Kampen om den svenske sjæl finder sted i Skåne

Skåne er Sveriges sydligste del, men samtidig landets værdipolitiske slagmark. Langt fra den politiske og kulturelle elite i Stockholm, men tæt på globaliseringens negative konsekvenser. Det er her, i Sverigedemokraternes højborg, at man forbyder hovedtørklæder, og her, man allerede i 1980’erne sagde nej tak til flygtninge. Findes fremtidens Sverige i nutidens Skåne?

I flere skånske kommuner udkæmpes i disse år værdipolitiske kampe. Historisk har oprørstrangen og antielitismen været dominerende i området, der både er udkant men samtidig forbindelsen til resten af kontinentet. - Alle fotos: Julie Meldhede Kristensen
I flere skånske kommuner udkæmpes i disse år værdipolitiske kampe. Historisk har oprørstrangen og antielitismen været dominerende i området, der både er udkant men samtidig forbindelsen til resten af kontinentet. - Alle fotos: Julie Meldhede Kristensen.

”ADVARSEL! Multikulturelt område – indgang på eget ansvar.”

Budskabet på det halvt iturevne klistermærke er ikke til at tage fejl af. Men bortset fra en thailandsk massage-klinik og en kinesisk restaurant emmer hovedgaden i Sjöbo ikke af indtryk fra det store udland. Snarere tværtimod.

Her er kø til kanelbullarne hos den lyshårede bagerjomfru, frisørsalonen lokker med ”Swedish Style” og på den gamle gæstgivergård er det mest eksotiske, man kan svinge sig op til denne mandag, paella med chorizo til 89 svenske kroner.

Alligevel er bekymringen over det udefrakommende allestedsnærværende i byen, hvor det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterne ved Rigsdagsvalget i 2018 fik små 40 procent af stemmerne – den højeste andel i hele landet.

Indbyggerne i Sjöbo ville gerne fortælle, hvorfor de stemte, som de gjorde ved det seneste valg. Men det er stadig forbundet med stigma at stemme på Sverigedemokraterne, og de fleste ønskede ikke at blive fotograferet.
Indbyggerne i Sjöbo ville gerne fortælle, hvorfor de stemte, som de gjorde ved det seneste valg. Men det er stadig forbundet med stigma at stemme på Sverigedemokraterne, og de fleste ønskede ikke at blive fotograferet.

Nogle af dem, der satte kryds ved partiet, er Ann-Marie og Birgit Persson. Begge ”på den gode side af 75”, begge bekymrede for, hvilket Sverige deres børnebørn skal vokse op i.

”Det handler jo mest om migrationen. Om indvandringen og kriminaliteten. Der er kommet mere af den, mere ballade, og det er jo for ofte udlændingene, der er indblandet. Man har ikke rigtig lyst til at gå ud på gaden om aftenen længere,” siger Ann-Marie Persson.

Hverken hende eller Birgit Persson har oplevet ubehageligheder på egen krop, og sidstnævnte har sågar boet i Sjöbos ”lille Rosengård” (en henvisning til Malmøs store, udsatte boligområde af samme navn), fortæller hun.

”Men der er kommet mange,” siger Ann-Marie og fortsætter:

”Og det er jo ikke fordi, alle der kommer i dag skaber problemer, men man bliver jo nervøs for fremtiden. Og så har vi jo også lidt en tradition for det med at værne om det, vi kender, her i byen.”

Ann-Marie ler, Birgit nikker og trækker på skuldrene. Ikke undskyldende, mere som for at indikere, at den slags lærer omverdenen nok aldrig rigtigt at forstå.

Det, Birgit Persson henviser til, er den afstemning, en lokalpolitiker fra Centerpartiet i 1988 satte i værk, og som placerede den halvsøvnige provinsby på avisernes forsider: ”Skal Sjöbo tage imod flygtninge?”, lød spørgsmålet, som 64,5 procent af indbyggerne svarede nej til.

”Siden dengang har du ikke kunnet sige, at du kom fra Sjöbo, hvis du var i Stockholm. Uha, de synes, vi var nogle forfærdelige nogen. Og nu synes de det nok igen. Racister og alt muligt, blev vi kaldt, men det er vi ikke. Folk er i bund og grund velkomne, hvis bare de opfører sig ordentligt. Men man læser jo om det ene og det andet, og så gider man ikke mere. Og det har vi ikke gidet længe her i Sjöbo,” siger hun.

Om utrygheden er velbegrundet, er svært at svare entydigt på. Hvad den anmeldte kriminalitet på landsplan angår, er den samlet set faldet en smule fra 2018 til 2019. Men hvor eksempelvis trafikforseelser, bedrageri og indbrud er gået ned, er anmeldte voldtægter og røverioverfald mod både voksne og børn gået op. Sidstnævnte med 31 procent. Samtidig rapporterer de svenske medier hyppigt om skyderier, bilbrande og bombeeksplosioner i både større og mindre byer.

