Når den 41-årige Irene Gaicugi Kigoji går i seng om aftenen, er hun ikke længere fyldt til randen af bekymringer over at være bagud med betalingen af sine faste udgifter og frygt for, hvordan det skal gå hendes tre børn i fremtiden.
Men indtil 2016 var bekymringen en fast følgesvend, fortæller den kenyanske kvinde:
”Før havde jeg ondt i maven hver dag. Hvordan skulle jeg give mine børn en god opvækst? Hvordan kunne jeg betale for deres skolegang? Det var det første, jeg tænkte på, når jeg vågnede. Og det sidste jeg tænkte på, når jeg gik i seng.”
Irene Gaicugi Kigoji er en af Kenyas omkring 600.000 kaffesmåfarmere. Hvert år høster hun et tons bønner fra sine 400 kaffetræer i Meru, der ligger 200 kilometer nord for Kenyas hovedstad, Nairobi. Jorden arvede hun efter sin mand, der døde i en faldulykke for nogle år siden.
Samtidig arvede hun rollen som eneforsørger for tre børn: hendes egne to teenagesønner og en seks-årig forældreløs niece.
Til trods for at indtjeningen fra kaffebønnerne burde være nok til at forsørge familien, var den det ikke. Irene Gaicugi Kigoji manglede altid penge til at dække faste udgifter til skoleuniformer, bøger, medicin og tøj til børnene.
”Jeg kunne vente et helt år på at få betaling for kaffebønnerne, og jeg vidste aldrig, hvor meget jeg ville få for mine bønner,” fortæller hun.
Ofte fik Irene Gaicugi Kigoji også kun betaling for tre fjerdedel af sin høst, fordi resten af hendes bønner ”ikke havde kunnet sælges”, lød meldingen fra de mellemopkøbere, som havde ansvaret for at sælge hendes høst videre på store kaffeauktioner. En melding, som Irene Gaicugi Kigoji ikke havde nogen mulighed for at tjekke, om var sand.
Irene Kaicugi Kagojis historie er almindelig i Kenya, hvor undersøgelser viser, at uligheden mellem kønnene blandt andet giver sig udslag i, at kvinders lønninger ofte er lavere, og at deres adgang til at eje jord, låne penge og deltage i beslutningsprocesser ikke er de samme som mændenes.
Uligheden betyder også, at selvom de kvindelige kaffesmåfarmere leverer det meste af arbejdet, befinder de sig nederst i et kaffehierarki, domineret af mandlige mellemopkøbere.
Det fortæller Rune Sandholt, stifter og direktør for den lille danske virksomhed Nguvu, der på swahili betyder ”styrke”.
”80 procent af kaffebønderne i Kenya er kvinder. Alligevel er det mændene, der skummer fløden og tager det meste af overskuddet fra salget af kaffebønnerne. Kvinderne er nødt til at handle med kooperativerne i lokalområdet, fordi de ikke har andre steder at gå hen og sælge deres bønner. Men kooperativerne udnytter kvinderne, først og fremmest ved at diktere en urimeligt lav pris for kaffebønnerne,” siger han.
For to år siden stiftede Rune Sandholt Nguvu, der i samarbejde med en kenyansk hjælpeorganisation blandt andet arbejder for at sikre fast arbejde, ordentlige arbejdsforhold og faglig udvikling til udsatte kvinder i Kenya.
For de kvindelige kaffefarmere betyder det omgående betaling for deres høst og betydeligt flere penge mellem hænderne. De kenyanske kvinders kaffebønner sælger Nguvu derefter direkte til danske kunder.
Det er langtfra nyt at fokusere på kvinder inden for udviklingsbistand og i hjælpeorganisationernes arbejde. Men Rune Sandholt er heller ikke i tvivl om, at det ér den rette vej at gå:
”Til forskel fra mændene, så bruger kvinderne langt størstedelen af indkomsten på familien. Det betyder blandt andet, at børnene ikke skal gå sultne i seng, at de får den rette behandling hos lægen, samt at de får den vigtige uddannelse. Det sætter gang i en positiv udvikling, der rækker langt,” siger han.
Rune Sanholt har ved selvsyn erfaret, hvordan de kenyanske mænd ”smutter, når ansvaret bliver for stort” for dem:
”Så vil de hverken have noget med kvinderne eller børnene at gøre. Det kan lyde absurd, men når det bliver hårdt, så giver de kenyanske mænd op. De vil glemme det hele og svømmer ofte hen i alkohol og vold. Modsat er det som om, at kvinderne bliver endnu stærkere, jo hårdere livet er,” siger han.
Irene Gaicugi Kagoji nyder imidlertid at skulle være mindre stærk end tidligere. Efter at være kommet med i Nguvus kaffeinitiativ i 2016 tjener hun i dag mellem fire og fem gange mere på sine kaffebønner end tidligere, og hendes børn får betalt deres skolegang. Sikringen af familiens økonomi og børnenes skolegang har betydet et farvel til mavepinen:
”Mine børn er min største drivkraft, og jeg vil gøre alt for, at de får et godt liv med muligheder,” siger hun.