En chance for at gøre noget ved den tragedie, der gentages cirka 800.000 gange årligt. En mulighed for at tale om, hvordan man forebygger det, der hvert 40. sekund tager livet af et menneske. Sådan beskriver flere brugere på det sociale medie Twitter dette års Verdensdag for Selvmordsforebyggelse, der finder sted i dag.
Den Internationale Forening for Selvmordsforebyggelse afholder dagen i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen WHO, der også har indledt en kampagne, der skal udbrede kendskabet til selvmord.
Men selvom det går den rigtige vej for antallet af selvmord, der i 2000 lå på 883.000 og i 2016 ifølge WHO lå på 793.000, bliver det svært at nå målet fra 2013, hvor tallet var omkring 800.000. Her gjorde WHO det klart, at det årlige antal selvmord i verden inden 2020 skulle reduceres med 10 procent. Det svarer til, at tallet i 2020 skal være nede på cirka 720.000.
”Det er urealistisk at nå det mål,” siger Merete Nordentoft, der er overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet og tidligere har deltaget i WHO’s globale arbejde med selvmordsforebyggelse.
Hun forklarer videre, at det er vigtigt at holde sig en geografisk spredning for øje. For eksempel er der nogle områder, hvor antallet af selvmord vil være mere end fordoblet, mens man i Indien og Kina sandsynligvis vil have nået målet, blandt andet fordi man har mindsket adgangen til giftige pesticider, der ellers kunne være blevet brugt i forbindelse med selvmord, og fordi levestandarden generelt er forøget.
Center for Selvmordsforskning oplyser, at der i Danmark fra 2013 til 2017, som er de nyeste tal, er sket et fald fra 636 selvmord til 570 om året. Men netop det er et udtryk for, at der ikke bliver gjort nok, mener Merete Nordentoft. Antallet af selvmord i psykiatrien er nemlig faldet gevaldigt, mens det samlede antal forbliver stort set det samme, hvilket betyder, at der er andre grupper, man ikke har øje for. Det kalder på en bedre national indsats, men også internationalt bør man skue det bredere an, mener hun.
”Der er ikke er tale om én risikogruppe. Der er brug for en plan, som omfatter alle de forskelligartede risici som selvmord i fængsler, selvmord efter udsendelse eller selvmord efter at man har fået stillet en diagnose. Der skal mere til samlet set, og det gælder også internationalt.”
Samtidig understreger hun, at det, man har gjort i psykiatrien, der har virket, ikke skal negligeres, selvom der er behov for en bredere indsats for forebyggelsen af selvmord. Det nikker Christina Petrea Larsen, der er centerleder hos Center for Selvmordsforskning, genkendende til.
”Og hvis andre lande kan lære af det, vi i Danmark er gode til omkring det forebyggende arbejde i psykiatrien, er det kun et plus,” siger hun.
Både tilgængeligheden hos forebyggelsescentrene, mulighed for at kontakte eksempelvis Livslinien og en reduktion i den medicin, man kan få udleveret i psykiatrien, er noget, der har bidraget til, at antallet af selvmord fra 2013 til 2017 på årsbasis er reduceret med 66. Dog er hun enig med Merete Nordentoft i, at der skal en bredere indsats til.
”Selvom der har været et fald, vil det være en god idé med en national handlingsplan,” siger Christina Petrea Larsen.