Den armenske premierminister, Nicol Pashinjan, og den aserbajdsjanske præsident, Ilham Alijev, mødtes fredag for anden gang personligt efter krigen sidste år – og som forrige gang med Ruslands præsident Vladimir Putin som vært.
Det billede kunne tolkes som et udtryk for Ruslands enerådige rolle i Kaukasus, men intet kunne være mere forkert.
Den nye verdensorden knopskyder, også i Kaukasus. Det stiller Putin pragmatisk resignerende, Alijev sejrende med appetit på mere og Pashinjan i en desperat retræte, som han næppe magter at følge til dørs.
Den gamle verdensorden i det sydlige Kaukasus, der – som i Europa – opstod mellem murens fald i Berlin i 1989 og Sovjetunionens fald i 1991 er sidenhen døbt post-sovjetisk.
I Moskva i fredags blev det konfirmeret, at den post-sovjetiske orden ikke længere gælder under den nye verdensorden, men i stedet den post-post-sovjetiske – med Nagorno-Karabakh som tydelig taber.
I perioden mellem murens fald i 1989 og Sovjets i 1991 pressede en række Sovjet-republikker på for uafhængighed. De baltiske lande var i front, men de var ikke først – ekslaven Nakhitjevan, der ligger mellem Armenien mod øst og Tyrkiet mod vest, krævede uafhængighed allerede i januar 1990. Eksklaven er i dag nøglen til fred i Nagorno-Karakbakh.
Sovjets slutspil har en væsentlig personlig bi-historie – Sovjets daværende leder, Mikhail Gorbatjov, steg i kommunistpartiets grader i 1980’erne parallelt med Ilham Alijevs far, Geidar, og de fik begge plads i det magtfulde politbureau, hvorfra Sovjet-imperiet blev styret – de var den nye generation, der sparsomt fik adgang til magtens aldrende inderste cirkler. Gorbatjov ekskluderede i 1987 Alijev i en fredelig og brutal udrensning af modstandere, der rystede og samlede apparatet bag Gorbatjov og sikrede ham det fulde greb om magten – Gorbatjov var den nye Godfather, Alijev udstødt.
Alijev tog hjem til sin fødeegn, Nakhitjevan – og slog igen, da Gorbatjov mistede grebet i Sovjets sammenbrud. Han gjorde sig til det uafhængige Aserbajdsjans første leder og bragte eksklaven under aserbajdsjansk kontrol, som Nagorno-Karabakh var under armensk.
I sidste års fredsaftale var de to centrale punkter en sikker transportkorridor mellem Armenien og Nagorno-Karakbakh gennem Aserbajdsjansk territorium – og en lige så sikker transportkorridor mellem Aserbajdsjan og Nakhitjevan. Gennem armensk territorium. Det sidste vil skabe en direkte forbindelse mellem Aserbajdsjan og Tyrkiet, som Ilham ønsker, og hvilket ingen premierminister i Jerevan kan overleve. Ilham vil færdiggøre faderens territoriale projekt.
Ved krigen sidste år var det første gang siden Sovjets fald, at et Nato-land, Tyrkiet, spillede en aktiv militær rolle i en tidligere sovjet-republik. Tyrkiet bidrog forrige år med rådgivning, luftstøtte og drone-eksport – det sidste helt afgørende for Aserbajdsjans sejr. Noget Rusland ellers aldrig ville tillade – hvorfor?
Både Moskva og Ankara forstår spillereglerne i transaktionel udenrigspolitik. Alt handler om styrke, og alt er til forhandling, hvis det kan bidrage til at nå en konsensus – konventioner, tidligere aftaler og den regelbaserede verdensordens lægges til side ved det forhandlingsbord. Det eneste spørgsmål er ”kan vi lave en handel – en transaktion – hvor vi begge føler, at vi har fået det, vi kan få?”.
Det gjorde man ved fredsaftalen sidste år. Rusland blev fredsmægleren og fik ret til at indsætte fredsbevarende styrker. Tyrkiet fik – lovet – transportkorridoren til Aserbajdsjan gennem Armenien og ret til tyrkiske tropper i Aserbajdsjan. Rusland anerkendte dermed, at Tyrkiets relative styrke i Kaukasus er stigende, uden at Ruslands absolutte styrke er svækket. Ingen illusioner, kun realiteter.
Armenien fik intet, men skal levere. Armenien lever ikke længere i det post-sovjetiske rum, hvor man stod stærkt mellem Moskva-Washington-Bruxelles – men i det post-post-sovjetiske rum, hvor regionale magter, ikke stormagter, bestemmer. Den eneste stormagt i den kristne kulturkreds med politisk vilje i Armenien er Rusland.
Og som Putin sagde i fredags til Pashinjan og Alijev – jo mere I to kan tale med hinanden, jo bedre.
Det skaber næppe fred – at tillade en korridor på eget territorium mellem de to muslimske lande er utåleligt i Jerevan. Og Baku vil have mere og føler sig helt og aldeles berettiget dertil.
Den vigtigste krig i Kaukasus i dette århundrede er ikke slut – den holder blot en pause.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.