Volodimir Zelenskij gik i søndags med 73 procent af stemmerne bag sig fra at være præsident i en populær, ukrainsk tv-serie til at være Ukraines folkevalgte præsident. Komikeren og skuespilleren Zelenskij er 41 år og har nu en måneds tid inden sin indsættelse til at lægge planer for sit præsidentskab. Han skal fra start levere momentum på en række sager. Konkret skal han gribe magten over det politiske system i Ukraine, sikre solid opbakning fra Vesten og levere fremskridt mod fred i det krigshærgede Østukraine.
Ukrainsk politik ender ofte i skyttegravskrige mellem præsident og parlament, mellem centrum og periferi. Zelenskij står lige nu stærkt overfor de regionale eliter, da hans valgsejr var en lussing til hele det politiske system, hvorfor regionale aktører nu meget aktivt søger kontakt til Zelenskijs team i jagt på egen politisk overlevelse. Den nye præsident vil til efterårets parlamentsvalg stille med sit eget parti, ”Folkets tjener” opkaldt efter tv-serien.
Hans sejr er en direkte trussel mod en række oligarker og etablerede politiske platforme, og disse vil aktivt forsøge at sikre deres interesser og repræsentation i parlament og regering. Zelenskij forventes at afsøge muligheden for at opløse parlamentet og udskrive lynvalg – hvis hans eget parti er velorganiseret nok, har han muligheden for at få en markant stemme i parlamentet. Han vandt ikke blot en jordskredsejr, men fik flertal i alle regioner i Ukraine i søndags.
Zelenskij har ikke noget decideret politisk program, men lovede i sin sejrstale henvendt til ukrainerne, at ”jeg vil aldrig svigte jer”. Han har lovet, at han ikke vil gennemføre radikale forandringer uden at spørge folket og gøre brug af direkte demokrati. Ender han i en skyttegravskrig med parlamentet, så kan udfaldet blive, at væsentlige forslag, som parlamentet afviser, ryger til folkeafstemning. Og sikkert er det, at vi vil se en ny præsident, der ligesom i valgkampen gør brug af en direkte kommunikation via sociale medier til befolkning og offentlighed – en disciplin, som ingen konkurrent mestrer som ham.
Den afgående præsident, Petro Porosjenko, har nedslidt tilliden hos Ukraines vestlige partnere med en reformkurs, der aldrig tog fat i dybden for eksempel i forhold til korruption. Her skal Zelenskij i en fart vise høj troværdighed for at holde låne- og finansieringsmuligheder åbne og sikre en tæt relation til Nato. Det er forudsætningen for dels at have økonomisk råderum til at skabe vækst, dels at stå tilstrækkeligt stærkt over for Rusland, så Ukraines uafhængighed ikke trues.
Zelenskijs egen troværdighed er først og fremmest truet af hans tætte relation til oligarken Ihor Kolomoiskij, som ejer den tv-station, hvor Zelenskijs tv-serie blev sendt, og som har industri-interesser i det østlige Ukraine. Den nye præsident skal holde Kolomoiskij ud i armslængde og vise, at han ikke selv er gammel vin på nye flasker.
Et af de få konkrete løfter, Zelenskij gav i valgkampen, var at arbejde for en fredsløsning med Rusland i Østukraine – det løfte indebærer samtidig en vision for Ukraine, hvor forskellige nationaliteter kan leve sidestillet i ét fælles Ukraine. Den drøm har vist appel efter fem års krig.
Zelenskij selv er ukrainer, jøde og taler russisk bedre end ukrainsk, så han er også et billede på Ukraines kludetæppe af nationaliteter. Men fremskridt mod fred kræver politiske indrømmelser og kompromisser, opbakning fra særligt Tyskland og Frankrig samt en kompliceret dialog med Rusland, der ikke anerkender at spille nogen rolle i krigen. Hold øje med, om der kommer en stor krigsfangeudveksling snart. Det vil være et positivt første skridt.
Zelenskijs udfordringer er store, og muligheden for, at korthuset falder sammen, er nok det mest realistiske scenarie, som ultimativt kan true Ukraines selvstændighed. Men det er en ny begyndelse, og potentielt kan Zelenskij blive en vinder, fordi han har chancen for at vise politisk fornyelse.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer international sikkerhedspolitik samt russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.