Prøv avisen

Kampen om de indiske kvinders krop

Deepchika blev gravid som 15-årig med en ung mand, der bildte hende ind, at han ville giftes med hende. Efter stramningen af loven om vold mod kvinder er det seksuelt misbrug af mindreårige. Men Deepchikas liv er alligevel ødelagt. - Foto: Birthe B. Pedersen

Den indiske regerings massesteriliseringsprogrammer af især fattige kvinder møder fornyet hård kritik, efter at mindst 15 kvinder er døde

Indiens forsøg på at bremse befolkningstilvæksten med omfattende steriliseringsprogrammer af især fattige kvinder møder fornyet hård kritik, efter at mindst 15 kvinder er døde efter en massesterilisering i Chatissgarh i det sydlige Indien. 85 kvinder blev i begyndelsen af november steriliseret i løbet af seks timer af én enkelt læge og to assistenter i en såkaldt steriliseringslejr indrettet til lejligheden i en regeringsbygning.

Efter at kvinderne var blevet sendt hjem, blev de syge af opkast og svimmelhed og i al hast bragt til private hospitaler i byen Bilapur, hvor flere af dem døde.

Lægen og assistenterne er blevet suspenderet og sigtet for uagtsomt manddrab. Siden er det kommet frem, at patienterne også har fået udleveret antibiotika fremstillet på en lokal virksomhed, der indeholdt zink phosphid. Et giftstof, der blandt andet benyttes i rottegift. ”Hvis disse kendsgerninger bekræftes, er det en alvorlig menneskelig tragedie. Det bør få konsekvenser, hvis der afviges fra kliniske standarder,” siger Kate Gilmour, vicedirektør i FN's Befolkningsfond, UNFPA.

Indien, der rundede en milliard indbyggere i 2011, har i dag en befolkning på 1,2 milliarder indbyggere og verdens hurtigst voksende befolkning. Ifølge regeringens egne tal blev fire millioner mennesker, overvejende kvinder, steriliseret i 2013. Det sker i ”steriliseringslejre”, en slags felthospitaler, der med jævne mellemrum oprettes i skoler eller andre offentlige bygninger i landsbyerne med det formål at gennemføre et større antal steriliseringer på kort tid.

Kvinder tilbydes op til 170 kroner for at lade sig sterilisere, og sundhedspersonalet får også en bonus for hver sterilisering, der gennemføres. Det sker ofte under tvivlsomme hygiejniske forhold. Den indiske menneskeretsorganisation Human Rights Law Network (Juridisk Netværk for Menneskerettigheder) har gennemført adskillige undersøgelser af steriliseringslejrene, der påpeger alvorlige mangler i hygiejnen.

Patienterne bliver ikke vasket eller klædt af inden indgrebet. Ofte mangler der vand og elektricitet, og efter indgrebet bliver de enten sendt hjem, inden de er kommet til fuld bevidsthed, eller de får lov at vågne op liggende på gulvet eller på græsplæner.

”Nogle kvinder ønsker at blive steriliseret, fordi de ikke vil have flere børn. Men det skal være deres eget valg, ikke noget, man lokker fattige kvinder til med penge. Og sterilisering kan ikke i sig selv gøre det ud for en familieplanlægningspolitik. Kvinder bør have adgang til oplysning om prævention og til andre præventionsmidler end blot sterilisering på samlebånd,” siger Kavita Krishnan fra den indiske kvindeorganisation All India Progressive Women's Association (Indiens Progressive Kvindeforbund).

Efter sagerne om brutale gruppevoldtægter af indiske kvinder, som rejste en storm af protester både i og uden for Indien, er steriliseringsskandalen et nyt symptom på kvindernes lave status i det indiske samfund.

”Problemet med steriliseringskampagnerne er, at de ikke sættes i sammenhæng med kvinders rettigheder. Disse kampagner er et symptom på den fysiske vold, indiske kvinder udsættes for i hjemmet, på gaden og på arbejdspladsen. Vi nægtes retten til at bestemme over vores egen krop, uanset om det gælder børnefødsler, prævention eller at have sex eller ej,” mener Kavita Krishnan.

