Er Donald Trumps præsidentskab et resultat af en flygtig amerikansk febervildelse, eller er det et symptom på en mere permanent tilstand?
Valgdagen i USA sluttede, uden at der var klarhed over opgøret om præsidentposten, og der kan gå flere dage eller uger uden et klart resultat. Men uanset udfaldet er der grund til at konkludere, at trumpismen er kommet for at blive.
De tal, der foreligger, viser, at mindst tre millioner flere amerikanere har stemt på Donald Trump i 2020 end i 2016, hvor ingen reelt vidste, hvordan han ville forvalte præsidentposten, og hvor mange iagttagere forventede, at han ville rette ind og påtage sig en statsmandskarakter, når først han var flyttet ind i Det Hvide Hus. Flere end 66 millioner amerikanere har i år stemt på Trump velvidende, at han er en politisk ballademager med et løst forhold til sandheden og de demokratiske spilleregler.
Valgsejren kan stadig ende med at gå til Joe Biden, og demokraten vil højst sandsynligt vinde et flertal af vælgernes stemmer, selv hvis han ikke formår at sikre sig de nødvendige 270 valgmandsstemmer for at blive præsident. Men ingen kan løbe fra, at millioner og atter millioner af amerikanere takker ja til det, som Donald Trump tilbyder.
Det gælder tilgangen til coronapandemien, der har tvunget USA i knæ og kostet flere end 238.000 amerikanere livet. Mens Joe Biden bakker op om nedlukninger af samfundet og et nationalt påbud om mundbind, insisterer Donald Trump på, at coronapandemien snart forsvinder, at faren ved covid-19 er overdrevet, og at hensynet til økonomien kommer i første række. Og han bakker det op ved at afholde store vælgermøder uden maskekrav. For millioner af amerikanere, der på niende måned stadig ikke kan komme i skole, på arbejde, i kirke, til sportskampe, til bryllupper og til begravelser, er Trumps tilgang langt at foretrække. Det hjælper formentlig heller ikke, at store dele af Europa lige nu lukker ned og giver amerikanerne et skræmmebillede af, hvad de måske risikerer, hvis Joe Biden bliver indsat i januar.
Det gælder også tilgangen til sommerens og efterårets raceuroligheder. Mens mange vælgere er rystede over at se billeder af amerikanske byer i brand, afskriver liberale nyhedsmedier, politikere og kommentatorer ofte vold på den yderste venstrefløj som en næsten irrelevant afvigelse, der ikke er repræsentantiv for Black Lives Matter-demonstrationerne. Det fik formentlig en del vælgere til at konkludere, at venstrefløjen ikke tager deres bekymringer alvorligt, og at de er bedst tjent med at sætte deres lid til Donald Trump og hans lov-og-orden budskab.
Og det gælder økonomien. Inden coronapandemien stod præsident Trump i spidsen for en sund økonomi med lav ledighed. Mange virksomhedsejere fik friere tøjler med hans mange dereguleringer på eksempelvis miljøområdet, og selvom han slet ikke har bragt fabriksjob tilbage til USA i det antal, som han havde lovet, opfattede mange vælgere det alligevel sådan. Joe Bidens løfte om at bringe regulativer tilbage, omstøde Trumps skattereform og bekæmpe klimaforandringerne med en omfattende og kostbar plan tiltaler ikke alle amerikanere.
Demokraternes håb om en klar og overbevisende valgsejr til Joe Biden tidligt i forløbet falmede, da Donald Trump nok engang gjorde valgprognoserne til skamme og klarede sig bedre end forventet i en række svingstater samt vandt to af valgets helt store præmier, Florida og Ohio, ved at mobilisere sine vælgere til at stemme i rekordstort antal. Bemærkelsesværdigt var det også, at Trump nogle steder gjorde betydelige indhug blandt afroamerikanske vælgere og vælgere med latinamerikansk baggrund.
Joe Biden fik dog nogen oprejsning, da han som den første demokratiske præsidentkandidat siden Bill Clinton i 1996 erobrede traditionelt republikanske Arizona og delstatens 11 valgmandsstemmer. I skrivende stund afhænger alt af rustbæltestaterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin. Valgmyndighederne advarer flere steder om, at det kan tage dage at optælle de mange forhåndsstemmer afgivet inden valgdagen.
Frygten for, at kampen om valgresultatet ender i en forfatningsmæssig krise, voksede, efter at præsident Donald Trump under en tale i Det Hvide Hus natten til onsdag dansk tid erklærede sig selv som vinder og sagde, at han vil gå til højesteret for at sætte en stopper for ”svindel mod vores nation”. Det skete i så tvetydige vendinger, at det var uklart, hvorvidt han ønskede valghandlingen eller stemmeoptællingen standset. Men talen blev afholdt på et tidspunkt, hvor alle valgsteder var lukkede.
Dette var det mareridtsscenarie, som mange demokrater frygtede, og det var et historisk angreb på det amerikanske demokrati. Millioner af stemmer var stadig ikke optalt, og resultaterne i adskillige nøglestater manglede ligeledes, da præsidenten gik på talerstolen. Der var intet grundlag for at hævde, at han havde vundet valget. Præsidenten har ikke hjemmel til at standse stemmeoptællingen eller til enerådigt at aktivere højesteret, og hans udmelding blev kraftigt fordømt af selv fremtrædende konservative jurister og meningsdannere.
Men selvom Donald Trump ikke får opbakning fra juraen – og heller ikke har tilstrækkelig med kontrol over det politiske system til at tvinge sin vilje igennem – er skaden allerede sket. Med sin påstand om valgsvindel rejser han tvivl om valgresultatet uanset udfaldet og sikrer, at den i forvejen omfattende mistillid til de demokratiske institutioner vokser. Det kan komme til at stå tilbage som et af de mørkeste øjeblikke i amerikansk historie.
Der er efter tirsdagens præsidentvalg lang vej til en form for forløsning for den mismodige, sygdomsplagede, økonomisk kriseramte og dybt splittede nation. Et rædselsår, der begyndte med en pandemi og raceoptøjer og fortsatte med den giftigste og mest dramatiske præsidentvalgkamp i nyere tid, har ikke grundlæggende ændret de politiske brudlinjer i USA.
Foreløbige vælgeranalyser bekræfter, at amerikanerne stadig er delte i forhold til alder, geografi, køn, klasse, uddannelse og gudstro. Det står nu mejslet i sten, at der findes to forskellige amerikanske virkeligheder, og at deres visioner for landets nutid og fremtid er så forskellige, at Amerikas Forenede Stater lige nu nærmest kun eksisterer af navn.
Joe Biden og Demokraterne håbede frem til valgdagen, at et solidt flertal af vælgerne ville forkaste trumpismen. Der var endda tale om, at Biden kunne vinde i solidt konservative delstater som Texas og Georgia. Begge er forblevet på republikanske hænder. Republikanerne ser også ud til at bevare flertallet i Senatet, hvilket kraftigt vil hæmme Bidens handlekraft, hvis han ender som vinderen, når alle stemmerne er talt op. Donald Trump udviste generelt imponerende stor muskelkraft trods de mange udfordringer på hans vej, og hans faste greb om Det Republikanske Parti er efter valgdagen uforandret, hvis ikke styrket.
Verden venter stadig på navnet på USA’s næste præsident. Men uanset det endelige valgresultat har millioner og atter millioner af amerikanske vælgere sikret, at Donald Trump nu er en iboende del af fortællingen om det moderne USA.