Katolikker finder trøst i reddede relikvier

Da Notre Dame mandag aften blev hærget af flammerne, gjaldt det ikke blot om at redde kirken, men også om at få relikvierne ud af katedralen

De reddede relikvier og kunstskatte er midlertidigt flyttet til rådhuset i Paris, men vil ifølge den franske kulturminister blive flyttet til Louvre-museet.
De reddede relikvier og kunstskatte er midlertidigt flyttet til rådhuset i Paris, men vil ifølge den franske kulturminister blive flyttet til Louvre-museet. Foto: Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpic.

Fader Jean-Marc Fournier insisterede på at blive lukket ind i Notre Dame, selvom katedralen var i brand. Det fortæller borgmesteren for Paris’ 15. distrikt, Philippe Goujon, til en række journalister, da han tirsdag bliver interviewet foran den udbrændte kirke dagen derpå.

Og Fader Fournier kom med sin uforfærdede ihærdighed til at spille en central rolle i at redde verdens vigtigste relikvie, Kristi tornekrone, fra flammerne. Præsten, der er tilknyttet det parisiske brandvæsen, gik ind katedralen sammen med brandmændene og kom ud med relikviet, der i mange år er blevet vist frem i Notre Dame langfredag.

Fader Fournier blev hurtigt til en helt på de sociale medier, og eksempelvis det katolske netmedie Catholic Arena roste ham på Twitter:

”Fader Fournier, brandvæsenets præst, er manden, der reddede Kristi tornekrone fra ilden. Gud velsigne ham!”

Notre Dame har i århundreder huset mange hellige genstande, kulturskatte og kunstværker, som det parisiske brandvæsen hurtigt forsøgte at få ud af den brændende katedral.

Mange genstandes skæbne er stadig uvis, men de franske myndigheder har bekræftet, at blandt andet tornekronen, det over 600 år gamle orgel med 8000 piper og en hellig skjorte, som blev båret af den franske kong Ludvig IX, også kaldet den Hellige, i 1200-tallet, er uskadte.

Disse bronzestatuer som sad omkring spiret på Notre Dame er også intakte, da de tidligere på måneden var blevet taget ned fra katedralen for at gennemgå restaurering.
Disse bronzestatuer som sad omkring spiret på Notre Dame er også intakte, da de tidligere på måneden var blevet taget ned fra katedralen for at gennemgå restaurering. Foto: Georges Gobet/AFP/Ritzau Scanpix

En af dem, som er påvirket af tragedien her i Danmark, er den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon. Han fortæller, at den katolske kirke er blevet ramt af tab af relikvier før, eksempelvis under den franske revolution, hvor katedralen flere gange blev udsat for hærværk.

”Vi må leve med, at de materielle genstande ikke er uforgængelige: Vi kan miste dem, og de kan blive ødelagt. Det er selvfølgelig trist, men det rokker ikke ved vores tro, fordi vi tror på, at Gud stadigvæk er her, og helgenerne er i himlen. Vi kan miste minder, men ikke selve troen,” siger Czeslaw Kozon.

En splint fra korset og et af sømmene, som blev brugt til at korsfæste Jesus, har også været blandt relikvierne i Notre Dame, men de er to af de genstande, hvis skæbne stadig er uklar. Paris’ viceborgmester, Emmanuel Gregoire, fortalte tirsdag formiddag den franske tv-kanal BFMTV, at en plan for at beskytte og redde genstandene i Notre Dame var sat i gang.

Czeslaw Kozon mener også, at redningsarbejdet i forhold til genstandene i katedralen er en trøst, når den katolske kirke i Paris rammes af så stor en tragedie.

”Katolikkerne i Paris er blevet åndeligt hjemløse efter branden. Og Kristi tornekrone er et særligt vigtigt relikvie, specielt her i påsketiden. Midt i tragedien kan vi glæde os over, at den er blevet reddet,” siger han.

De reddede relikvier og kunstskatte er midlertidigt flyttet til rådhuset i Paris, men vil ifølge den franske kulturminister blive flyttet til Louvre-museet.