Den britiske general Edmund Allenby havde næppe nogen idé om, hvilke globale slagsmål Jerusalem ville blive hjemsted for, da han i december for præcis 100 år siden steg af sin hest efter at have erobret Jerusalem fra osmannerne og til fods trådte ind gennem den gamle Jaffa-port af respekt for byens hellige status.

Som helligt centrum for hele tre religioner – jødedom, kristendom og islam – havde Jerusalem dog allerede gennem århundreder været længslernes, pilgrimsfærdens og ikke mindst konflikternes by.

Religionernes historie er vævet ind i Jerusalem

Ifølge Bibelen var Jerusalem Israels kongers by, ”Davids Stad”, og her lå jødernes tempel, som romerne ødelagde i 70 e.Kr., i dag med Grædemuren som eneste rest. Jesus blev korsfæstet i Jerusalem, og de første kristne modtog Helligånden på pinsedag. Islams tredjehelligste moské, Al-Aqsa-moskéen, ligger på Tempelbjerget oven for Grædemuren, som profeten Muhammed ifølge legenden besteg på hesten Buraq, hvorefter han blev hentet op til himlene.

De tre store religioner gør dermed alle krav på Jerusalem som en grundsten i deres identitet, påpeger Jakob Egholm Feldt, lektor ved Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet, med speciale i Israel-Palæstina-konflikten og Mellemøstens historie.

”Jerusalem er vokset sammen gennem denne historie; først jødisk, så kristent, så muslimsk, og alle religionernes historier er vævet ind i byens erindringskultur og arkitektur, og derfor er den så hellig for alle tre religioner,” siger han.

Denne tusindårige identitetshistorie er en væsentlig del af forklaringen på, at den muslimske verden har reageret med vrede, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har bebudet, at han vil flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og dermed anerkende den hellige by som Israels hovedstad. Et skridt, som ifølge arabiske ledere vil kortslutte enhver fredsproces mellem israelere og palæstinensere, og som kan føre til en ny bølge af vold i regionen.

”At flytte den amerikanske ambassade er et farligt skridt, som opildner følelserne hos muslimer over hele verden,” advarede USA’s allierede, Saudi-Arabiens kong Salman, Trump om i en telefonsamtale ifølge saudisk stats-tv.

Briternes erobring gjorde Jerusalem-konflikt sprængfarlig

Men skal man forstå, hvorfor konflikten er blevet så sprængfarlig, skal man tilbage til tiden omkring briternes erobring og general Edmund Allenbys entré i Jerusalem i 1917.

Allerede dengang tilkendegav briterne, at de ville arbejde for et jødisk hjemland i Palæstina, efter at området siden Middelalderen havde været på muslimske hænder. Men da briterne i 1947 – efter Anden Verdenskrig og nazisternes massedrab på seks millioner jøder – ikke længere ønskede at administrere Palæstina, vedtog FN en delingsplan, der omfattede en jødisk og en palæstinensisk stat og gjorde Jerusalem til en ”international by”.

Krigen med de arabiske nabolande, som fulgte efter Israels uafhængighedserklæring i 1948, førte imidlertid til, at Jerusalem i 1949 blev delt i en israelsk-kontrolleret vestlig del og en jordansk-kontrolleret østlig del, herunder den gamle by med de mange hellige steder.

Ingen begivenhed har dog pustet så meget til konflikten og formet den aktuelle kamp om Jerusalem som Seks-dageskrigen i 1967, hvor Israel besejrede dets arabiske naboer og besatte en række af deres områder, herunder Østjerusalem, som siden er blevet annekteret og stadig mere domineret af jødiske bosættelser.

Billeder af israelske soldater, som efter krigen bad ved Grædemuren i den gamle by, som indtil da havde været regeret af Jordan og forbudt område for israelere, brændte sig fast i den israelske nationale bevidsthed, mener Rashid Khalidi, professor i moderne arabiske studier ved Columbia University, USA.

”Jerusalem blev centrum for en kultagtig hengivenhed, der ikke havde eksisteret tidligere. Denne er nu blevet dyrket i en ekstraordinær grad, i takt med at den hårde religiøse nationalisme er blevet dominerende i israelsk politik med Grædemuren som dens fokus,” siger han til avisen The New York Times.

Mange af de zionister, som rejste til Palæstina og siden til staten Israel, var i øvrigt sekulære socialister, som ikke var særligt optaget af Jerusalem, siger Michael Dumper, professor i mellemøstlig politik ved Exter University i England, til samme avis.

”Jerusalem var noget af et dødvande, en tilbagevenden til en konservativ kultur, som de forsøgte at flytte væk fra. Tel Aviv var den lyse nye by, der tronede højt, indbegrebet af modernitet,” siger han.

Jerusalem - en moderne konflikt

For jøderne har Jerusalem dog altid spillet en stor rolle, mener lektor Jakob Egholm Feldt. Oprindeligt som det fysiske centrum for deres jødiske praksis i antikken, og selv da Romerriget i 300-tallet blev kristent, og Jerusalem fik kristent overherredømme, var jøderne stadig til stede og deres religiøse praksis stadig central. For muslimerne har forholdet til Jerusalem i nyere tid været præget af flere forskellige interesser, fortæller han.

”I det 20. århundrede blev Jerusalem som international hovedstad blandet sammen med en arabisk nationalisme. På den ene side er der et globalt muslimsk ønske om fri adgang til Jerusalem. På den anden side er Jerusalem blevet mere end et valfartscentrum, byen er blevet en politisk hovedstad især som del af en arabisk nationalistisk dagsorden efter Israels oprettelse i 1948. Men det er stadig det internationale ønske om adgang til Jerusalem, som betyder mest for muslimske lande globalt set,” siger han.

Det vestlige Jerusalem er i dag hjemsted for Israels regering, mens palæstinenserne betragter Østjerusalem som hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat, og ifølge det meste af verdenssamfundet har denne del status som israelsk-besat område.

Den aktuelle frygt i muslimske lande som Saudi-Arabien og Indonesien er, at det kun er et spørgsmål om tid, før ansvaret for muslimske helligsteder overgår til Israel, hvis verdenssamfundet med USA i spidsen anerkender, at Jerusalem er Israels hovedstad, fortæller Jakob Egholm Feldt.

”Israelerne lover løbende, at de religiøse samfunds status vil vedblive med at være den samme. Men det har de muslimske lande meget lidt tillid til, hvis verdenssamfundet accepterer Jerusalem som Israels hovedstad,” siger han og tilføjer, at jøder og kristne i hele den osmanniske periode frem til 1917 overordnet set kunne besøge Jerusalem, så muslimer kan i dag hævde, at de opretholdt den frie status.

Når Donald Trump nu anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, er hans hovedargument, at det de facto er tilfældet, mener Jakob Egholm Feldt.

”Verdenssamfundet anerkender det i praksis, mens Israel over de seneste 30 år har befæstet dets magt over byen ved at udvide bosættelser, så det er primært en jødisk by i dag.”