Prøv avisen

Kampen om vacciner tilspidses

"Ikke flere vacciner" står der på skiltet ved siden af en kvinde i den indiske storby Mumbai, der er hårdt ramt af coronasmitte i disse uger. For at få den hjemlige situation under kontrol har regeringen suspenderet Indiens eksport af vacciner for at kunne vaccinere sin egen befolkning og bremse smittespredningen. Foto: Francis Mascarenhas/Reuters/Ritzau Scanpix

Indien har som verdens største producent af vacciner standset eksporten for at vaccinere sin egen befolkning. Det skaber fornyet pres på medicinalfirmaerne for at opgive patenter

Flere end 18 millioner indere er nu smittet med coronavirus, og både smittetallene og antallet af døde sætter dagligt nye rekorder.

Alt fra hoteller til jernbanernes liggevogne er inddraget for at skaffe sengepladser i et rasende kapløb med tiden og med epidemien, der breder sig ukontrollabelt, især i hovedstaden, New Delhi, og i millionbyerne Kolkata og Bangalore.

Dødstallet har nu rundet de 200.000, og apokalyptiske scener udspilles i storbyerne, hvor luften er tæt af flammer og røg fra kremeringsbål i parker og på parkeringspladser.

Men den humanitære katastrofe i Indien udstiller også svaghederne i den globale vaccinestrategi. Indien er verdens største vaccineproducent og en væsentlig brik i den globale vaccinationsstrategi, ikke mindst som leverandør til verdens fattigste lande via Covax-initiativet.

Men for at få den hjemlige situation under kontrol har regeringen suspenderet Indiens eksport af vacciner for at kunne vaccinere sin egen befolkning og bremse smittespredningen.

Det går nu ud over Afrika, hvor under en procent af befolkningen er vaccineret, understreger Phiona Atuhebwe fra Verdenssundhedsorganisationen WHO’s kontor i Den Demokratiske Republik Congo

”Vi forstår den indiske beslutning, men den har dramatiske konsekvenser for Afrika. Vi appellerer til alle lande, der har overskydende doser, og vi beder også producenterne om at øge produktionen,” sagde Phiona Atuhebwe ved en WHO-pressekonference i torsdags.

Det indiske eksportstop har dermed sat øget fokus på kravet om, at opfinderne af vaccinerne midlertidigt skal sætte deres patentrettigheder ud af kraft. Pfizer-Biontech og Moderna har eksempelvis eneret på at fremstille og sælge doserne, og trods behovet for at øge den globale produktion, giver de to firmaer kun få produktionstilladelser til andre laboratorier.

Sydafrika og Indien har derfor foreslået at ophæve patenterne, indtil pandemien er under kontrol, hvilket støttes af WHO.

”Hvis vi virkelig ønsker at øge den globale produktionskapacitet, er det en forudsætning, at de, der ejer patenterne, deler oplysningerne med flere producenter. WHO opfordrer til, at der forhandles om dette med medicinalselskaberne,” siger WHO’s regionale leder for Afrika, Matshidiso Moeti, til Kristeligt Dagblad.

De industrialiserede lande med EU og Canada i spidsen modsætter sig dog forslaget på linje med lægemiddelproducenterne, der forsvarer det nuværende system med, at patenterne ikke kun beskytter opfinderne og deres indtjening, men også garanterer kvaliteten af alle de doser, der fremstilles.

Men presset vokser, blandt andet med det argument, at vaccinerne er udviklet med offentlige milliardtilskud. Som de første europæiske lande har Irland og Belgien meldt ud, at de støtter forslaget, der også bakkes op af en voksende liste af nobelpris-tagere, parlamentarikere og tidligere stats- og regeringsledere fra hele verden.

I USA lod en talsperson for Joe Biden tilsvarende forstå, ifølge Reuters, at den amerikanske præsident vil overveje tanken.

Dermed øges det politiske pres, når spørgsmålet i næste uge skal diskuteres i Verdenshandelsorganisationen WTO, håber politisk chef for udviklingsorganisationen Oxfam-Ibis Trine Pertou-Mach.

”Vi er i krig med en pandemi, men vi kan ikke få ammunitionen frem til fronten. Den katastrofale situation i Indien udstiller, hvordan adgangen til vacciner begrænses af en utilstrækkelig produktion, og det er svært at forstå, hvorfor industriens interesser skal stå over muligheden for at give flere adgang til den know-how, der kan øge produktionen,” siger Trine Pertou-Mach.