Tusindvis af verdens fattige mister retten til jordbrug

Den vækstmodel, der har løftet millioner af personer ud af fattigdom, jager tusindvis af fattige væk fra den jord, de lever af, til fordel for industri og intensivt landbrug. Vi har besøgt bønder og oprindelige folk i Indien og Malaysia

Orang asli-folket i Malaysias regnskov bliver tvunget væk fra deres oprindelige landsbyer med traditionelle hytter, bygget på træpiller, på grund af skovhugst. -
Orang asli-folket i Malaysias regnskov bliver tvunget væk fra deres oprindelige landsbyer med traditionelle hytter, bygget på træpiller, på grund af skovhugst. - . Foto: Masterfile/Scanpix.

Gødningssækkene er blevet foldet sammen og gemt efter brug, og nu er de lagt side om side på jorden i udkanten af skovbrynet for at afgrænse mødestedet, hvor indbyggerne i landsbyen Panjia samles.

Kansingh og hans familie er vandret gennem rismarkerne for at deltage i mødet. Nogle af markerne er allerede høstet, og en nabo er i færd med at pløje jorden med to køer spændt for ploven.

Deres horn er stadig malet tyrkisblå efter diwali, den hinduistiske lysfest. Men Kansingh er ikke i feststemning. Han frygter for sin jord.

Og det er derfor, indbyggerne mødes. Med sig har de konvolutter eller plasticlommer med let falmede fotokopier.

Dokumenterne viser bøndernes ejendomsret til den jord, de dyrker. Eller i hvert fald til noget af den.

For lokalregeringen vil kun udskrive skøder på en eller to hektar pr. familie, selvom landsbyens småbønder dyrker flere. Og bøndernes store frygt er at miste retten til at dyrke den jord, de lever af.

Kansingh har skøde på én hektar, men han dyrker fem hektar i alt. Resten er en nationalpark og kan ikke blive privateje, siger myndighederne.

Men Kansingh og de øvrige bønder frygter, at nationalparken kun er en undskyldning, der skal gøre det lettere for lokalregeringen i den indiske delstat Madhya Pradesh at inddrage jorden.

Og sælge eller leje den enten til industrielle formål eller, mere sandsynligt i dette landbrugsområde små 40 kilometer uden for byen Bho-pal, til stordriftslandbrug.

”Skovstyrelsen er flere gange kommet og har sagt, at vi snart skal rømme jorden. Men jeg kan ikke brødføde min familie med kun én hektar, hvis de tager resten.

De siger, det er for at beskytte tigrene. Vi har aldrig set nogen tigre i skoven. De siger også, at vi ødelægger skoven. Men det passer ikke. Vi lever af skoven, vi beskytter den,” siger Kansingh.

Efter tur afleverer alle en håndfuld korn, et fast ritual ved alle møder. Det indsamlede korn er en slags opsparing, landbyens bidrag til de protestmarcher, som bønderne jævnligt organiserer for at kræve deres ret.

For ejendomsretten til jorden er blevet et af de mest eksplosive politiske stridspunkter i Indien.

21 millioner indere er blevet forvist fra deres jord siden 1950'erne til fordel for forskellige økonomiske udviklingsprojekter, ifølge en undersøgelse foretaget af Det Indiske Institut for Offentlig Administration og offentliggjort af det britiske Chronic Poverty Research Centre.

”Regeringen siger, at Indien har brug for elektricitetsværker og industri og veje, så landet kan blive rigere. Men hvem er det, der bliver rigere?

I hvert fald ikke de bønder, der mister deres jord og deres overlevelsesmuligheder,” siger Vinod Kumar, en af lederne i bondeorganisationen Ekta Parishad, der organiserer bøndernes protester mod ekspropriationerne.

Konkurrencen om jorden og skovarealerne er taget til siden 1990'erne, hvor den indiske økonomi åbnede for internationale investeringer.

I 2012 organiserede Ekta Parishad en stor march, hvor 100.000 mennesker marcherede mod hovedstaden, New Delhi, for at kræve en lov, der sikrer brugernes ret til jorden og skoven.

