Den svenske voldsspiral: Kan man reparere et land?

Da svenske Lars Åberg for 16 år siden beskrev de spirende problemer i Malmøs udsatte områder, stoppede flere journalist-kolleger med at hilse på ham. Nu gør han det igen, men i dag kan ingen ignorere volden, der finder sted i dagslys på åben gade. Vi har besøgt forfatteren i byen, der er blevet symbolet på et Sverige, hvor trygheden og sammenhængskraften er under pres

Politiet har intensiveret tilstedeværelsen i Malmø, som i lang tid har været plaget af bombesprængninger, vold og skyderier. Men der skal mere og andet til end øget patruljering, hvis det svenske samfund ikke skal forandres til det værre for altid, mener journalist og forfatter Lars Åberg. – Fotos: Mikkel Møller Jørgensen.
Politiet har intensiveret tilstedeværelsen i Malmø, som i lang tid har været plaget af bombesprængninger, vold og skyderier. Men der skal mere og andet til end øget patruljering, hvis det svenske samfund ikke skal forandres til det værre for altid, mener journalist og forfatter Lars Åberg. – Fotos: Mikkel Møller Jørgensen.

Klos op ad de visnede roser, udbrændte lys og billederne til minde om den bare 15-årige Jaffar, der for to uger siden blev skudt og dræbt på åben gade i Sveriges tredjestørste by, averterer det lokale pizzeria for deres seneste tiltag: soja-ost til den fastfood-hungrende veganer.

Vi er på Møllevangstorvet i Malmø. For nogen et multikulturelt hipster -mekka, som unge svenskere sammenligner med Berlins spraglede Kreuzberg-kvarter. Cafeer, eksotiske forretninger og boder, hvorfra græskar fra Borgeby falbydes på arabisk.

For to uger siden blev en 15-årig dreng, som var kendt af politiet, skudt ihjel foran et pizzeria ved Møllevangstorvet. Skuddrabet var det tredje af sin slags i området inden for tre år. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
For to uger siden blev en 15-årig dreng, som var kendt af politiet, skudt ihjel foran et pizzeria ved Møllevangstorvet. Skuddrabet var det tredje af sin slags i området inden for tre år. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Men torvet er også hjertet i et område, hvor politiet denne onsdag formiddag igen er massivt til stede, hvor de lokale i årevis har været plaget at narkotikasalg og afpresning, og hvor en ung mand, der var kommet til Sverige fra Syrien for tre år siden, forleden mistede livet. Det andet skuddrab inden for få meter på under et år.

”Det virkeligt tragiske er jo, at når to knægte kommer cyklende en lørdag aften og slår en anden ung mand ihjel, så er det i virkeligheden bare et dramatisk symptom på en generel udvikling; den voksende utryghed, der har sneget sig ind i de større svenske byer de senere år, og som nu dominerer hverdagen mellem skyderierne og bombesprængningerne og avisoverskrifterne,” siger Lars Åberg.

”Du kan ikke se det, når et samfund falder fra hinanden. Men du kan mærke det. Og det kommer mest tydeligt til udtryk her i Malmø, fordi byen er så kompakt. I Stockholm har du forstæderne og deres problemer på sikker afstand, men i Malmø kan du cykle fra cafeerne på Gustav Adolfs Torv og til Rosengården på 10 minutter.”

Den svenske journalist og forfatter ved, hvad han taler om. 69-årige Åberg er kommet på Möllan, siden han var knægt, han har sat børn i verden i området, svigerforældrene boede et stenkast herfra, og det meste af sit journalistiske liv har Lars Åberg beskæftiget sig med Malmø og Sverige på godt og ondt. De seneste år dog mest det sidste, og de negative aspekter af den moderne Sverige-historie er også omdrejningspunktet i hans netop udkomne ”All inclusive – velkommen til det nye land”.

Bogen er tredje bind i forfatterens trilogi om ”det nye Sverige”. Om landet, hvor gratis tandlæge, skolegang, bolig og tolkehjælp går hånd i hånd med skyderier, et skolevæsen i opløsning, fremvæksten af parallelsamfund, og et folkhem, der er ved at miste sin kerne og fundament: trygheden og tilliden.

