De fleste regeringer i verden udnævner en arbejds- eller beskæftigelsesminister. Et tegn på arbejdets centrale plads i de moderne samfunds sociale og økonomiske organisation.
Frankrig har, som det formentlig eneste land i verden, haft en fritidsminister.
Den socialistiske præsident François Mitterrand ville knytte sin historiske sejr i 1981 an til Folkefronten i 1936, der indførte 40-timers ugen og to ugers betalt ferie. Men både medierne og befolkningen gjorde sig lystige over ministeriet, som forsvandt efter kun tre år. 1980’ernes folkekære komiker Coluche omdøbte ministeren, André Henry, til ”spildtidsministeren”.
Som fritidsminister i en periode med massearbejdsløshed modtog André Henry da også snarere klager over for lidt end for meget arbejde.
”Men en politik for fritiden handlede om at skabe meningsfuld tid i de perioder, hvor man ikke arbejder, og som ikke kun er tomrum imellem arbejdsperioderne. Fritid er ikke kun fritidsbeskæftigelser. Det er også kultur og deltagelse i det offentlige liv,” har han siden forklaret til ugemagasinet Marianne.
Hvor meget, arbejdet og fritiden bør fylde i livet, har været en tilbagevendende værdidebat op igennem historien.
Over de seneste 25 år har arbejdstiden i de industrialiserede lande ifølge samarbejdsorganisationen OECD ligget på lige omkring 40 timer ugentligt. Men på den længere bane er arbejdstiden blevet drevet tilbage af en kombination af ferie, fridage og arbejdstidsnedsættelser. Det gælder ikke mindst i Frankrig.
”På blot 100 år er den tid, som vi bruger på at arbejde, faldet fra 70 til 16 procent af vores vågne liv,” siger sociologen Jean Viard i et essay om ”Demokratisering af fritidskulturen”.
”Men arbejde har ikke altid været den vigtigste eksistentielle værdi. Aristoteles anså for eksempel arbejde for skadeligt, fordi det fjerner interessen for det fælles bedste og for meningen med tilværelsen,” skriver Jean Viard.
Langt mere nobelt end at arbejde var det at befatte sig med kunst, politik, filosofi og sport, mente både Aristoteles og andre af Athens store tænkere. Ifølge bogen "Recreation and Leisure in Modern Society" (Rekreation og fritid i det moderne samfund) af amerikanske Amy Hurd var hele 70 dage om året i antikken helliget rituelle og sportslige begivenheder.
Pligt versus dannelse
Men det sociale ideal om lediggang og kontemplation blev fortrængt af den kristne moral, der byder mennesket at tjene sit brød i sit ansigts sved efter syndefaldet og udvisningen fra Paradiset.
”Den eneste hvile, kirken stillede i udsigt, var den evige hvile,” påpeger den franske historiker Alain Corbin i bogen "L’Histoire du repos", Hvilens historie.
I de protestantiske lande fik arbejdsmoralen en ekstra tand med den protestantiske pligtetik, som blev industrisamfundets værdimæssige grundlag og, ifølge den tyske sociolog Max Webers berømte analyse, selve kapitalismens ånd.
Det var især tilfældet i Preussen og det nye, hastigt industrialiserede tyske kejserrige.
Gustav von Bohlen und Halbach, der blev gift ind industrifamilien Krupp og sat i spidsen for familiens stålimperium, blev for eksempel kendt for at sætte minutter på alle aktiviteter dagen igennem. Morgenmaden var begrænset til 15 minutter, fordi tid ikke blev brugt på arbejde var spildtid.
Men dermed opfandt han og industrisamfundet også netop fritiden, som ikke havde eksisteret, før fabriksfløjterne kom til og trak en klar skillelinje mellem arbejdstid, som arbejdsgiveren bestemmer over, og fritid, som arbejderen selv råder over.