Inden de nåede frem, lovede regeringen at imødekomme kravet, og i 2013 blev der vedtaget love om retten til skovens ressourcer, om ejendomsretten til jorden og om kompensation i tilfælde af ekspropriation.

Men i december sidste år indførte premierminister Narendra Modi et dekret, der reelt ophæver lovgivningen. Og delstatsregeringerne indfører deres egne love, som i praksis er mere restriktive end centralregeringens.

I april i år deltog Indiens mest kendte borgerretsforkæmpere i en protestmarch sammen med 5000 landarbejdere uden jord, men også med kasteløse, adivasier og andre såkaldte anerkendte stammefolk, der tilhører Indiens oprindelige befolkning.

For i Asien, men også i Sydamerika er de oprindelige folk blandt de største ofre for det fænomen, der går under betegnelsen ”landgrabbing” eller jordtyveri, som fænomenet er blevet kaldt på dansk.

I Afrika er det smålandbrugere i almindelighed, der konkurrerer med stater og investorer om retten til jorden.

”Ordet jordtyveri er ukorrekt, fordi det giver det indtryk, at der foregår noget ulovligt. Det er sjældent tilfældet.

Det er mere korrekt at tale om jordhandler. Men selv i lande med velfungerende juridiske systemer er der gråzoner, hvor loven formelt overholdes, selvom der foregår overgreb mod småbøndernes rettigheder, herunder til at blive konsulteret og få kompensation for deres jord,” siger Rasmus Hundsbæk fra Dansk Institut for Internationale Studier, som forsker i internationale jordtransaktioner.

Handelen med jord steg voldsomt efter fødevarekrisen i 2008, hvor priserne på landbrugsvarer voksede markant. For eksempel blev verdensmarkedsprisen på hvede mere end firedoblet mellem 2000 og 2008.

Ifølge Verdensbanken har over 50 millioner hektar været genstand for handelstransaktioner siden 2008 mod i alt fire millioner før fødevarekrisen.

Nogle af dem opgives, og det såkaldte Land Matrix, der forsøger at evaluere det reelle omfang, vurderer, at 37 millioner hektar landbrugsjord i lav- og middelindkomstlande har skiftet hænder fra småbønder til storinvestorer.

Heraf er 18 millioner hektar tiltænkt landbrugsproduktion, enten til salg på verdensmarkedet for landbrugsvarer eller til produktion af biobrændstof.

”Urbanisering og infrastruktur bidrager også til at inddrage landbrugsjord, om-end i mindre målestok. Regeringerne i lav- og mellemindkomstlandene er stærkt interesserede i at tiltrække investorer og stille jord til rådighed, i forventning om at investeringerne skaber økonomisk vækst og arbejdspladser.

I virkeligheden ved vi meget lidt om, i hvilken udstrækning det holder stik. Ingen forskning dokumenterer for øjeblikket, at disse transaktioner bidrager til at skabe arbejdspladser og bekæmpe fattigdom,” siger Rasmus Hundsbæk.

En række internationale hjælpeorganisationer mener tværtimod, at handlerne fører til øget fattigdom i landbefolkningerne, der repræsenterer 70 procent af de fattige i verden.

En anden bekymring er, at der produceres færre fødevarer til lokalbefolkningen, og at investeringerne undergraver fødevaresikkerheden især i Afrika.

Inden for de seneste måneder har det svenske bistands-agentur Sida for eksempel trukket sig ud af et projekt i Tanzania, hvor regeringen ønskede at lease 20.000 hektar over 99 år til den svenske virksomhed Eco-Energy til produktion af sukkerrør.

1300 smålandbrugere skal forlade deres jord. Flere kan følge efter, og projektet kritiseres blandt andet for mangelfuld information af småbønderne.

”Ofte kan nomadefolk have særlig svært ved at bevise, at de har ejendomsret til jorden og lever af den, selvom det ser ud til, at store arealer af jord ligger ubenyttet hen og bare kan deles ud.

