Prøv avisen

Katolsk præst står side om side med Hamas

Palæstinensisk mand og kvinde krydser pladsen foran Klippemoskeen på Tempelbjerget i Jerusalem. Bygningerne bag vidner om byens religiøse mangfoldighed, hvor bl.a. et kors fra en nærliggende kirke kan ses. -

Katolsk præst i Gaza afviser, at Hamas undertrykker Gazas kristne. Vi er alle palæstinensere, og Israel er vores fælles fjende, siger han

På den katolske skole i Gaza har ledelsen arrangeret ekstraordinær underholdning for eleverne. 22 dages krig med Israel har øget behovet for de positive oplevelser, og mens de israelske kampfly stadig fra tid til anden trækker hvide linjer på Gazas skyfri himmel, danser børnene til den skrattende musik fra højttalerne i skolegården.

Oppe på første sal sidder præsten Manuel Musallam bag sit skrivebord og bladrer i en arabisk-engelsk udgave af Bibelen.

Jeg leder efter et vers i Matthæusevangeliet, siger han og ser op på sin gæst.

Manuel Musallam ser udmattet og nedtrykt ud. Krigen har sat sine spor, og hans første kommentar antyder, at han er mere end træt af at blive spurgt om forholdet mellem Gazas kristne og Hamas-ledelsen.

Hvis du er kommet for at spørge, om vi kristne lider under Hamas, kan du lige så godt gå igen. Jeg vil ikke give dig og de andre vesterlændinge den tilfredsstillelse at drive en kile ind mellem os palæstinensere, siger han.

Vil du være venlig at forklare?

Manuel Musallam tager en dyb indånding.

Normalt ser vi kristne lidelse som vejen til frelse. Men når lidelserne overgår det normale og bliver til slaveri, må vi sige stop. Alle palæstinensere lider under Israels tyranniske metoder. Hamas, kristne, sekulære og andre. Vi er alle i samme båd, og vi lider alle på samme måde. Der er ingen forskel på os. Vi er først og fremmest palæstinensere. Herefter er vi kristne og muslimer, siger han.

Manuel Musallam indrømmer, at nogle kristne er blevet udsat for muslimers overgreb, men afviser, at kalde det etniske eller religiøse problemer.

De, der har ramt de kristne, har også ramt hundredvis af muslimer. Og generelt set er forholdet mellem kristne og muslimer godt her i Gaza. Et eksempel er blandt andet, at Hamas ministre ringede til mig næsten dagligt under krigen for at høre, om vi havde brug for hjælp, siger han.

Krigens lidelser har ikke kun fået Manuel Musallam til at placere sig side om side med Hamas. Han er også begyndt at låne fra Hamas-bevægelsens retorik.

Israelerne er dyr. Nej, undskyld mig. De er ikke engang nået til dyrenes stadie. De burde bures inde i en zoologisk have, eller også burde de dræbes, siger han.

Synes du ikke, det er et budskab, der strider mod din rolle som præst?

Hør her. Det internationale samfund gør intet for at forhindre Israel i at myrde palæstinensere. Så vi har den moralske ret til at forsvare os selv. Hvis du vil have en mere fredelig løsning, bør du overtale dine landsmænd til at gribe ind over for Israel, siger præsten.

allan@kristeligt-dagblad.dk