Prøv avisen

Kendt fredsforsker i politisk stormvejr

Det har vakt opsigt, at den norske fredsforsker Johan Galtung anbefaler anti-semitiske kilder som bevis på jødernes magt over verden. Foto: HENNING BAGGER Nordfoto

Det har vakt opsigt, at den norske fredsforsker Johan Galtung anbefaler anti-semitiske kilder som bevis på jødernes magt over verden

Det startede med et foredrag sidste efterår. Den norskfødte fredsprofessor Johan Galtung var på besøg fra sit hjem i USA og talte på Universitetet i Oslo foran en stor skare interesserede.

LÆS OGSÅ: Fredsforskningens far

Emnet var Ti teser om 22. juli, og hvad terrorhandlingerne kan lære samfundet. Med under foredraget var skribenten John Færseth, der undrede sig over Galtungs fascination af, at Anders Behring Breivik har omtalt sig selv om frimurer og tempelridder.

Som kilder henviste Galtung blandt andet til konspirationsteoretikere, holocaustbenægtere og det kontroversielle værk Zions Vise Protokoller. Det er en af grundstenene i konspirationsteorier om jødisk ønske om verdensherredømme og hævder at være optegnelser fra et hemmeligt møde mellem jødiske ledere i 1897, hvor de planlægger at skaffe kontrol over bankvæsen, politik og medier. Det skal ske i samarbejde med frimurerne.

Protokollerne er flere gange stemplet som et falsum, og John Færseth skrev en kronik i den norske avis Dagbladet om de bekymrende påstande.

Jeg antyder ikke, at Galtung er blevet antisemit. Det, som derimod er sikkert, er, at han for tiden leger med en meget farlig forestilling om, at verden i virkeligheden kontrolleres af jøder, skriver han.

Johan Galtung svarede Færseth ved at forsvare sin anbefaling af den omdiskuterede litteratur og gik et skridt videre ved at antyde, at frimurerlogen var involveret i Breiviks planlægning og udførelse af terrorangrebet den 22. juli.

Tempelriddernes indtog i Jerusalem i 1099, terrorbombningen af hotel King David i 1946 og Regeringsbygningen-Utøya 2011 skete samme dag, 22/7. Tilfældigt? Næppe, skriver Galtung.

81-årige Johan Galtung grundlagde freds- og konfliktforskningen i 1959, har æresprofessorater på talrige universiteter og har forfattet over 100 bøger, hvoraf flere er oversat til dansk. Flere forskere i Norge har reageret stærkt på hans udtalelser, og seniorforsker ved Holocaustcentret Christhard Hoffmann mener, at Galtung har diskvalificeret sig selv i fremtidig forskning.

Han har været et vigtigt forbillede for en hel generation af forskere, og når han blåstempler så kontroversielle dokumenter som Zions Vises Protokoller, så får de en vis form for legitimitet. Det var en del af nazisternes retfærdiggørelse af folkemordet på jøderne, og en forsker med internationalt omdømme burde holde sig fra et sådant makværk, siger han.

Han bakkes op af professor i historie ved Universitetet i Oslo Øystein Sørensen, der er forfatter til bogen Den store sammensværgelse om selskabet Illuminati. Han håber, at debatten vil føre til, at Galtungs position bliver svækket.

Han miskrediterer fredsforskningen med sine bizarre synspunkter. Det er helt uhørt, at han holder muligheden åben for, at Zions Vises Protokoller har en værdi. Det ligger meget langt fra virkeligheden, fremhæver han.

Så konsekvent er generalsekretær i Human-Etisk Forbund Kristin Mile ikke. Forbundet har en central placering i norsk samfundsliv og havde Galtung som hovedtaler ved den humanistiske verdenskongres i Oslo få uger efter den 22. juli. Også her kom han med opsigtsvækkende påstande ved at spørge, om Breiviks ugerninger var værre end de, norske soldater udfører i krigszoner i udlandet.

Det er trist, når en ellers dygtig person har en underlig skepsis til jøder som folkegruppe. Men han er ikke en central person i vores forbund, og vi tager ikke absolutte standpunkter, så han er medlem, så længe han selv ønsker det, siger hun.