Kampen i Bruxelles handler ikke om penge, men om suverænitet

Om den europæiske corona-genopretningsfond får lidt flere eller lidt færre milliarder at dele ud som tilskud, er ikke det afgørende i styrkeprøven ved langvarigt EU-topmøde. Det kompromis, der tegnede sig i aftes, vil under alle omstændigheder føre EU længere ind i den politiske og økonomiske union

Den hollandske premierminister Mark Rutte (tv.) har siden i fredags ført an i den såkaldte sparebandes krav om reformer som modydelse for tilskud på EU-topmødet, hvor han blandt andet har krydset klinger med sin italienske kollega, Giuseppe Conte. Her er de dog fanget i et mere muntert øjeblik sammen med den tyske forbundskansler og EU-formand, Angela Merkel, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Den hollandske premierminister Mark Rutte (tv.) har siden i fredags ført an i den såkaldte sparebandes krav om reformer som modydelse for tilskud på EU-topmødet, hvor han blandt andet har krydset klinger med sin italienske kollega, Giuseppe Conte. Her er de dog fanget i et mere muntert øjeblik sammen med den tyske forbundskansler og EU-formand, Angela Merkel, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

De 27 stats- og regeringsledere havde fået det største rum i Det Europæiske Råds hovedkvarter i Bruxelles, så de kunne holde afstand under deres første fysiske EU-topmøde, siden coronakrisen for alvor tog fart i marts. Men den politiske afstand var endnu større ved maraton-topmødet, som i går gik ind i sit fjerde døgn efter en tiltrængt søvn-afbrydelse. Frem til i aftes har det ikke været muligt at skabe enighed om den genopretningsfond, som skal sparke økonomien i gang efter den alvorligste sundhedskrise i Europa i 100 år. Næsten 135.000 EU-borgere har mistet livet som følge af pandemien, og nedlukningen har skåret 8,3 procent af de europæiske økonomier siden foråret.

Med den luxembourgske premierminister, Xavier Bettels, ord har der aldrig været så diametralt modsatte holdninger ved et topmøde i de syv år, han har deltaget i dem.

Allerede søndag aften under middagen truede den franske præsident, Emmanuel Macron, med at forlade mødet i vrede over det, han kaldte de såkaldte sparsommelige landes formålsløse, usammenhængende blokeringer for en aftale. Med forstærkning fra den finske regeringsleder har Danmark, Sverige, Holland og Østrig kæmpet millimeter for millimeter, million for million, for at trække aftalen så langt som muligt over på deres egen banehalvdel.

Og i det kompromisforslag, som topmødeleder og EU-præsident Charles Michel præsenterede i går morges efter en hel nats forhandlinger, var det lykkedes hollandske Mark Rutte og hans danske, svenske og østrigske kolleger at få kappet 110 milliarder euro, svarende til 825 milliarder kroner, af de direkte tilskud til de hårdest ramte corona-lande med Italien og Spanien i spidsen. En større del af pengene skal dermed gives som lån og betales tilbage.

Men modsat den fortælling om nærige, velbeslåede og usolidariske nordeuropæiske lande, som promoveres af især Italien, har tovtrækkeriet ikke handlet så meget om nogle milliarder mere eller mindre.

Det er langt mere principielle spørgsmål, der har været på spil i de hårde forhandlinger, som blev indledt i fredags i Bruxelles. Og hvis den endelige aftale ratificeres af de nationale parlamenter, vil det Europa, der vokser ud af dette længste EU-topmøde i historien, have taget et syvmileskridt ind i en tættere union.

Her er det springende punkt ikke, om pengene deles ud som lån eller som tilskud. Det afgørende er, at pengene skal findes ved, at EU optager et lån på finansmarkederne. Et lån, som alle 27 lande hæfter for, og som skal betales tilbage takket være nye, fælles indtægter på EU’s budget. Dermed tager EU et skridt ind i den ”overførselsunion”, som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, ellers var den mest indædte modstander af, da Grækenland for 10 år siden blev ramt af en gældskrise.

Men med coronakrisen er det Italien og dermed næsten 15 procent af EU’s samlede bruttonationalprodukt, der er i fare. Italien, men også de øvrige coronaramte lande skal reddes, fordi EU’s økonomi skal reddes. Og det har den såkaldte sparebande mere eller mindre affundet sig med ligesom den tyske forbundskansler, som inden topmødet overtog EU-formandskabet og skiftede kurs.

Til gengæld skal der være hånd i hanke med, hvad pengene skal bruges til, mener de. Og det er her, at uenigheden står. Er det Kommissionen eller snarere Det Europæiske Råd, der skal godkende landenes brug af både lån og tilskud, og skal det ske med enstemmighed eller kvalificeret flertal? Skal der følge betingelser med om reformer, grøn omstilling og respekt for retsstaten? Og skal der skal være en ”nødbremse”, andre lande kan trække i?

Som lederen af den europæiske tænketank Bruegel, Guntram Wollf, har sagt til Euronews, så handler alt dette om suverænitet. Italien har hidtil afvist at give afkald på den mindste splint af sin nationale suverænitet til gengæld for at få del i de fælles penge. Her har Italien allierede ikke kun i Spanien men også i for eksempel Polen, der selv vil bestemme, hvornår landet skal blive CO2-neutralt, og i Ungarn, der vil have EU til at blande sig uden om indgreb i pressefriheden og magtens tredeling.

Men har man sagt A, må man også sige B, lyder argumentet fra de nordeuropæiske lande. Som Mark Rutte har gjort klart: hvis de hollandske skatteydere skal være med til at betale til den fælles kasse, skal de også have indflydelse på, hvordan pengene bruges.

Det uudsagt e i dette argument er, at hele EU dermed hakker en hæl og skærer en tå af den nationale suverænitet og fortsætter de små skridt hen imod en økonomisk og politisk union, som begyndte med den fælles mønt.

Euroen blev vedtaget, uden at landene ville gå med til at sætte deres nationale økonomier under fællesskabets overvågning på anden måde end med de konvergenskrav, som de fleste lande har vist sig ude af stand til at overholde. Men også uden den solidaritet, som i nationalstaten indebærer, at kriseramte landsdele får kompensation af de mere velstående i tilfælde af en krise.

Efter finanskrisen og indførelsen af det såkaldte europæiske semester med kontrol af euro-landenes finanslove kom det første indhug i den nationale suverænitet. Nu kommer så det næste som den logiske konsekvens af solidariteten og ”overførselsunionen”, som coronakrisen har gjort uundgåelig.

Ved at påtage sig skurkerollen har Mark Rutte afsløret nye magtbalancer i unionen. Men også skubbet EU fremad mod dybere integration og suverænitetsafgivelse.