Prøv avisen
Kiosk

Kendt fransk filosof ser burkini-debat som muslimsk propaganda-fælde

”Burkinien er ikke en mode, men en bølge. Eller rettere en bølgekam oven på den bølge, som er radikal islamisme, som altid er i offensiven," siger Lévy til magasinet Le Point. Foto: REUTERS/Regis Duvignau

Debatten om burkinien er forstemmende: Enten ender man med et sædelighedspoliti, der får kvinder til at klæde sig af, eller med islamsolidariske venstreorienterede, der demonstrerer på gaden i talebanklæder, siger fransk filosof

Det er tekstil, der dækker debatsiderne i både Tyskland og Frankrig i disse dage. I Tyskland diskuteres burka-forbud, i Frankrig burkinier på strandene. En række borgmestres forbud er her som beskrevet i avisen blevet kendt ulovlige af den øverste ankeinstans, Statsrådet.

magasinet Le Point erklærer den berømte filosof Bernard-Henri Lévy, at han finder al snakken om burkinien forstemmende: ”Tanken om et Frankrig, hvor et sædelighedspoliti skal henstille til, ikke længere at man skal tildække sig, men klæde sig af.”

Han forestiller sig forvirringen, hvis hele Frankrigs islamsolidariske venstrefløj gik på stranden i alskens kropsdækkende gevandter for at støtte de arme ofre for stigmatisering. De mest sekulære republikanere ville da komme skridende som talebanere. En sådan aktion er faktisk foreslået på de sociale netværk.

Hele affæren er en muslimsk propagandafælde, mener Lévy, og ved at indføre et forbud faldt man i med begge ben. Vi skal nemlig ikke stikke os selv blår i øjnene: Det er intet tilfælde, at disse kvinder dukker op på stranden netop denne sommer. Det drejer sig om en politisk aktion.

”Burkinien er ikke en mode, men en bølge. Eller rettere en bølgekam oven på den bølge, som er radikal islamisme, som altid er i offensiven.”

Måske har den held til et dobbelt kup: på debatfronten at forvandle republikanerne til talebanere, der ivrer for kropsdækkende dragter, og derudover at få sikret den generelle indespærring af muslimske kvinder.

Herefter skal vi på strandene se en synlig diskrimination mellem mænd, der kan rulle med musklerne og udstille deres tatoveringer – og så indpakkede kvinder. Vi udvikler os baglæns og tillader igen, at kvinder betragtes som det urene og mindreværdige køn, skriver Bernard-Henri Lévy.

Avisen Le Figaro interviewer Jean-Louis Harouel, som er tidligere professor i retshistorie ved Sorbonne i Paris. Statsrådet forsømte, siger han, at tage hensyn til burkini-sagens baggrund, som er, ”at Frankrig er engageret i en konfrontation mellem civilisationerne, som har varet et år og kostet hundreder af døde og er årsag til den gældende undtagelsestilstand. Islamismen fører krig i Frankrig, og der er ingen klar grænse mellem islam og islamismen.”

I en sådan situation ryster det befolkningen at se burkinier på strandene, og det burde Statsrådet tage hensyn til, mener juraprofessoren.

Jean-Louis Harouel svarer med eftertryk ja til Le Figaros spørgsmål om, hvorvidt Frankrig især regeres af dommere.

Deres politiske magt får domstolene gennem tidens dyrkelse af rettigheder, der virker som et brækjern til nedbrydning af europæisk civilisation.

”Menneskerettighederne er det seneste halve århundrede blevet til en verdslig religion, der har indtaget kommunismens plads som universelt projekt til dennesidig frelse og utopi for menneskehedens frigørelse. Vores retssystem, inspireret af varige værdier, er blevet slugt og omdannet af denne menneskerettighedsreligion, dødsensfarlig for de europæiske nationer.”

Han nævner to franske skæringsår: 1978, hvor Statsrådet trodsede premierminister Raymond Barre ved at tillade, at landets mange gæstearbejdere kunne bringe deres slægt til landet, og nu i 2016, hvor burkini-forbuddet blev omstødt.

Første afgørelse banede vej for den indvandring, som lod Frankrigs muslimske befolkningsdel vokse meget betydeligt; den næste giver muslimer lov at udøve en ”civilisatorisk jihad”.

Statsrådet burde indse, at burkini-bærerne repræsenterer en kulturkamp, som sigter på indførelse af de muslimske regler i Europa, mener Harouel.

”Erobring er indskrevet i Koranen, hvor man kan læse, at Allah har lovet at give muslimerne de vantros jord som sold.”

Den forjættelse nævnes også ved bestemte lejligheder af højtstående muslimske ledere i Europa, for eksempel Yusuf al-Qaradawi, topleder af Føderationen af Islamiske Organisationer i Europa.

Desuden kommer Statsrådet i sin iver efter at forhindre diskrimination af muslimer paradoksalt nok til at blåstemple en af de store diskriminationer i islam, nemlig den, som rammer kvinder.

Mange muslimer tager naturligvis afstand fra alle erobringshensigter, men de er ikke desto mindre indskrevet i islam som sådan, betoner Harouel.

”For den danner et totalt system, der kombinerer religionen, politikken, juraen, civilisationen og sæderne. Den kristne forståelse – ’Mit kongerige er ikke af denne verden’, ’Giv kejseren, hvad kejserens er’ og så videre – giver en adskillelse af det politiske og religiøse, som er helt fremmed for islam.”

Man bør derfor hele tiden minde Europas muslimer om, at de ikke befinder sig på muslimsk grund.

Og man må for alt i verden ikke forbyde alle religiøse symboler i det offentlige rum, for dermed fremskyndes kun vores glemsel af, hvem vi selv er.