Prøv avisen

Kavanaugh: Sexanklager har ødelagt min familie og mit navn

Dommer Brett Kavanaugh, der er nomineret til en plads i højesteret, afgiver torsdag aften dansk tid forklaring i senatsudvalg. Foto: Pool/Reuters

Christine Ford og Brett Kavanaugh forklarede sig torsdag i en knap ni timer lang høring i Senatets retsudvalg.

Efter næsten ni intense timer sluttede den imødesete høring af professor Christine Ford og den højesteretsnominerede Brett Kavanaugh torsdag aften lokal tid i Senatets retsudvalg i USA.

Både Ford, der anklager Kavanaugh for et seksuelt overgreb i 1980'erne, og Kavanaugh selv var tydeligt påvirkede under høringen.

Men det er ikke kun Kavanaugh selv, som er påvirket af de anklager om seksuelle overgreb, der er rettet mod ham.

- Min familie og mit navn er blevet ødelagt på grund af anklager mod mig, siger han ved høringen torsdag.

Den nominerede dommer påpegede flere gange, at han har forlangt en høring for at rense sit navn.

Tre kvinder har stået frem med beskyldninger mod Kavanaugh om seksuelle overgreb og upassende adfærd, der skal have fundet sted i 1980'erne.

Ifølge Christine Ford skal Kavanaugh have forgrebet sig på hende til en fest i 1982, da hun var 15 år, og han var 17. Den nu 51-årige Ford beskriver overgrebet som et forsøg på voldtægt.

Men den nominerede dommer giver endnu en gang udtryk for, at overgrebet aldrig har fundet sted.

- Jeg var ikke til den fest, der er beskrevet af Ford, siger han.

Undervejs drak Kavanaugh flere gange af et glas vand og snøftede.

- Jeg har aldrig gjort det mod hende eller nogen andre, siger han under høringen.

Det er USA's præsident, Donald Trump, der har nomineret Kavanaugh til den eftertragtede post som højesteretsdommer.

Og præsidenten er godt tilfreds med Kavanaughs vidneudsagn.

- Dommer Kavanaugh viste USA, præcis hvorfor jeg nominerede ham. Hans vidneudsagn var stærkt, ærligt og medrivende.

- Demokraternes strategi om at ødelægge ham er skammelig, og hele processen har været svindel og et forsøg på at forsinke, obstruere og modsætte sig. Nu skal Senatet stemme, skriver Trump på Twitter.

Fords anklage lyder, at Kavanaugh og hans ven, Mark Judge, var fulde og lukkede hende inde i et rum.

Her skal Kavanaugh have skubbet hende ned på en seng og rørt hende, gnubbet sine hofter imod hende og holdt for hendes mund.

Spurgt til om han drak i sin skoletid, forklarer Kavanaugh, at han nogle gange har drukket mange øl, men at han ikke drak nok til at få hukommelsestab.

Kavanaugh beskriver beskyldningerne mod ham som en række falske tilsværtninger, der er rettet mod ham for at tvinge ham til at trække sig.

Det er op til først retsudvalget og siden det samlede senat at godkende eller forkaste præsidentens kandidat.

/ritzau/