I dag er det 30 år siden, at to tredjedele af den hvide befolkning i Sydafrika ved en folkeafstemning stemte for at afskaffe apartheid-lovene. Landet blev ramt af de første boykot allerede i 1960’erne, men det stigende pres fra det internationale samfund fik til sidst Sydafrika til at opgive den diskriminerende, raceadskilte stat.
Men det var et langt og sejt træk at få folkestemningen vendt, og en række vestlige lande blandt andet Storbritannien og Tyskland havde tætte bånd til Sydafrika helt op til afskaffelsen af apartheid.
I dag står Vesten samlet, når der løbende indføres sanktioner mod Rusland. Det handler om at presse præsident Vladimir Putin til at opgive sin invasion af Ukraine, men fra vestlig side har iagttagere og politikere også udtrykt håb om, at sanktioner og boykot kan få den samme effekt som sanktionerne mod Sydafrika i sin tid og skabe modstand mod hans styre i den russiske befolkning.
Første gang der i FN-regi blev sat spørgsmålstegn ved Sydafrikas apartheid-system var i 1946, da Indien ville have behandlingen af indere, der opholdt sig i landet, på dagsordenen ved FN’s Generalforsamlings første møde. Først i 1962 opfordrede et flertal i Generalforsamlingen verdens lande til at indføre sanktioner mod Sydafrika. Senere bliver der indført en frivillig embargo mod at sælge våben til Sydafrika, som først blev gjort obligatorisk i 1977. Den manglende vilje til at indføre hårde sanktioner mod Sydafrika skyldtes i høj grad den kolde krig.
"Sydafrika blev af flere vestlige lande set som et bolværk mod Sovjets indflydelse i Afrika. Mange af de tidligere kolonistater i Afrika orienterede sig nemlig imod Sovjetunionen eller Kina," fortæller Detlef Siegfried, der er professor i europæisk historie ved Københavns Universitet og har forsket i Europas syn på apartheid.
Kulturboykot med konsekvenser
Op igennem 1970’erne og 1980’erne kom der et stigende pres på mange vestlige lande for at lægge afstand til Sydafrika. Presset kom især fra græsrodsorganisationer, som var imod apartheid. En række kirkelige stemmer var også stærkt kritiske overfor styret, blandt andet pave Johannes Paul II. Der skete også en kulturel boykot af Sydafrika, som betød, at landet blev udelukket fra store sportslige begivenheder blandt andet De Olympiske Lege. Det kulturelle boykot er ifølge Detlef Siegfried en af de store faktorer, der ændrede den hvide sydafrikanske befolknings holdning til apartheidstyret.
"Den britiske musikerforenings boykot af Sydafrika fik stor betydning, da store navne som The Beatles og The Rolling Stones ikke kunne spille koncerter i landet. Boykot fra den vestlige populærkultur er med til at skabe et holdningsskifte i den yngre del af den hvide befolkning i Sydafrika, som ikke længere ser apartheid-ideologien som legitim. Og da den kolde krig slutter, forsvinder det sidste argument for apartheidstyret også," siger Detlef Siegfried.
Den kulturelle boykot kan dog også have nogle negative effekter, da den gik begge veje. Sydafrikansk kulturliv blev også boykottet, og Detlef Siegfried nævner modstanden mod Paul Simons album "Graceland", som blev optaget i et sydafrikansk studie med musikere fra landet, selvom initiativet blev støttet af prominente skikkelser fra anti-apartheid-bevægelsen. Noget, som vi også ser i dag, når russisk kultur boykottes, blandt andet ved aflysningen af de russiskfødte søstre Natalia og Maria Petschatnikovs udstilling på Horsens Kunstmuseum.
"Den meget generelle boykot af kultur fra Sydafrika kom til at ramme de kunstnere, som var kritiske overfor apartheidstyret. De kunne hverken optræde i Sydafrika på grund af censur, og de kunne ikke optræde internationalt, da man boykottede. Derfor begyndte flere personer fra bevægelsen at pege på, at man skulle kigge på indholdet af kunsten, inden man besluttede at boykotte," siger Detlef Siegfried.
Styret er ikke hermetisk
Det er også noget af det, som er vigtigt at tage ved lære af i dag, når vi indfører sanktioner og boykotter russisk kultur, påpeger forskeren:
"Forhåbningen bag de sanktioner, som der er indført, er, at det skal lede til kritik også internt i Rusland af Putin og hans styre. Man skal huske, at sådan nogle systemer ikke er hermetiske. Der skal være en vis støtte fra elite og befolkning, før de kan fungere. Derfor tror jeg, at det er kontraproduktivt at skære al kontakt til lokalbefolkning og kunst i Rusland, for ellers kan man ikke understøtte de kritiske kræfter, der er i Rusland," siger han.
Den amerikanske historiker Alexander John Motyl mener, at sanktionerne i sidste ende vil udløse et folkeligt oprør mod Putin-styret.
"Kombinationen af folkelige protester, faldende legitimitet, en opslidende krig og international isolation vil uundgåeligt kun have et resultat: Putins afsættelse," skriver Alexander John Motyl, der professor i statskundskab ved Rutgers Universitet, i et debatindlæg på netmediet The Hill
Han peger på, at historien har lært os, at autokrater, selvom de har militæret og politiets opbakning, godt kan blive afsat og peger blandt andet på shahen af Iran og tsar Nikolaj i Rusland som eksempler.