På samme måde er mindretal og oprindelige folk særligt udsatte, fordi de ofte vil være politisk marginaliserede og har svært ved at gøre deres rettigheder gældende,” siger Rasmus Hundsbæk.

Orang asli-befolkningen i Malaysia er et af disse oprindelige folk, som traditionelt lever i Malaysias skove, men som lidt efter lidt fordrives fra den jord, deres kultur er knyttet til.

Orang aslierne udgør omkring 170.000 mennesker ud af en befolkning på 30 millioner og lever blandt andet i Cameron Highlands, det skovdækkede højland i midten af Malaccahalvøen omkring 120 kilometer fra hovedstaden, Kuala Lumpur.

Dandy Pongerusi er kun 28 år og ser endnu yngre ud, men han er allerede leder af landsbyen Kampung Jaders 1000 indbyggere.

Og han følger nøje med i de brune skjolder, der lidt efter lidt erstatter den grønne bevoksning på bjergenes skovdækkede flanker, når motorsave rykker ind i regnskoven.

Mellem 1990 og 2010 fældede Malaysia næsten to millioner hektar regnskov, svarende til knap ni procent af landets skovareal.

Kampung Jader er resultatet af denne skovhugst. Landsbyens indbyggere måtte flytte fra deres oprindelige boliger bygget på træpiller på grund af skovdrift og blev genhuset i ensartede cementhuse klasket ned på hver side af en jordvej.

”Vi kunne ikke bare rykke længere ind skoven, for der boede allerede andre orang aslier, og det skaber konflikt, eftersom vi alle lever af skovens produkter.

En del af landsbyens beboere lod sig også lokke af de moderne huse i stedet for de traditionelle hytter. Men jeg ser vores kultur forsvinde.

Det gør mig trist. Regeringen siger, at skovene ikke tilhører os, men flertallet af befolkningen, som er malayer. Men i hundreder af år var landet vores. Vi var her først,” siger Dandy Pongerusi.

Når tømmeret er solgt, plantes der oliepalmer på de afskovede områder. Eller der anlægges drivhuse, hvor der dyrkes roser eller andre blomster til de europæiske og asiatiske markeder.

Begge industrier beskyldes for at bidrage til klimaforandringerne, dels fordi oliepalmer ikke optager så meget CO2 som regnskoven, og dels fordi produktion af blomster til fjerne markeder øger udledningen af drivhusgasser.

For orang aslierne betyder det enden på de bambusstokke af forskellige tykkelser, som de høster i skovene, og som er stærkt efterspurgte i Malaysias boomende byggeindustri. Andre tapper saft af træer til brug ved fremstillingen af malerprodukter.

”Træerne leverer et livsgrundlag i årtier. Når de fældes, mister skovens beboere deres eksistensgrundlag.

Man erstatter en bæredygtig økonomisk aktivitet, som folk faktisk lever af, med en ikke-bæredygtig, der ødelægger miljøet,” siger Colin Nicholas, leder af den malaysiske hjælpeorganisation Center for Orang Asli Concerns.

Han mener ikke, at orang aslierne skal opgive deres årtusindgamle levevis for at give plads for moderniteten og en økonomisk vækst, der skaber fremskridt og velstand.

”Dette såkaldte fremskridt kommer jo ikke alle til gode. Vi har to øer, der ikke er forbundet med hinanden. En ø med absolut rigdom og en ø med absolut fattigdom.

Orang aslierne bor på den forkerte ø, fordi de tilhører det forkerte folk. Det er et spørgsmål om diskrimination, men også et spørgsmål om bæredygtighed. Og med hvilken ret siger man til en befolkningsgruppe, at de bare skal ændre deres måde at leve på?

Orang aslierne er ikke imod moderniteten. De vil gerne følge med tiden. Men de vil have lov til selv at bestemme, hvilken modernitet de vil tage til sig. Hvorfor er der kun én økonomisk model, der promoveres?”, spørger Colin Nicholas.