”Det er, som om vi nærmer os vejs ende. En smuk dag kan alt slutte. Følelsen af intensiveret konflikt – om ressourcer, værdier, territorier, beskrivelser af virkeligheden – vokser sig stærkere end roen og tilliden. Der er ikke længere en plan. Og én ting er klar. Nogen bliver nødt til at betale. Lad mig fortælle dig om nogle af dem: børnene,” skriver Lars Åberg indledningsvis.

Dystopisk, måske, især på en regnvåd novemberdag, men ikke længere en analyse, der er forbeholdt såkaldt nationalkonservative alarmister.

”I dag er det vel kun Stefan Löfven, der ikke forstår, hvad det er, der foregår,” siger forfatteren med et let opgivende smil og henviser til landets socialdemokratiske statsminister, som for få dage siden blev grillet på live-tv om bombesprængninger, skyderier og brutal vold i de svenske byer.

For Lars Åberg, der med sine journalistiske beskrivelser af den sociale udvikling i det svenske samfund forsøger at holde sig på afstand af den politiske debat, har det dog ikke altid været omkostningsfrit at påpege problematiske udviklinger i kølvandet på indvandringen.

Da han for 16 år siden beskrev i avisen Sydsvenskan, hvordan parallelsamfund voksede frem i landets tredjestørste by, begyndte visse kolleger at ignorere ham. Både på redaktionen og på gaden.

”Det er nok ikke karrierefremmende som journalist at sætte fokus på segregation. Men det interessante var, at da jeg i 2003 skrev historierne om Rosengården, da fik jeg enormt mange henvendelser fra lærere, socialarbejdere og fritidsklubledere, der kunne genkende problemerne fuldstændigt,” fortæller han.

Malmø og Møllevangstorvet er et godt sted at starte, hvis man vil forstå Lars Åbergs Sverige. Det er her, i den sydlige del af landet, forandringerne først indtræffer. Malmø er porten til kontinentet. Det er her, at varer, narkotika, gamle våben og nye mennesker kommer ind i landet. Sidste år udgjorde personer med udenlandsk baggrund 45 procent af byens indbyggere.

Det er her i den stolte, gamle industriby, at de svenske socialdemokrater – med to korte undtagelser – har siddet tungt på magten de seneste 100 år. Men det er også i Malmø, mellem brosten og betonblokkene, at de konflikter, der ifølge iagttagere har bragt selvsamme socialdemokrati til et historisk lave 22,2 procents opbakning i meningsmålingerne, har sit udspring.

I den ene ende af torvet, som gennem årtier har dannet ramme om både arbejderkampe og grøntsagsudsalg, troner Axel Ebbes statue ”Arbejdets ære”. Mænd og kvinder, som i fællesskab oppebærer den stolte stad, mejslet i granit. En statue i hjertekulen af det multikulturelle Malmø, der på paradoksal vis indkapsler Lars Åbergs hovedpointe: Når de, der bærer, bliver færre, og dem, som skal holdes oppe, blive flere, hvad sker så? Eller med forfatterens eget, mere jordnære billede:

”Du kan sammenligne det med et stykke elektronik. Man tænker først over, hvordan det virker, når det en dag ikke længere gør det. Og da er det ofte for sent. Nu er spørgsmålet, hvad man gør, når man har et land, som er gået i stykker?”

Forfatterens ord hænger længe i den råkolde luft. Det lyder alligevel en kende dystert. Men tallene taler – desværre – deres tydelige sprog, mener Lars Åberg. I maj i år havde 60.000 af de 163.000, som søgte asyl i 2015, fået permanent opholdstilladelse. 4500 af dem var selvforsørgende.

”Der findes simpelthen ingen efterspørgsel på udenrigsfødte analfabeter,” forklarede Annicka Carlsson fra jobcentret i Filipstad i august til Sveriges Television.

Kommunen har modtaget 750 personer fra blandt andet Eritrea, Somalia og Afghanistan. Pengene til dem skal hovedsageligt findes på skolernes budgetter. Balancen mellem ret og pligt skrider, og man har ”overskredet integrationspotentialet”, mener Lars Åberg. Ikke fordi indvandring i sig selv er et problem. Mennesker blandes, horisonter udvides. Det er positivt. Men omfang og hastighed er afgørende; samfundet er nødt til at kunne følge med – for både ny- og gammelsvenskernes skyld. Ellers risikerer tilliden til både medmennesker og systemet at erodere.