Især gruppevoldtægten af den 23-årige fysioterapeut-studerende Jyoti Singh i en bus i det sydlige Delhi i december 2012 vakte opstand og udløste protestdemonstrationer i de indiske byer. Jyoti Singh blev udsat for så voldsom tortur og mishandling, at hun kort efter døde på det hospital i Singapore, hvor hun blev behandlet.

En undersøgelseskommission har siden konstateret, at retsvæsenets og politiets manglende vilje til at tage anmeldelser om voldtægt alvorligt betyder, at det har været næsten risikofrit for mænd at voldtage kvinder. En lovændring skærpede sidste år straffen for voldtægt og for en række andre kønsrelaterede overgreb, herunder syreangreb og sexchikane.

Et af de steder, hvor man nu forsøger at bearbejde politiets fordomme og give kvinder adgang til at søge hjælp, er krisecentret One Stop (Et Stop), som foreløbig er oprettet i byen Bhopal i det centrale Indien, og som siden skal spredes til andre byer over hele landet. Centret er oprettet i et samarbejde mellem udviklingsorganisationen Action Aid India og delstatsregeringen i Madya Pradesh.

Centret, som er indrettet i lokaler på byens hospital, tilbyder akut lægehjælp, men også juridisk og social rådgivning. Og centret har etableret et samarbejde med byens politistationer, så kvinders anmeldelser af voldtægt og vold tages alvorligt.

I løbet af centrets første fem måneders levetid har medarbejderne modtaget 4200 henvendelser fra voldsramte kvinder.

De fleste sager handler om hustruvold. Som den kvinde, der blev udsat for vold af både sin mand og sin svigerfamilie, der krævede en stor medgift, som brudens forældre ikke kunne betale. Manden overhældte hende med tændvæske og satte en tændstil til. Det er så udbredt, at forbrydelsen har sig eget navn: brudeafbrænding. Det er den mest anvendte form for såkaldt medgiftsrelateret hustruvold. Indiens statistiske bureau for national kriminalitet registrerede i 2012 ét ”medgiftsdødsfald” i timen, eller 8233 om året.

”Medgift blev afskaffet juridisk i 1961, men det eksisterer fortsat som social praksis i mange familier, hvor svigerfamilien og manden kan blive ved med at forlange ekstra medgift, også efter at ægteskabet er indgået. Vold mod kvinden er en måde at tvinge hendes forældre til at betale,” forklarer Priiti Singh, som er socialrådgiver ved One Stop-krisecentret.

25 af centrets sager indtil videre er voldtægtssager, de fleste mod mindreårige. Den 13-årige Anamika (navnet er ændret) blev ganske enkelt bortført en aften, da hun besøgte sin bedstefar på hospitalet. To mænd bildte hende ind, at hendes mor var blevet dårlig og havde bedt dem om at køre hende hjem så hurtigt som muligt.

”Hun var ung og naiv og blev bange på sin mors vegne. De kørte hende til en afsides del af byen, bandt hende på hænder og fødder og voldtog hende. Bagefter snittede de i hendes håndled og kastede hende i grøft, i den hensigt at lade hende dø. Da hun blev fundet ved et tilfælde, var hun stadig i live, men hunde var begyndt at æde hende,” fortæller Priiti Singh.

Deepshika blev også snydt af sin naivitet. Hun var en skolepige på 13 år, der hver dag blev passet op af en ung mand på vej til skole. Han bildte hende ind, at han ville giftes med hende, og at hun derfor skulle have sex med ham. Hun blev gravid, den unge mand havde aldrig tænkt sig at gifte sig med hende, og hendes forældre smed hende ud hjemmefra.

Faderen har siden taget hende til nåde igen, for han har kun døtre og ser nu chancen for alligevel at få en søn i familien. Nu sidder hun med sin tre måneder gamle søn på en skiden madras, der ligger direkte på jorden i noget, der ligner et åbent skur. Det er familiens hjem. Hun klapper og vugger kærligt sin baby, men på en lidt kejtet måde, som børn ville gøre med en dukke.

”Jeg håber, at jeg en dag bliver gift. Men inden vil jeg gerne gå i skole igen,” siger Deepshika.

