Når verdens ledere i disse dage har sat hinanden stævne i Paris for endnu engang at forsøge at enes om en ny international klimaaftale, kan de passende se indad. Det mener den canadiske forfatter og debattør Naomi Klein, der er en af verdens førende klimaforkæmpere og bannerfører for antiglobaliseringsbevægelsen.
”Klimaforandringerne kræver ikke kun politiske og økonomiske forandringer - det gør de også - men også en indre forandring,” siger Naomi Klein.
For hende er opgøret med ”den fossile økonomi” nemlig en moralsk fordring. Det drejer sig ikke kun om at redde kloden fra udslip af drivhusgasser.
”Det handler også om at sige nej til et hierarki i vurderingen af liv. En syg forbrugskultur, der behandler natur og mennesker som noget, man kan bruge og smide væk,” siger hun.
Naomi Klein har for nylig gæstet København for sammen med sin mand, filminstruktøren Avi Lewis, at promovere hans biografaktuelle film ”Intet bliver som før”, der er baseret på Kleins bog af samme navn. Hendes mest ambitiøse af slagsen til dato og den, der har været sværest at skrive, siger hun.
Mens hendes tidligere bøger ”No logo” og ”Chokdoktrinen” var polemiske indlæg mod neoliberalismen - den uregulerede kapitalisme domineret af store selskaber - er ”Intet bliver som før” et anklageskrift mod 400 års vækstideologi: Opfattelsen af naturen som noget, der skal domineres og udnyttes til fordel for vækst.
Naomi Klein bruger i sin bog udtrykket offerzoner for at beskrive de enorme områder og store befolkningsgrupper, som vi i den rige verden har afskrevet i vores jagt på økonomisk vækst:
”Det er underkategorier af menneskeheden, der blev anset for at være mindre menneskelige, hvilket gjorde forgiftningen af dem i fremskridtets navn acceptabel på en eller anden måde,” skriver hun i bogen.
Det kan være enorme skovområder ryddet af skovhugst eller landskaber omdannet til ørkener på grund af minedrift.
”Idéen om offerzoner findes i hjertet af en økonomi baseret på fossil energi. Der er altid en omkostning for mennesker og områder,” siger hun.
”Jeg tror, at en af grundene til, at vores kultur finder det så svært at se klimakrisen i øjnene, hænger sammen med hastigheden i vores kultur. Det at vi lever i en kultur, som er adskilt fra naturen og fra gensidighedstraditionen i forhold til naturen. Alle kulturer har den tradition. Men de fleste af os i de velstående lande er adskilte fra den. Det handler altså ikke så meget om at opfinde noget nyt som at huske på de sider af vores kultur.”
”Vi har et økonomisk system, som for enhver pris opmuntrer til kortsigtet vækst. Og omvendt har vi en klode, hvis overlevelse afhænger af, om vi begrænser vores forbrug af ressourcer,” siger Naomi Klein, der mener, at det er på tide at gøre op med det gældende økonomiske paradigme.
For klimakrisen er i hendes øjne ikke kun en trussel mod menneskeheden. Den er også en chance for at gøre op med et økonomisk system, der ikke blot ødelægger miljøet, men også samfund og mennesker.
”Klimaforandringerne er ikke den eneste krise, vi står over for. Vi står også over for en krise, der blandt andet handler om økonomisk og racemæssig ulighed. Og når vi nu alligevel gør op med brugen af fossil energi, så burde vi fikse nogle af de andre problemer samtidig,” siger hun.
Og her er det centrale en værdimæssig forandring, hvor vi bør bevæge os fra en kultur baseret på udvinding af menneskelige og naturbaserede ressourcer til en kultur, hvor omsorg for kloden og for hinanden er i centrum.
”Vi har en kultur, der devaluerer omsorgsarbejdet. Om det drejer sig om omsorg for jorden, børnepasning eller sygepleje. Disse sektorer er de mest underfinansierede. Det er dem, som lider mest under nedskæringspolitikkerne. Og dog er det dem, som udleder mindst kuldioxid. Når vi taler om grønne job, tænker vi normalt på solpaneler. Men børnepasning er også grønne job,” siger hun, mens hendes lille søn sover trygt i baggrunden.
Naomi Klein peger på globale løsninger, hvor den offentlige sektor spiller en central rolle, da den ikke er underlagt profit- og vækstmotiver, samtidig med et opgør med de magtfulde olieselskaber skal bane vejen for en mere decentral og demokratisk energimodel.
Gensidighed og omsorg for naturen og hinanden bør ifølge den canadiske kapitalismekritiker sættes i centrum i den måde, vi opfører os på og behandler hinanden på allerede nu i vores bestræbelser på at indføre en anden økonomi.
”Det ser jeg mange tegn på er ved at ske. Aktivister er drevet af trang til at samarbejde i stedet for at konkurrere. I Tyskland har man i en lang række store og mindre byer rullet privatiseringen af energisektoren tilbage, fordi det gik for langsomt med omstillingen til bæredygtig udvikling. Nu kommer 30 procent af elektriciteten fra vedvarende energi. På ganske kort tid oprettedes 400.000 job og 900 kooperativer. Løsningerne kommer ikke bare fra vores politikere. De kommer, når der er sociale bevægelser, som presser på for at få forandringer. Og når regeringerne er sårbare over for pres,” mener hun.