Det er en af de mest indædte og fastlåste konflikter i denne verden, som i den forløbne uge igen har rørt på sig. Gensidige beskyldninger mellem Indien og Pakistan om drab på soldater langs kontrollinjen i Kashmir-området, især den påståede halshugning af en indisk soldat, har tændt nye gnister i konflikten, som hverken tiden eller parterne har kunne løse.
LÆS OGSÅ: Indiske styrker stormer pakistansk militærpost
I mere end 65 år, lige siden Storbritannien afviklede sin koloni Britisk Indien på det indiske subkontinent har de to stater, der kom ud af det dengang Indien og Pakistan stredes om Kashmir-området.
Her bor omkring 12 millioner mennesker, hvoraf cirka 70 procent er muslimer, resten hinduer, sikher eller buddhister. Der er kæmpet tre krige, og titusinder af indbyggere og soldater er slået ihjel, uden at det har bragt konflikten nærmere en løsning.
Det hænger basalt sammen med, at stridens kerne ikke blot er en konflikt om jord, vand og ressourcer hvilket kan være slemt nok i sig selv. Kashmir er først og fremmest en principiel konflikt om national identitet og selvforståelse for både Indien og Pakistan og som sådan noget nær uløselig. Begge lande ser Kashmir som den navlestreng, der forbinder nationerne til deres fødsel og grundlæggelse. At dele området endsige give afkald på det vil være som at forsage hele grundlaget for deres respektive statsdannelser.
Kashmir-konflikten handler om selve årsagen til, at Indien og Pakistan blev dannet. Pakistan opfatter sig selv som hjemlandet for Sydasiens muslimer det er statens raison dêtre. Derfor skal Kashmir, som overvejende er befolket af muslimer, naturligvis høre til Pakistan. Hvis man svigter den logik, svigter man også idéen med en pakistansk nation. Så kunne Pakistan bare søge om optagelse i Indien som delstat, siger Jørgen Dige Pedersen, lektor i statskundskab ved Aaarhus Universitet med speciale i indiske forhold.
Set fra Indien er Kashmir tilsvarende afgørende for den nationale selvopfattelse:
Indien ser sig som et sekulært land, der er dannet til alle dem, der tilslutter sig. Alle, der gerne vil være en del af Indien, skal have mulighed for det, uanset religion. Og da fyrsten i Kashmir i 1947 skrev under på, at han ville tilslutte sig Indien ganske vist som en del af en aftale om indisk hjælp til at jage nogle pashtuner ud af området betragter Indien det som sin ret og pligt at værne om Kashmir som en naturlig del af den indiske nation, forklarer han.
Jørgen Dige Pedersen pointerer, at med det udgangspunkt kan ingen af parterne give sig, uden at de sætter spørgsmålstegn ved deres egne staters eksistensgrundlag:
Som sådan er Kashmir-konflikten umulig at løse. Den eneste reelle mulighed er at gøre kontrollinjen betydningsløs ved at gøre det nemmere for indbyggerne at bevæge sig på tværs.
At Kashmir er i en konflikt-liga for sig selv, ses også af den kendsgerning, at den oftest sammenlignes med Israel-Palæstina-konflikten. I lighed med Israel-Palæstina-konflikten har konflikten i Kashmir også konsekvenser, der rækker langt ud over dens lokale betydning.
Alt, hvad Pakistan foretager sig udenrigs- og sikkerhedspolitisk, har sin rod i Kashmir. Det gælder ikke mindst i forholdet til Afghanistan. Det eneste, Pakistan er optaget af, er at sikre sig, at Afghanistan til enhver tid vil vælge Pakistan frem for Indien.
Derfor ønsker Pakistan ikke et Afghanistan, der er alt for sekulariseret og organiseret efter vestligt mønster, fordi det vil bringe Afghanistan tættere på Indien.
Og derfor er der stærke kræfter i Pakistan, som mere eller mindre formelt gør, hvad de kan for at holde så tilpas meget liv i Taleban, at den islamistiske bevægelse er sikret indflydelse, også i et fremtidigt Afghanistan.
I Afghanistan efter tilbagetrækningen (af Nato-styrkerne i 2014, red.) forudser Pakistan, at den sydlige del af landet vil være kontrolleret af Taleban. I det scenario vil Pakistan få en sikker grænse, også selvom regeringen i Kabul skulle forblive venlig over for Indien, skriver den pakistanske journalist og forfatter Daud Khattab i det amerikanske udenrigspolitiske magasin Foreign Policy.
For USA er det en kilde til stadig irritation og nervøsitet, at man på den ene side er afhængig af Pakistans hjælp i krigen i Afghanistan og på den anden side ved, at man ikke kan stole på landet.
Derfor er der heller ingen tvivl om, at USA hellere end gerne så Kashmir-konflikten løst, så spøgelserne en gang for alle kunne manes i jorden.
Men her støder man på indisk modstand: Hvor Pakistan gerne vil have international opmærksomhed og mægling, fordi man mener, at en folkeafstemning vil falde ud til pakistansk fordel, nægter Indien at lade omverdenen blande sig.
Kashmir er en ren nabostrid, lyder det.