I Sjöby kommune blev Sverigedemokraterne klart størst ved det seneste valg. Kommunen har en indvandringskritisk historie, og allerede i 1988 blev man landskendt, da man afholdt en afstemning om, hvorvidt man skulle tage imod flygtninge. 64,5 procent stemte nej.
I Sjöby kommune blev Sverigedemokraterne klart størst ved det seneste valg. Kommunen har en indvandringskritisk historie, og allerede i 1988 blev man landskendt, da man afholdt en afstemning om, hvorvidt man skulle tage imod flygtninge. 64,5 procent stemte nej.

Denne formiddag ånder alt dog fred og ro i Sjöbo centrum. På en sidevej til hovedgaden står Jim og Robin og får sig en smøg og en pause fra arbejdet. Aldersmæssigt kunne de være Ann-Marie og Birgits børnebørn, og også de stemte på Sverigedemokraterne i 2018.

”Jeg synes, deres politik er meget fornuftig, især med migration og sådan,” siger Jim.

”Det er jo ikke fordi, vi mærker så meget til det her, men går du rundt i Malmø, så er der jo virkelig mange indvandrere. Jeg synes simpelthen, det går for stærkt,” uddyber han, inden Robin følger op:

”Men det, folk er mest trætte af, er nok at de nye kommer forrest i køen til boliger og den slags, mens dem, der har betalt skat i mange år, ikke kan få hjælp eller ordentlig ældrepleje og sådan noget. Der er mange, der synes, det er uretfærdigt, at politikerne prioriterer på den måde. Og så bliver man jo nødt til at protestere lidt.”

Jim og Robin vil gerne snakke, men de er ikke vilde efter at få hverken efternavn eller firmalogo i avisen. For selvom vi befinder os i Sverigedemokraternes højborg, er det stadig penibelt at blive associeret med partiet, der i manges øjne anses for at være alt andet end stuerent.

Jim, 25, og Robin, 26, stemte begge på Sverigedemokraterne ved det seneste valg. De mener, det er uretfærdigt når partiet bliver betegnet som ekstremt, og de vil også stemme på dem næste gang. Især på grund af indvandringspolitikken.
Jim, 25, og Robin, 26, stemte begge på Sverigedemokraterne ved det seneste valg. De mener, det er uretfærdigt når partiet bliver betegnet som ekstremt, og de vil også stemme på dem næste gang. Især på grund af indvandringspolitikken.

Af samme grund har partiet hidtil været isoleret i det svenske parlament, selvom vælgernes opbakning er steget støt, siden man første gang kom i Rigsdagen i 2010. I 2018 fik partiet 17,6 procent af stemmerne – i dag overvejer op mod hver fjerde svensker at rösta SD. Udviklingen har ført til en – delvist nødtvungen – optøning hos de borgerlige Moderaterne og Kristendemokraterne, og i øjeblikket tegner der sig konturerne af en såkaldt konservativ blok. Et scenarie, der indtil for kort tid siden var ganske utænkeligt – ikke mindst på grund af Sverigedemokraternes historie.

Spørgsmålet, mange svenskere i disse år stiller sig selv og hinanden, er, om partiet vitterligt er så yderligtgående, som blandt andre statsminister Stefan Löfven (S) mere end antydede, da han i 2016 stemplede SD som et ”racistisk parti med nazistiske rødder”. I hvert fald er det uomtvisteligt, at Gustaf Ekström, der var med til at starte partiet i 1988, havde været frivillig i Waffen SS, fortæller lektor i historie og samfundsvidenskab ved Mittuniversitetet Sundsvall, Mats Deland.

Og forud for valget i 2018 skilte partiet sig af med en række kandidater, efter flere medier havde dokumenteret ekstreme synspunkter hos dem. En kandidat havde ifølge avisen Expressen hånet Anne Frank, en anden hyldede Hitler, mens en tredje delte konspirationsteorier om jøder i et debatforum på nettet med relation til en nynazistisk bevægelse.

”Man er nødt til at forstå, at Sverigedemokraterne er en bevægelse, hvor partiet nok fungerer inden for parlamentarismens rammer, men hvor lokalafdelinger og ungdomsforbund samtidig fungerer som grobund for en del af den yderligtgående højreekstremisme, der findes i dagens Sverige,” siger Mats Deland.

Grobund eller ej har partiet med hård hånd renset ud i de mest yderligtgående elementer, siden den 40-årige Jimmie Åkesson blev partileder i 2005. Men er eksklusioner, strømlinet retorik og vandkæmmet hår udtryk for reel forandring eller ren facade? I Sjöbo er Jim og Robin, der kender til partiets historik, overbevist om det første. Og i øvrigt er det simpelthen ikke rimeligt at skulle stå til ansvar for fortidens fejltrin til evig tid, mener Robin:

”Alle har jo noget med sig i bagagen. Altså, vores dronnings farfar var nazist. Sverigedemokraterne har flyttet sig langt, og bare fordi, der er nogen, der en gang imellem siger noget fladpandet, skal det jo ikke skygge for hele partiet. Alle indvandrere er jo heller ikke kriminelle, ” siger han og skodder sin cigaret.