Fra 2016 til 2018 bevilgede de svenske myndigheder i alt 419.256 opholdstilladelser. I 2018 udgjorde indvandring 80 procent af befolkningstilvæksten i Sverige. Fra 2019 til 2022 forventes yderligere 91.000 kvoteflygtninge og asylansøgere. Desuden forventes 168.000 mennesker at søge om familiesammenføring i samme periode.

Og udviklingen er ikke kun demografisk. Ifølge Sveriges kriminalpræventive råd, Brå, har anmeldelser af overfaldsrøverier mod personer under 18 år i løbet af første halvdel af 2019 for længst oversteget samme tal for hele 2015. Samtidig er andelen af børn under 15 år, der mistænkes for voldshandlinger, steget med 40 procent fra 2015 til 2018.

Og mens den socialdemokratiske regering præsenterer sin bandepakke, vokser apatien, og 24 procent af svenskerne overvejer nu at sætte deres kryds ved det indvandringskristiske Sverigedemokraterne. Ifølge Lars Åberg er man offer for en særlig form for svensk moralsk hybris: Man ved bedst, men har alligevel ingen løsninger. Samtidig breder utrygheden i gadebilledet sig som konsekvens af volden.

For få dage siden indledte politiet den såkaldte Operation Rimfrost. Nu skulle der sættes hårdt mod hårdt, lød myndighedernes budskab. Over os kredser en politihelikopter, men indtil videre har omtalen af politiindsatsen mest tiltrukket sig opmærksomhed, fordi man har været nødt til at indkalde ekstra mandskab til at beskytte de steder, hvor det øvrige ekstraindkaldte mandskab fra landets politikredse skal overnatte. Hoteller er nu blevet mål for de kriminelle, lyder vurderingen.

Lars Åberg nævner en nylig ferie til Japan. På to uger så han én politibil. På en lille time har vi set otte.

Vi bevæger os mod den nærliggende Folkets Park. På vejen, et stenkast fra Møllevangstorvet, findes en lille rundkørsel. Grå og uanseelig denne onsdag formiddag, men nok også det sted i Sydsverige med flest overvågningskameraer per kvadratmeter, fortæller forfatteren. Inde fra parken kommer to betjente trækkende med en ung fyr. Han ser ikke en dag ældre ud end Jaffar, der blev skudt forrige lørdag.

”Hvis udviklingen skal vendes, er vi nødt til at satse alt på dem, der vokser op nu og skal skabe fremtiden. Børnene. Jeg er ikke opgivende, jeg tror stadigvæk, mennesker kan forandre sig – men er du 15 år og render rundt med et automatvåben på gaden, er løbet nok kørt. Derfor skal vi også være meget hurtigere til at fjerne børn, der vokser i nærheden af kriminelle miljøer,” siger Lars Åberg.

Han efterlyser nye og anderledes institutioner – både til de kriminalitetstruede børn og til dem, der kommer til Sverige fra andre lande. Man er nødt til at bryde med den svenske lighedsmentalitet. For alles skyld. I øjeblikket er parallelsamfundene selvforstærkende. På nogle skoler har stort set alle elever udenlandske navne. På andre har ingen. Mangfoldigheden er blevet til segregering.

”Har du været kriminel, siden du var 10, kan du ikke gå i en almindelig skole, det siger sig selv. Ligesom du heller ikke kan det, hvis du lige er ankommet fra Somalia eller Afghanistan. Vi har behov for andre steder til de børn, og dernæst skal vi turde stille krav – den største fejl i svensk integrationspolitik er berøringsangsten, at vi har betragtet alle, der kom hertil, som ofre. Men kommer du til Sverige og får gratis bolig og uddannelse og betalt dine fritidsinteresser, så kan man med rette forvente, at du forsøger at bidrage positivt. Eller i hvert fald ikke ligger samfundet til last. Det andet er jo de lave forventningers racisme,” siger han og smiler let.

Lidt afvæbnende, mest undskyldende.

Han ved godt, det lyder lidt dommedagsprofetisk det hele, og at bøgerne er skrevet i mol, selvom han anstrenger sig for ikke at falde i hverken den sorte eller den hvide grøft i indvandringsdebatten.

”Som menneske kan man jo ikke bare give op. Man må holde fast i troen på, at det hele kan blive bedre, ikke mindst når man har børn og børnebørn. Men jo, der findes nok nogen derude, der er lidt mere optimistiske end mig.”