Tidligere ville piger som Deepshika have haft både deres omgivelser, traditionen og loven imod sig. Men med stramningen af loven efter voldtægtssagen i 2013 er seksuelt samkvem med piger under 18 år blevet ligestillet med seksuelt misbrug. Advokaterne på krisecentret One Stop har derfor sørget for, at faderen til Deepshikas barn er blevet sigtet. Men hendes advokat synes, hun har en dårlig sag. Deepshika er bange og usikker i retten og tør ikke fortælle, hvordan det hele gik til, og hvordan den unge mand lokkede og manipulerede hende.

”I manges øjne er hun ikke et offer. Heller ikke i sine forældres. Men den mand ødelagde hendes liv. Hun skulle gå i skole nu, ikke sidde der med et barn på armen,” siger Priiti Singh.

”Nogle mænd benytter alle midler for at skaffe sig sex. Og mit personlige synspunkt er, at nogle mænd går bevidst efter skolepiger for at tvinge dem til at gå ud af skolen, fordi de ikke synes, piger skal uddannes,” mener hun.

Radikale mandeorganisationer som for eksempel Save India Family Foundation, (Fonden til Bevarelse af Den Indiske Familie) bliver nu stadig mere højrøstede med kritik af i deres øjne urimelige anklager om vold mod sagesløse mænd. Fonden har for eksempel etableret en liste over ”mandefjendtlige” personer og organisationer i Indien. Listen tæller blandt andre Action Aid India, Kongrespartiet under ledelse af Sonia Gandhi, Unicef, FN og USAID.

Selvom lovarsenalet er blevet skærpet inden for de seneste år, beretter aviserne i en storby som New Delhi stadig næsten dagligt om overfald og voldtægt af kvinder. For ganske nylig blev en kvinde for eksempel voldtaget af en taxachauffør. New Delhis ry som ”voldtægtens hovedstad” er ikke helt ufortjent.

”Voldtægt og vold er et middel til at kontrollere kvinder i et system, hvor vi nægtes magt og indflydelse. Volden afspejler, hvor lidt magt kvinder har i hjemmet og på arbejdspladsen,” siger Karita Krishnan fra All India Progressive Women's Association.

Græsrodsorganisationer forsøger derfor i stigende grad at mobilisere kvinderne til at være bevidste om deres rettigheder og sige fra over for vold og overgreb. I kølvandet på den lov om forbud mod sexchikane på arbejdspladsen, som trådte i kraft i 2013, begynder kvindeorganisationerne at organisere kvinder på græsrodsniveau, så de kan sikre, at loven følges i praksis. Og indiske kvinder og kvindeorganisationer er blandt lederne i den globale kampagne mod kønsbaseret vold, One Billion Rising (En milliard rejser sig), der blev oprettet i 2012 på initiativ af den amerikanske forfatter Eve Ensler.

”Voldtægt er ikke et specifikt indisk problem. Det er et globalt fænomen, der eksisterer i alle lande. Det, der er et specifikt indisk fænomen, er den strukturelle ulighed, der kendetegner det indiske samfund,” siger den kendte indiske feminist Kamla Bhasin, som i mere end 25 år har arbejdet med ligestillingsproblematikken i FN's fødevare- og landbrugsorganisation, Fao.

I dag er Kamla Bhasin en af de globale koordinatorer af En milliard rejser sig-kampagnen.

Selvom kastesystemet officielt er afskaffet, eksisterer de sociale skillelinjer fortsat i de sociale mønstre, især i lokalsamfund på landet.

”Vores kastesystem og undertrykkelsen af etniske og religiøse minoriteter er tæt knyttet til den vold, der øves mod kvinder. Fattigdommen og den kæmpemæssige sociale ulighed mellem nogle få meget rige og en kæmpemæssig fattig befolkning, hvor fattige kvinder er aller-nederst i hierarkiet, bidrager også til et samfund, der genererer vold mod kvinder. Hvis vi vil bekæmpe vold mod kvinder, skal vi bekæmpe den strukturelle ulighed,” siger Kamla Bhasin.

Hvorfor hader I mig, spørger denne graffiti, der er led i en kampagne mod vold mod kvinder i Indien. - Foto: Birthe B. Pedersen