Kazuko Suzuki er 72 år gammel og enke. Misako Nishidai er 81 år, og hun passer til hverdag en syg mand og en syg hund. De to kvinder har lært hinanden at kende i fitness-centret for ældre i det boligområde, hvor de bor, og de er blevet gode venner.
”Tidligere så vi ofte andre ældre beboere i boligområdet møde op ved centerets supermarked om morgenen før åbningstid for at stå klar til at købe en stor madpakke, som de tog med op i lejligheden og spiste alene. Det var sørgeligt at se,” fortæller Misako Nishidai.
De to friske ældre damer bor begge i Wakabadai, en af de såkaldte nye byer, der blev bygget vest for Tokyo og nord for Yokohama i de glade vækst-år i 1970’erne og 1980’erne. Wakabadai, som er en del af Yokohama Kommune, er et integreret område med boligblokke, butikker, sygehuse, skoler og det hele.
I begyndelsen var det et livligt sted med over 20.000 indbyggere og en masse familier med børn. Men mange er flyttet. Nu bor her færre end 15.000, og 43,7 procent af indbyggerne er over 65 år. En skæbne, som er blevet mange af de nye byer til del.
Da en anerkendt kok fra Tokyo forrige år opgav at drive centerets spisested, stod et næsten splinternyt køkken og blev ikke brugt i et par måneder.
Indtil Kazuko Suzuki og Misako Nishidai mødte op på kontoret hos KJK, den amtslige boligadministration, der ejer udlejningsboligerne og driver områdets fællesfaciliteter.
I dag er de to veninder ankerkvinder for 27-28 såkaldt betalte frivillige, som sammen driver et simpelt, men populært spisested med traditionelle japanske hverdagsretter for områdets beboere.
”Det er nemlig ikke sundt for ældre at spise alene”, konstaterer Misako Nishidai.
”Det er bedre at sidde sammen og smile til hinanden, mens man spiser. Nogle af de ældre kommer her næsten hver eneste dag for at spise.”
”Vi prøver at skabe et sted, hvor generationerne kan mødes. Efterhånden, som vi bliver ældre og ældre, er det vigtigt at blive ved med at være ved godt helbred,” understreger Kazuko Suzuki
De frivillige, hvoraf de yngste er i 30’erne og de ældste i 80’erne, arbejder enten en, to eller tre gange om ugen. Nogle er gode til at lave mad, andre til at bage kage, og andre igen til at vaske op. Alle gør det, de er gode til.
”Vi har aldrig snakket med nogen ernæringsekspert. Vi gik bare i gang. Men nogle af os ved da efter et langt liv som husmødre noget om ernæring. Vi ved, hvad der er godt for ældre mennesker. Godt med grøntsager og ikke for stærke krydderier,” fortæller Kazuko Suzuki.
Menuen ved spisestedet er meget traditionel, og det kan de ældre godt lide.
De frivillige får en løn, men ”de kommer her bestemt ikke for pengenes skyld”, understreger direktør Koji Mizukami fra KJK.
”Dertil er pengene alt for små. Vi valgte en model med betalte frivillige for at skabe mere kontinuitet.”
Spisestedet er ikke det eneste sted i boligområdet, hvor der gøres en indsats for at skabe et fællesskab blandt de ældre.
Mange går stavgang sammen og får bagefter en kop grøn te i Himawari, den nye fælleskabssalon, som åbnede for et års tid siden i en tidligere slagterbutik.
”Her sidder vi og forbereder, hvordan vi skal fejre Okada-Sans 88 års-fødselsdag. Hun er den ældste af os stavgængere, og i Japan er det noget ganske særligt at blive 88. Det skal fejres ordentligt,” fortæller 63-årige Sonoko Miyahara.
For de ældre er der også tilbud om bordtennis i sports- og kulturklubbens gymnastiksal, minigolf på boligområdets baseballbaner i en klub med næsten 100 medlemmer, samt boccia og fysisk og kognitiv stoletræning i det kommunale fælleskabscenter lige på den anden side af gaden.
”Formålet med alle disse træningstilbud er at forsinke de ældres behov for egentlig ældrepleje,” forklarer den 72-årige Masako Minematsu.
Hun fungerer som en slags socialrådgiver ved fællesskabscentre, som Yokohama Kommune har 138 af rundt omkring i kæmpekommunen med tre en halv millioner indbyggere.
”Jeg kommer en gang om ugen for at høre koncerter eller deltage i træningen,” fortæller den 72-årige Yoshiko Egoshi, der netop har deltaget i den kognitive træning for første gang.
”Jeg passer til hverdag min far, som er 101 år, så det er vigtigt, at jeg holder mig frisk,” forklarer hun.
Det er faktisk meget almindeligt rundt omkring i lejlighederne, at de ældre passer og plejer de endnu ældre.
Ikke desto mindre er der på grund af alle disse heroiske initiativer for at skabe et aktivt fællesskab stadig en hel del ældre i Wakabadai, der spiser alene. Der er folk, som af mange forskellige grunde helst vil havde det sådan.
”Der er nogle, ja. Det er meget svært at sige hvor mange,” siger Hitoshi Matsumoto, der er velfærdsdirektør i Asahi-bydelen i Yokohama, som Wakabadai-komplekset er en del af.
Derfor er det også uundgåeligt, at der i nogle få ulykkelige tilfælde er ensomme mennesker, som dør alene i deres lejlighed.
”Jeg tror, vi har haft to tilfælde, hvor der er gået en uge,” fortæller Masaaki Shiraiwa, der er direktør for den non-profit-organisation, som driver flere af de ældres væresteder.
”Normalt bliver det opdaget mindst den følgende dag, hvis nogen er døde i deres lejlighed,” tilføjer han.
”Vi har vi et system, hvor beboerne i otte lejligheder i samme opgang holder øje med hinanden. Vi plejer at sige, at dine tre nærmeste naboer er din storfamilie. Man ringer til hinanden og besøger hinanden og hører, hvordan det går. Dette nabo-tjek virker ret godt.”