I dag åbner den internationale sikkerhedskonference i München, som ikke blot er den vigtigste af sin art i Europa, men som sammen med det årlige verdensøkonomiske forum, WEF, i januar udgør de største elitekonferencer i Europa og af samme grund også kaldes sikkerhedspolitikkens Davos.
Det var her på Hotel Bayerischer Hof, at USA’s daværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, i 2003 tørnede sammen med den daværende tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, i en højspændt strid om den fransk-tyske modstand mod Irak-krigen. Mens Rumsfeld stemplede modstanderne af den forestående invasion som ”Old Europe”, det gamle Europa, følte en ophidset Fischer sig ikke overbevist af amerikanerens argumenter for krigen. Siden har højtstående russiske og iranske politikere gentagne gange krydset klinger med amerikanske og vesteuropæiske politikere på konferencen, og det var også her, at USA’s vicepræsident, Mike Pence, for to år siden forsikrede, at den dengang nys tiltrådte præsident Donald Trump ville stå last og brast med Europa, men at ”alle må betale deres fair andel til Nato”.
I år – på den 55. konference – er det gennemgående tema sundhedstilstanden for den regelbaserede verdensorden med tre fokusområder: En ny stormagtskonkurrence med våbenkapløb, det transatlantiske samarbejde og sammenhængskraften i EU.
Sikkerhedskonferencen er et barn af den kolde krig, holdt første gang som en reaktion på nogle af den kolde krigs største kriser – opførelsen af Berlinmuren i 1961 og Cuba-missilkrisen i 1962.
Det daværende Sovjetunionen var på det tidspunkt langt efter USA i atomvåbenkapacitet, men i gang med en massiv oprustning, og det daværende Vesttyskland lå udsat som Natos yderste grænse til Sovjets militæralliance, Warszawa-pagten. Den første München-konference, kaldet ”Internationale Wehrkunde-Begegnung”, havde et helt andet format end i dag, hvor der blandt de 500 deltagere er 35 stats- og regeringsledere, 80 udenrigs- og forsvarsministre, topledere fra FN, IMF, Verdensbanken, Nato, EU, OSCE og mange flere.
I 1963 var deltagerkredsen begrænset til få dusin fra primært USA og den daværende forbundsrepublik samt enkelte andre Nato-lande. Det var et transatlantisk forum, der skulle sikre den amerikanske sikkerhedsgaranti til Tyskland gennem muligheden for uformel dialog.
25 år forinden i 1938 havde München været ramme for en anden konference, hvor Storbritannien, Frankrig og Italien indvilgede i det tyske krav på det tjekkoslovakiske Sudeterland, aftalen, der afstedkom udbruddet ”fred for vor tid” fra den britiske premierminister Neville Chamberlain – resten er historie.
Efter Berlinmurens fald ændrede sikkerhedskonferencen format til det, vi kender i dag – et globalt, uformelt topmøde, hvor venner og fjender kan mødes til både formelle erklæringer og uformelle, diplomatiske drøftelser. Og ikke mindst til at tage temperaturen på den globale stemning – så den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, og Nancy Pelosi, formanden for Repræsentanternes Hus, vil i München både få opmærksomhed og blive søgt afkodet om det transatlantiske forhold og amerikansk indenrigspolitik.
Sikkerhedskonferencen er i denne weekend verdensscenen for international politik og derfor stedet, hvor politiske ledere leverer budskaber til en global offentlighed. Vladimir Putin holdt her i 2007 sin berømte München-tale, hvor den russiske leder satte en streg i sandet for det, Rusland opfatter som vestlig dominans i verdensordenen – en tale, der i uhyggelig grad forklarer Ruslands geopolitiske adfærd lige siden.
USA’s nu forhenværende forsvarsminister Jim Mattis holdt sidste år en tale, der for en tid beroligede europæerne omkring USA’s troskab mod de transatlantiske bånd og Natos musketered trods Trumps aktive underminering af selvsamme – den uro er ikke bragt til ophør endnu. Den britiske premierminister, Theresa May, var der også sidste år og talte for at holde sig inde i de vestlige kredse trods Brexit og er lovligt undskyldt i år.
Én, der ikke er undskyldt, er Frankrigs præsident, Emmanuel Macron – han har gjort nye visioner for et stærkere EU til et hovedpunkt i sit præsidentskab og talte så sent som i november sidste år for en fælles europæisk hær. Årets temaer på sikkerhedskonferencen er Macrons.
De deltagende stats- og regeringschefer som tyske Angela Merkel, afghanske Ashraf Ghani og ukrainske Petro Poro-sjenko skal i München hverken blive enige om fælles politikker eller en fælles sluterklæring. Der er med andre ord plads til at tale visioner og principper, og intet sted får man mere opmærksomhed og endda i en kontekst, der er egnet til at markere den fransk-tyske alliance i EU. Men også her er sikkerhedskonferencen en præcis temperaturmåler – det franske lederskab i Europa er i fundamental krise, og Merkel får hverken fransk og britisk selskab i weekenden.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer international sikkerhedspolitik samt russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.