Prøv avisen

Kampen om Merkels post går ind

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har været formand for CDU siden år 2000. Men på en partikongres i december i Hamburg skal hun afløses som partichef. Hun fortsætter som forbundskansler. Foto: Michael Sohn/Ritzau Scanpix

De tre kandidater til Angela Merkels post som partileder har krydset klinger for første gang. Der er løfter om lavere skatter og mindre afhængighed af USA.

De tre kandidater til at blive ny leder af det tyske regeringsparti De Kristelige Demokrater (CDU) er i fuld gang med at gøre deres hoser grønne over for partiets græsrødder.

Den første af otte planlagte dueller mellem de tre er løbet af stablen i Lübeck i Nordtyskland.

Som ventet er det ikke den store politiske uenighed, der er mellem favoritten Annegret Kramp-Karrenbauer, der er partisekretær, Friedrick Merz, tidligere gruppeformand for CDU i Forbundsdagen, og sundhedsminister Jens Spahn.

Så det er mere troværdighed, tillid og alliancer, der afgør, hvem der skal afløse forbundskansler Angela Merkel som CDU's formand på partikongressen i Hamburg fra den 6. til den 8. december.

Merkel forbliver forbundskansler, men det ligger i kortene, at den nye formand bliver partiets bud på en kansler efter Merkel, hvis embedsperiode udløber med valget i 2021.

Reuters påpeger, at alle tre kandidater ved deres første duel, der varede i tre timer torsdag aften, talte for at sænke skatterne.

Og de er også enige om, at Tyskland må gøre mere for at gøre sig forsvarsmæssigt uafhængig af USA.

Faktisk lægger kandidaterne vægt på et godt forhold til hinanden.

- Jeg vil ikke kritisere de andre, vi vil kun sige gode ting om hinanden. Når alt kommer til alt, er det partiet, der skal vinde, erklærede Friedrick Merz.

Det er noget lettere at kritisere den afgående partichef, selv om det ikke sker direkte. Kramp-Karrenbauer, der kaldes en mini-Merkel, sagde, at partiet må genopfinde sig selv som et lov og orden-parti.

- Vi må genopfinde styrken, sagde hun og understregede, at migrantkrisen i 2015, hvor Merkel åbnede Tysklands grænser for en million migranter, ikke skal gentages.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at Kramp-Karrenbauer høstede det længste bifald ved mødet i Lübeck. Der blev klappet i 41 sekunder.

Friedrich Merz havde også stikpiller til Merkel uden at sige det direkte. Men han mener, at det indvandrer- og EU-kritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) har fået vind i sejlene på grund af migrantkrisen.

Det vil Merz gøre noget ved, sagde han.

- Jeg tror, at jeg kan halvere AfD.

Jens Spahn havde fat i noget af det samme.

AfD er nu repræsenteret i alle 16 delstater, men "dem skal vi af med igen", sagde sundhedsministeren, der også forsøger at vinde formandsposten på et løfte om at skabe mere åbenhed inden for CDU.

En meningsmåling fra tv-stationen ARD torsdag giver Kramp-Karrenbauer 46 procent opbakning blandt CDU-vælgerne.

Merz har støtte fra 31 procent, mens Spahn støttes af 12 procent.

/ritzau/