Vejen fra Øresund til Sjöbo er brolagt med loppis -reklamer, nåletræer og gamle Volvo’er – samt en række mellemstore stationsbyer, der den seneste tid har udgjort frontlinjen i en tilspidset svensk værdikamp.

I Staffanstorp blev man i slutningen af 2019 berygtet for en reklamefilm, der skulle tiltrække tilflyttere og vise, hvordan ”resten af Sverige også burde være”. I videoen var det lig gule rapsmarker og hvide mennesker. Og i den nærliggende by Skurup kom man ligeledes på alles læber sidste år, da kommunalbestyrelsen vedtog et forbud mod hovedtørklæder for både elever og ansatte på kommunens folkeskoler.

At det er fra det sydligste Sverige, at nye og lidet liberale vinde blæser indover landet, er der både gode geografiske og historiske årsager til, vurderer Heidi Avellan, politisk chefredaktør på avisen Sydsvenskan:

”Historisk har Skåne i mange år været et arnested for både lokale protestbevægelser, højrepopulisme og decideret nazisme. Her har man set mod Danmark og fornemmet, at det var okay at være imod EU, indvandring og den såkaldte magtelite. Og samtidig er Skåne porten til kontinentet, og det er her, globaliseringen først går i land. Det er her, flygtningene ankommer og det er her, forandringerne mærkes først og mest,” siger hun.

Skåne er Sverigedemokraternes højborg. Her mødtes partiets ledende figurer i slutningen af 1990'erne, og her fik partiet visse steder op mod 40 procent af stemmerne ved valget i 2018.
Skåne er Sverigedemokraternes højborg. Her mødtes partiets ledende figurer i slutningen af 1990'erne, og her fik partiet visse steder op mod 40 procent af stemmerne ved valget i 2018.

Skal man forstå Sverigedemokraternes tætte forbindelse til det sydlige Sverige, er man dog også nødt til at se mod Lund, understreger redaktøren. Det var nemlig her, på universitets gange i de sene 1990’ere, at kimen til det moderne Sverigedemokrati blev lagt. Her mødtes ”de fantastiske fire”, Jimmie Åkesson, Mattias Karlsson, Richard Jomshof og Björn Söder, der siden 2005 har siddet tungt på partiet og dets udvikling.

”Det er lykkes at gøre partiet stuerent i flere menneskers øjne, og samtidig har man været repræsenteret kommunalt i Skåne fra et tidligt tidspunkt. Man har kunnet forankre partiet stille og roligt lokalt, hvilket blandt andet har givet flere borgmesterposter, hvor man nu prøver kræfter med magten og indflydelsen,” siger hun.

De fleste iagttagere er enige om, at Sverigedemokraternes firebande har læst samfundsudviklingen dygtigt. Man identificerede tidligt en spirende skepsis over for den grænseløse universalisme, erkendte at ikke alle vinder ved globaliseringen og tog dem, der følte eller frygtede en smuldrende samfundskontrakt, alvorligt lang tid før de andre partier.

Men selvom flygtningekrisen i 2015 accelererede partiets tilslutning, kan utilfredshed alene ikke oppebære succesen på den lange bane. Hvide, kortuddannede mænd bærer næppe partiet ind i regeringskontorerne, og derfor skal vælgerbasen bredes ud. Og det er man faktisk allerede godt i gang med, fortæller sociolog og lektor ved Göteborg Universitet, Lovisa Broström:

”30 procent af LO-vælgerne ville stemme på Sverigedemokraterne, hvis der var valg i dag, men det nye er, at partiet faktisk allerede er på vej i retning af andre grupper,” fortæller hun.

”Skal man indfri ambitionen om at være det brede midterparti, så er man nødt til også at appellere til for eksempel kvinder. Og derfor blødte man for relativt nylig op på abortmodstanden. Samtidig har partiet ført kampagne i venstre-liberale kvarterer, og mest overraskende er man også begyndt at samle en del utilfredshed op blandt indvandrere, der har været i Sverige i mange år. Den udvikling går rigtig stærkt lige nu.”

For enden af strøget i Sjöbo byder Kawtahar Jalal indenfor i sin salon. Hun er 43, født i Libanon og udstyret med et kæmpe smil. Egentlig er hun uddannet i økonomi, men i dag driver hun to frisørsaloner. Og så er hun en af dem, der altid har sværget til Socialdemokraterne, men som ”hælder mere og mere i retning af SD”.

”Da jeg kom til Sverige i 2000, var mange ting anderledes. Der er sket meget, som jeg ikke bryder mig om. Sverige har taget mange udlændinge, og mange af dem er dårligt uddannede. De lærer sig ikke sproget, og de får ikke noget arbejde. Ja, jeg er udlænding, men derfor føles det stadig uretfærdigt, at der kommer en masse mennesker til, som lever af socialhjælp hele deres liv, mens vi andre står op klokken 6 hver eneste dag og knokler,” siger hun og retter på den dybrøde hijab.