For 10 dage siden tilbageholdt det hviderussiske KGB 33 russiske lejesoldater på hviderussisk territorium – myndighedernes påstand var, at soldaterne var en del af en større gruppe, der var sendt til Hviderusland for at skabe uro og oprør op til valget. Med slet skjult henvisning til Putins annektering af Krim i 2014.
Herskeren i Hviderusland er præsident Aleksandr Lukasjenko, der ofte bliver omtalt som Europas sidste diktator – han har siddet på magten siden 1996 og vundet ethvert præsidentvalg lige siden, og han har omtalt lejesoldaterne som et farligt destabiliserende anslag, som ikke må lykkes. Kremls reaktion var en offentlig undren og benægtelse, og man afkrævede den hviderussiske allierede en rigtig god forklaring.
Den gode forklaring har de hviderussiske myndigheder ikke givet endnu, men det ligger fast, at de tilbageholdte tilhører den såkaldte Wagner-gruppe, der styres af GRU, den russiske militære efterretningstjeneste, og det billede, der tegner sig, er, at gruppen var på gennemrejse på vej mod Syrien, som er et af de steder, Wagner-gruppen opererer. Logikken i at lejesoldaterne rejser via Hviderusland skal findes i den russisk-hviderussiske symbiose, hvor den hviderussiske statsøkonomi finansieres af, at Rusland leverer både olie, gas og militært udstyr til Hviderusland, som Hviderusland eksporterer videre med profit, især når det gælder militært isenkram til de kunder, som Rusland ikke selv vil eksportere direkte til. Rusland undgår dermed international kritik og får så at sige hvidvasket både udstyr og personel.
De russiske lejesoldaters tilstedeværelse i Hviderusland var således ”business-as-usual”, deres tilbageholdelse bestemt ikke, og det har skabt vrede i Kreml.
Når Lukasjenko vælger at lægge sig ud med den magtfulde storebror, så skyldes det, at præsidentvalget denne gang er langt mindre sikkert for Lukasjenko end ved tidligere valg – der er ellers brugt den sædvanlige opskrift med at forbyde reelle modkandidater opstilling via skueprocesser, der gør dem til politiske fanger. Én af dem er bloggeren Sergej Tikhanovskij, der – da han bekendtgjorde sit kandidatur i præsidentvalgkampen – blev arresteret i maj.
Tikhanovskij fik ikke lov at stille op, men det fik hans hustru, Svetlana Tikhanovskaja, og hun har været centrum for en bølge af protestdemonstrationer, der har præget Hviderusland hen over sommeren. Hendes politiske program er enkelt – et nyvalg, hvor alle oppositionskandidater får lov til at opstille, og politiske fanger løslades. Og det udgør nu en reel fare for Lukasjenko, for Tikhanovskaja har samlet en opposition, der typisk har været både splittet og marginaliseret, ligesom oppositionen nu også tæller folk fra systemet – som Valerij Tsepkalo, tidligere hviderussisk ambassadør i Washington, der også blev nægtet sit kandidatur og siden hen er gået i landflygtighed i Rusland.
At modstanden mod Lukasjenko er voksende skyldes i høj grad en økonomisk model, der ikke længere leverer på den sociale kontrakt, som har været fundamentet for Lukasjenkos styre – arbejdsløsheden er stigende, de mange statsvirksomheder har måttet fyre, og det sociale sikkerhedsnet er næsten ikke-eksisterende. Sidst, men ikke mindst har Lukasjenkos katastrofale håndtering af Corona-pandemien skabt utilfredshed og frygt.
Lukasjenko vinder søndag, godt bud er med omkring 72 procent af stemmerne på landsplan, men det alene i kraft af en solid omgang valgsvindel. Oppositionen har anmeldt protestdemonstrationer både på valgdagen og på mandag – fortsætter disse og begynder antallet af demonstranter at komme i nærheden af 100.000 mennesker, kan det være begyndelsen til enden for Europas sidste diktator. Og det vil ikke være Putin, der vælter ham, men en kvinde med et enkelt program – frie og fair valg og frihed for politiske fanger.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.