Kan det frosne forhold mellem Biden og Putin tø op – bare en smule?

Ord vil være vigtigere end handlinger, når Joe Biden onsdag for første gang som USA’s præsident møder sin russiske kollega, Vladimir Putin

De to ledere er rundet mere af fortiden end af fremtiden og har stået direkte over for hinanden i den største konflikt i dette århundrede på europæisk jord.- Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix, Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix. Grafik: Simone Nilsson.
De to ledere er rundet mere af fortiden end af fremtiden og har stået direkte over for hinanden i den største konflikt i dette århundrede på europæisk jord.- Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix, Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix. Grafik: Simone Nilsson. .

Den gode nyhed er, at verdens samlede arsenal af atomsprænghoveder faldt sidste år. Den dårlige nyhed er, at både USA og Rusland fortsat opruster, og at begge har betydelige arsenaler.

Oplysningerne fremgår af det anerkendte svenske fredsforskningsinstitut Sipris årlige rapport, som udkom i mandags, og de fortæller, hvad den vigtigste parameter er mellem USA og Rusland og dermed mellem præsidenterne Joe Biden og Vladimir Putin ved topmødet i Genève i dag.

Fortællingen om topmødet har været tegnet i de internationale medier: Biden har sagt, at han vil være kontant over for Putin og fremsætte konkrete krav til de unoder, som Rusland skal høre op med. I russiske medier har man i høj grad brugt den angrebsvinkel, som tidligere præsident Donald Trump brugte i den amerikanske valgkamp sidste år, nemlig at problematisere Bidens alder og mentale sundhed. Putin er 10 år yngre end den 78-årige Biden.

Biden og Putin har mødtes én gang før i 2011, da Biden som amerikansk vicepræsident var i Moskva og også mødte oppositionsledere, der i dag enten er i eksil, i fængsel eller afdøde. De er begge rundet af den kolde krig og i særdeleshed af Ukraine-krisen i 2014, hvor Putin annekterede Krim og siden billigede krigen i Østukraine. Og hvor Biden trådte i karakter som Det Hvide Hus’ mand i Ukraine-krisen. Han viste sig ofte i Ukraine og hos de tilgrænsende allierede; Polen og de baltiske lande, og blev her set som en større sikkerhedsgaranti end nogen europæisk leder.

De to ledere er således rundet mere af fortiden end af fremtiden og har stået direkte over for hinanden i den største konflikt i dette århundrede på europæisk jord.

Alligevel er forventningen, at der er vigtige dagsordener, som de sammen kan give fornyet momentum, når de mødes i Villa La Grange med udsigt over Genève-søen. Men også at der er højprofilerede konfliktlinjer, som kan vise sig at stå i vejen for et samarbejde om sager, hvor landene har fælles interesser.

I første kategori finder vi atomvåbenkontrol, klima og – måske – Iran. Den sidste store og vigtige atomvåbenkontrolaftale, New Start, forlængede de sammen med fem år i februar i år. Fremskridt indenfor det område handler dels om, at der er en modernisering af atomvåben i gang, der har sit udspring i, at verden er gået fra at være bipolar under den kolde krig til multipolar i dag. Det er en tidskrævende og både teknisk og politisk svær opgave. Og så handler det om at få Kina med i ligningen – heller ikke enkelt, men USA og Rusland har 50 års erfaring med samarbejde på atomvåbenkontrol. Her kan der komme et vigtigt og positivt signal i Genève.

Klima er oplagt. Putin var i år i sin tale om nationens tilstand historisk tydelig i sin erkendelse af klimaudfordringen, og han deltog med en tale ved Bidens virtuelle klimatopmøde i april. Årsagen er den enkle, at klima står højt på Bidens, men også Kinas dagsorden. Det er et område, som verdens to største stormagter kan samarbejde om, og så er logikken enkel i Moskva: Man skal være med. Det er positiv stormagtskonkurrencelogik.

Iran er en joker. Biden vil gerne have USA med tilbage i atomaftalen, der skal begrænse Irans udvikling af atomvåben. Selvom dialogen mellem Moskva og Teheran er intens, så tvivler amerikanerne på Ruslands evne til at påvirke præstestyret. Men man deler målsætningen, så er der politisk vilje, er der også en vej til at vise fælles handling.

Men så er der alt det, der står i vejen. Biden viser vilje til at forpligte sig på Ukraines side, Ruslands dybe selvforståelse er, at USA og Vesten intet har at gøre i Ukraine. Belarus, hvor Rusland øger sin indflydelse, samtidig med at den politiske repression i landet har nået nye tragiske højder. Og den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj, som alle vestlige ledere har højt på dagsordenen, og hvor Rusland slet ikke mener, at Vesten er berettiget til en holdning endsige et ord.

De tre sager er for Rusland på kort sigt vigtigere end atomvåbenkontrol og klima. Her spiller Bidens alder ind, for så vil man i Moskva hellere vente endnu en præsidentperiode og se, hvem den næste beboer i Det Hvide Hus bliver.

Der er naturligvis også russiske cyberangreb, valgindblanding og brug af kemiske våben, Novichok – alle sager, hvor Putins svar til Biden vil være: ”Vi har intet med det at gøre.”

Der bliver ingen bjørnekram eller brede smil i Genève. Er tonen høflig, kan det sætte rammen for, at dialogen åbnes konstruktivt mellem de to landes folk inden for atomvåbenkontrol, klima og måske Iran.

Det kan også sikre, at der skabes forbindelseslinjer omkring de konflikter, der ikke kan løses, men hvor det vigtigste er at holde dem simrende og forhindre, at de koger op og over. I så fald vil vi se en diplomatisk opblødning. Begge lande har holdt sine ambassadører hjemme i længere tid – de kan så komme tilbage på arbejde, og der kan aftales fangeudveksling af henholdsvis amerikanske og russiske statsborgere.

Men det kan også ende dybfrossent uden fælles pressemøde med de mange grøfter imellem dem gravet dybere. For engangs skyld vil ord fremfor handling være det vigtigste fingerpeg.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.