Kampen mod coronavirus koster Kina mange penge

Selvom antallet af nye udbrud er faldende, er coronakrisen i Kina langt fra ovre, og kommunistpartiet har for første gang udskudt Folkekongressen. Alligevel presser regeringen på for at få gang i hjulene igen, så de økonomiske tab begrænses

Dele af Kina er gået i stå som følge af coronavirussen, og det koster på betalingsbalancen. ”Epidemien kan ikke undgå at have en betydelig indvirkning på Kinas økonomi og samfundet," lyder det fra landets præsident Xi Jinping. På billedet en produktionsvirksomhed i Shanghai.
Dele af Kina er gået i stå som følge af coronavirussen, og det koster på betalingsbalancen. ”Epidemien kan ikke undgå at have en betydelig indvirkning på Kinas økonomi og samfundet," lyder det fra landets præsident Xi Jinping. På billedet en produktionsvirksomhed i Shanghai. Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix.

For første gang i godt en måned vågnede kineserne op til relativt gode nyheder i går. Nemlig at 24 ud af Kinas 31 provinser og regioner ikke havde haft nogen nye tilfælde af smittede i søndags. Også i hovedstaden var der optimisme at spore, eftersom der nu tre dage i træk ikke var rapporteret om nye tilfælde. Folk er så småt begyndt at gå på gaden igen og handle, og der er også lidt flere biler i gadebilledet. Alligevel tager lederne i Beijing ingen chancer og maner til forsigtighed trods den nye positive trend.

Det blev understreget, efter at kommunistpartiets topledelse i går besluttede at udskyde Den Nationale Folkekongres på ubestemt tid. Den skulle være begyndt den 5. marts med deltagelse af 3000 delegerede fra alle egne af Kina og er dermed årets vigtigste politiske begivenhed. Det er første gang i årtier, at en så opsigtsvækkende beslutning træffes.

Det fremgår ikke af de statslige kinesiske medier, hvorfor Folkekongressen er udskudt. Men det er indlysende, at det ikke er hensigtsmæssigt at samle flere tusinde mennesker i Folkets Store Hal midt i en sundhedskrise. Det ville betyde, at medlemmerne af Folkekongressen skulle møde op iført ansigtsmasker, hvilket med al tydelighed ville vise, hvor alvorligt udbruddet er og dermed udstille, at kommunistiske parti endnu ikke har formået at få kontrol over situationen.

Men hvad der end måtte være topledelsens motiv, understreger beslutningen, hvor vigtigt det er for præsident Xi Jinping at fastholde restriktionerne i et forsøg på at undgå en opblussen af virusudbruddene. Samtidig opfordrer han dog også myndighederne i de mindre udsatte provinser til at få sat produktionen i gang igen og få sat skub i økonomien.

”Epidemien kan ikke undgå at have en betydelig indvirkning på Kinas økonomi og samfundet. Men Kinas langsigtede mål for økonomisk vækst er uændrede, og epidemiens indvirkning vil være kortvarig og overordnet kontrollerbar,” lød det fra præsidenten efter mødet i partiets topledelse.

Både det faldende antal virusudbrud og et vist pres fra lederne i Beijing fik i går en række lokalregeringer til at lempe på de restriktioner, der er gået hårdt ud over landets økonomi. Millioner af kinesere har været tvunget til at blive hjemme, hvilket har holdt fabrikker og butikker over det meste af Kina lukkede.

Ifølge South China Morning Post er 90 procent af virksomhederne i den vigtige industriprovins Zhejiang nu ved at komme i gang igen, mens 70 procent af fabrikkerne i seks andre provinser også er ved at genoptage produktionen. Men dette er kun officielle tal for de store virksomheder – langt mere problematisk står det til for de små og mellemstore virksomheder.

De er specielt vigtige i Kina, da de bidrager med 60 procent økonomien og beskæftiger 80 procent af arbejdsstyrken. Ifølge BBC, der har talt med den kinesiske brancheorganisation for disse virksomheder, er over halvdelen af dem i så store økonomiske problemer, at de risikerer at gå konkurs, hvis ikke de snart kan komme i gang igen. Det har regeringen også noteret sig, da det vil være en katastrofe og føre til social uro, hvis millioner af kinesere bliver arbejdsløse.

”Vores politik vil i alle henseender have fokus på arbejdskraften. De grundlæggende forudsætninger for Kinas beskæftigelsessituation har ikke ændret sig, og vi vil holde også i år fastholde et stabilt beskæftigelsesniveau,” siger viceministeren for HR og sociale anliggender, You Jun, til South China Morning Post.

Samtidig har centralregeringen lovet at pumpe flere penge ud i økonomien for at hjælpe mindre virksomheder, men også serviceindustrien i form af restauranter, biografer og rejsebureauer, der alle har lidt store tab.

I de seneste døgn er situationen også forbedret en anelse i provinshovedstaden Wuhan, der er epicenteret for virusudbruddet og derfor har været isoleret fra omverdenen i over en måned. Tidligt i går besluttede de lokale myndigheder at lempe restriktioner, så Hongkong-borgere og udlændinge kunne få lov at rejse ud af byen, hvis en række forudsætninger var opfyldt. Men – glæden var kortvarig, for få timer efter kom der kontraordre fra Beijing. Ingen forlader byen. Endnu engang havde de lokale myndigheder ”glemt” at rådføre sig med landets øverste ledelse.