Kortere arbejdsdage med ”otte timers arbejde, otte timers søvn og otte timers frihed” blev et hovedkrav for Socialistisk Internationale i 1891, omend det først blev gennemført i 1936 af Folkefrontsregeringen i Frankrig og langt senere i Danmark, i 1976.
”Lediggang og fritid var overklassens privilegium, og kravet om kortere arbejdstid blev formuleret som et spørgsmål om lighed og social retfærdighed, ikke som en kritik af arbejdet som samfundsmæssig værdi,” understreger Marion Fontaine, der er historiker ved Institut for Statskundskab, SciencesPo, i Paris og specialist i arbejderhistorie.
”Men sideløbende voksede interessen for sundhed og forståelsen for, at arbejdskraften havde brug for hvile for at være effektiv. Netop derfor er det industrialiserede Preussen også et af de første steder, hvor der blev indført ferie og fridage, omend det i første omgang kun gjaldt det administrative personale og ikke arbejderne. Men det var netop med til at skærpe spørgsmålet om retfærdighed,” siger Marion Fontaine.
I 1873 fik de ansatte i Rigspostvæsenet mulighed for otte dages årlig ferie. Og det bredte sig til andre offentlige og private arbejdspladser. Det faldt desuden sammen med en især protestantisk bevægelse, der krævede stop for søndagsarbejde, og i 1890’erne blev søndagen og gradvist også lørdag eftermiddag arbejdsfri i Tyskland.
Men en anden bevægelse var også med til at reducere arbejdstiden, har den nu afdøde tyske historiker Hermann Giesecke skrevet i bogen "Leben nach der Arbeit", Livet efter arbejdet.
Og det var det klassiske tyske dannelsesideal med fokus på udviklingen af den enkeltes evner og viden. Det modvirkede ifølge Giesecke ”den pietistiske arbejdsetik og den tilhørende frygt for lediggang, der siden 1700-tallet havde begrænset den arbejdsfrie tid til det allermest nødvendige”.
”For at kunne lære og danne sig må mennesker have fritid, altså tid, der er fri for forpligtelser. Derfor opstod også et logisk sammenfald mellem frihed og fritid,” skriver Hermann Giesecke.
Fritid: en menneskeret
To menneskesyn brydes i dette spændingsfelt mellem arbejde og fritid, mener Marion Fontaine.
”Spørgsmålet, der rejses, er, om mennesket fuldbyrdes i arbejdet eller i kunst og dannelse. Arbejde versus fritid er derfor også i nogen grad en ideologisk markør, hvor arbejdet kan ses enten som det, der befrier, eller det, der slavebinder. Og fritid som spildtid eller det, der befrier ånden,” pointerer den franske historiker.
Efter Anden Verdenskrig var det fritidens frisættende karakter, der havde fået overtaget. Den nye franske grundlov fra 1946 forfatningssikrede retten til fritid. Og Den Internationale Menneskerettighedsdeklaration ophøjede både retten til arbejde og retten til hvile og fritid blandt de grundlæggende menneskerettigheder.
Siden har debatten om tv-forbrug og skærmtid igen sået tvivl om, hvorvidt fritiden reelt tjener de høje idealer om dannelse. Og i de vestlige lande er bølgen af øget fritid måske ved at trække sig tilbage, især med forhøjelsen af pensionsalderen i mange lande. Også fridagene er i skudlinjen. Mens danskerne nu diskuterer afskaffelsen af store bededag, inddrog Frankrig i 2003 anden pinsedag for at finansiere en forbedret ældrepleje.
Men pilene peger i mange retninger, mener Marion Fontaine.
”Vi har også debatten om, hvorvidt teknologi og kunstig intelligens vil gøre mennesker overflødige. Og efter coronanedlukningerne er hjemmearbejde blevet langt mere udbredt, hvilket forstærker en ny tendens til at udviske den skillelinje mellem fritid og arbejde, som opstod med industrisamfundet. I hvert fald for de arbejdsgrupper, der kan arbejde hvor som helst med en telefon og en bærbar pc,” siger hun.