Prøv avisen
Interview

Kendt amerikansk forfatter: Stammementalitet er kilden til Vestens uro

”Jeg beundrer og støtter idéen om EU, men fra begyndelsen var idéen bag projektet nemmere sagt end gjort,” siger den amerikanske Yale-professor og forfatter Amy Chua, som i 2011 opnåede verdensberømmelse som ”tigermor”. Foto: Pressefoto

Tiltagende politisk stammetænkning sætter USA og Europa i bås med ikke-vestlige udviklingslande, siger den amerikanske bestsellerforfatter Amy Chua, der har skrevet en bog om fænomenet

Det er nemt for de kosmopolitiske eliter i Vesten at lulle sig ind i en tro på, at de lever i en moderne, globaliseret verden, hvor noget så primitivt og tilbagestående som ”stammer” ingen relevans har.

Men intet kunne være mere forkert. Det siger den fremtrædende amerikanske forsker og forfatter Amy Chua, der i sin nye bog ”Political Tribes. Group Instinct and the Fate of Nations” (Politiske stammer. Gruppeinstinkt og nationers skæbne) gransker den politiske stammetænknings destruktive kraft.

”Stammementalitet er et overordentligt stærkt og voksende fænomen alle steder i verden, heriblandt Europa og USA, som er begyndt at true den internationale liberale verdensorden. Vi ser det med Donald Trumps opstigning til magten i USA, og vi ser det med de populistiske og nationalistiske bevægelser, der fejer hen over Europa og undergraver opbakningen til EU. For rigtigt at være i stand til at forstå, hvilken verden vi lever i, og hvor den er på vej hen, er man nødt til at erkende stammetænkningens kraft,” siger hun.

Kinesisk-amerikanske Amy Chua er professor i jura på eliteuniversitetet Yale i Connecticut. Hun er bedst kendt for den storsælgende erindringsbog ”Kampråb fra en tigermor”, som beskriver hendes autoritære asiatiske børneopdragelsesmetoder, og som i 2011 blev en international sensation. Men hun er også ekspert i global politik og er forfatter til flere ukonventionelle bøger om race, identitet og nationalisme.

De bevægelser, som Amy Chua nu ser i hele den vestlige verden – fra Italien til Ungarn og fra USA til Storbritannien – minder hende om de ikke-vestlige udviklingslande, som hun har forsket i igennem sin karriere.

”I løbet af de seneste år er USA og Europa begyndt at udvise destruktive politiske dynamikker, der er mere typiske for lande som Venezuela og Zimbabwe, med fremkomsten af etno-nationalistiske bevægelser, faldende tillid til institutioner, intens modvilje mod indvandrere og ’eliter’ og – ikke mindst – politisk stammementalitet,” siger hun.

Den amerikanske professor peger på, at populistiske bevægelser i både USA og Europa vinder frem på et budskab om, at de er deres respektive landes ”sande ejermænd”. I USA bejler præsident Trump eksempelvis til sine tilhængere ved at love at lukke landets grænser for udefrakommende og genoprette svundne tider, og i Storbritannien kulminerede en folkelig vrede imod eliterne i London og Bruxelles, der blev anset som værende ude af føling med de ”rigtige” briter, i et ja til Brexit for to år siden.

”Vi sammenligner almindeligvis ikke vores politikker med lande som Venezuela, men det burde vi. Gang på gang har vi set demagoger komme til magten i ikke-vestlige lande ved at drive rovdrift på en dybtfølt folkelig modvilje over for en økonomisk og politisk elite, og samme fænomen oplever vi nu i vores del af verden. Når mange mennesker føler sig ekskluderede og løbet over ende, er de sårbare over for politikere, der siger, ’kom, lad os tage vores land tilbage’,” siger den amerikanske forfatter og professor.

Det opbrud, som både Europa og USA lige nu oplever, er en konsekvens af den nye verdensorden skabt efter Sovjetunionens sammenbrud, forklarer Amy Chua.

”Sovjetunionens fald udløste en romantiseret forestilling om, at vi nu kunne skabe en globaliseret verden forenet af principper såsom internationale menneskerettigheder, demokratisering og et frit marked. De akademiske og intellektuelle eliter talte om, at EU en dag kunne komme til at omfatte lande som Tyrkiet, Saudi-Arabien og endda USA. Men projektet blev idealiseret og oversolgt, og selvom globaliseringen kom mange mennesker til gode, blev mange andre ladt i stikken. Det mærker vi konsekvenserne af nu, hvor der er et oprør imod idéen om den grænseløse verden og en voksende tendens til, at folk opdeler sig i stammer,” siger Amy Chua.

Samspillet mellem demokratiet og de frie markedskræfter kan skabe velstand og frihed, men der er også en indbygget spænding imellem de to, påpeger hun:

”Demokrati kan under visse former fremelske konflikter imellem forskellige grupper. Kapitalisme skaber et meget lille antal meget rige mennesker, mens demokrati potentielt giver et fattigt befolkningsflertal, der er vrede over uligheden og en lille elites økonomiske og politiske dominans, mulighed for at gøre oprør. Det er et globalt mønster, som vi lige nu ser udspille sig i forskellige former over hele verden.”

Og når grupper – hvad enten de er defineret af etnicitet, nationalisme eller noget helt andet – føler sig truet, griber de til stammetænkning, siger hun.

”De lukker sig om sig selv, bliver mere insulære, mere defensive og mere fokuserede på ’os mod dem’. Det er vigtigt at huske på, at det er en del af den menneskelige natur at ville tilhøre en stamme, og at stammementalitet både omfatter en drift til at inkludere og til at ekskludere.”

”Undersøgelser viser, at tilhørsforhold til en gruppe kan udløse positive følelser, mens vores belønningscentre også aktiveres, når vi ser medlemmer af en anden gruppe fejle. Enhver, der kunne være i tvivl om dette, kan bare tænde for fjernsynet og se de intense følelser, som verdensmesterskabet i fodbold udløser,” siger Amy Chua.

Overnationale fællesskaber som EU opfylder ikke dette behov for et tilhørsforhold, påpeger hun:

”Det er vanskeligt at bede folk om at være solidariske over for en stamme, når denne stamme omfatter hele Europa. Jeg beundrer og støtter idéen om EU, men fra begyndelsen var idéen bag projektet nemmere sagt end gjort. For hvem står egentlig i spidsen for det? Hvem er disse mennesker i Bruxelles? Mange mennesker i Europa føler tydeligvis, at de har mistet kontrollen med deres land.”

Om det forenede Europa kan reddes, er et åbent spørgsmål, vurderer Amy Chua:

”De europæiske lande har lige nu en dobbelt udfordring: Folk inden for de enkelte lande skal forenes, og samtidig skal alle europæere forenes i en tilstrækkelig grad til, at selve EU kommer igennem sin krise. Det vil kun ske ved hjælp af kollektiv vilje og modige politiske ledere, der ikke kun tager den nemme vej og appellerer til stammetækning. Der er ingen tvivl om, at det er meget nemmere at få folk til stemmeboksen ved at udnytte social splid end med et budskab om fred og forsoning.”