuters.

/ritzau/