Om aftenen lå Clifford Ndegwa og vendte og drejede sig i sengen uden at kunne falde i søvn, mens anspændtheden og vreden i hans indre tog til, og tankerne kørte fra den ene blindgyde til den næste. Til trods for at den 34-årige kenyaner følte sig udmattet det meste af dagen, fik han sværere og sværere ved at sove om natten, og det dårlige humør og irritabiliteten tog til.
Der skulle dog gå næsten et år, fra symptomerne begyndte, og til Clifford Ndegwa fik stillet diagnosen stress. For det var det, der var galt med ham. På det tidspunkt havde han bevidst og konsekvent undgået sin hustru og spæde datter i tre måneder, til trods for at han elsker dem højt, og havde næsten opgivet håbet om at få det bedre.
Clifford Ndegwa er uddannet fotograf, og anspændtheden og opfarenheden begyndte, da det mediehus, han havde arbejdet for i tre år, ikke fornyede hans kontrakt. Pludselig stod han uden arbejde og med en nyfødt datter og en hjemmegående hustru, der ammede og holdt familiens hjem i Nakuru, Kenyas fjerdestørste by, der ligger cirka 160 kilometer nordvest for hovedstaden, Nairobi.
I begyndelsen tog han ikke arbejdsløsheden så tungt, fordi det er normalt for fotografer i Kenya at have kortere perioder uden arbejde mellem ansættelserne, men efterhånden som ugerne og siden månederne gik, uden at det lykkedes Clifford Ndegwa at finde et nyt job, voksede vreden i ham.
”Jeg hadede mig selv for ikke at være i stand til at forsørge min familie. Men selvom jeg følte mig stresset og tænkte på min situation som stressende, mente jeg, at jeg selv måtte klare mig. I Kenya er den stereotype opfattelse af en mand, at han skal klare sine problemer på en ’maskulin’ måde – hvilket er ensbetydende med, at du ikke taler med nogen om, hvordan du har det. Så det gjorde jeg heller ikke,” fortæller han.
Til trods for at interessen for afrikanernes psykiske sundhed så småt er voksende på kontinentet, bliver der i Afrika fortsat forsket forsvindende lidt i psykosomatiske lidelser som stress, depression og angst.
Det hænger både sammen med, at store ”dræbersygdomme” som hiv, malaria, kræft, lungebetændelse og diarré ofte vinder kampen om de begrænsede forskningsmidler, og at indbyggernes basale behov i form af rent vand, tilstrækkeligt med mad, sanitet og elektricitet endnu ikke er skaffet til veje mange steder på kontinentet og bliver prioriteret først.
De undersøgelser, der er lavet, tyder kraftigt på, at mange afrikanere lider af mange af de samme symptomer, som Clifford Ndegwa sloges med i 2016. Samtidig viser forskning, at sygdom, fattigdom og krig øger sårbarheden over for psykiske lidelser.
Men langt de færreste afrikanere lever i et krigshærget område – og når det eksempelvis gælder sydafrikanske middelklassekvinders dokumenteret høje stressniveau, skyldes det hverken krig eller fattigdom, men kvindernes stadig mere travle hverdag, vurderer den sydafrikanske læge og specialist i behandling af livsstilssygdomme Hema Kalan.
”Man behøver blot at tale med disse kvinder for at forstå hvorfor. Uanset om de har arbejde eller ej, har de automatisk hovedansvaret for at holde hjemmet, lave lektier med børnene og stå for den daglige logistik,” har hun udtalt til den sydafrikanske avis The Sunday Times.
I Clifford Ndegwas tilfælde knugede fattigdommen den lille familie stadig mere, efterhånden som dagene, ugerne og månederne gik, uden at det lykkedes ham at sikre sig et nyt job. Uden noget økonomisk sikkerhedsnet i form af understøttelse eller en stor opsparing og med en familie at forsørge voksede Clifford Ndegwas gæld hos familie og venner konstant, og den kenyanske familiefars bekymring voksede i takt med gælden. Snart blev bekymringen afløst af vrede og aggression, fortæller han.
”På et tidspunkt havde vi ikke fået noget at spise i to dage, og min hustru havde næsten ingen mælk til vores datter. Det gjorde mig så vred, og jeg begyndte at råbe ad min hustru og skælde hende ud for at prioritere vores barns vaccinationer (der koster penge i Kenya, red.) højere end sin egen mad. Hun begyndte at græde, som hun sad der bøjet over vores datter. Jeg fortrød, at jeg havde råbt ad hende, og min vrede forvandlede sig til selvhad. Jeg ville bare ud og væk og forlod vores hjem. Lige der ønskede jeg bare at dø.”
Clifford Ndegwas nedtrykthed og skam over at være arbejdsløs og ikke at kunne forsørge sin familie blev så slem, at han til sidst ikke engang kunne holde ud at se sin hustru og sit barn.
”Det var ubærligt at være vidne til, hvordan min hustru afstod fra selv at spise for at få råd til at købe medicin og bleer til vores datter. Jeg følte, at det var min skyld, at de skulle opleve det,” fortæller han.
Clifford Ndegwa undgik sit hjem i dagevis ad gangen. Indimellem lykkedes det ham at få noget løsarbejde for en dag og ofte langt fra Nakuru. Den smule, han tjente på den måde, sendte han hjem til familien. At se sin kone og datter ønskede han ikke.
”Jeg foretrak at holde mig for mig selv, så jeg ikke kunne gøre min familie ondt og ikke behøvede at blive konfronteret med min skam over arbejdsløshed og gæld.”
Da der var gået et halvt år, siden han mistede jobbet i mediehuset, havde Clifford Ndegwa tabt en fjerdedel af sin kropsvægt, han sov dårligt, var træt hele tiden og blev stadig mere opfarende. Samtidig tiltog hans indre uro og anspændthed over situationen. Alligevel overvejede han ikke et sekund at søge hjælp, hverken hos en læge, sin familie eller sine venner.
”Det var først, da det en dag gik op for mig, at der nu var gået tre måneder, uden at jeg havde talt med min hustru eller holdt min datter. Der forstod jeg, at der var noget helt galt med mig, og jeg besluttede at søge hjælp.”
I Kenya er der kun én psykiater pr. 500.000 indbyggere, og det var Clifford Ndegwas store held, at en af hans gamle studiekammerater fra universitetet havde valgt at uddanne sig til psykiater og arbejdede på et lokalt hospital.
Clifford Ndegwa opsøgte ham og fik hurtigt stillet diagnosen stress. Selvom behandlingen egentlig kostede penge, og Clifford Ndegwa ingen havde, indvilgede psykiateren i at behandle sin gamle kammerat en gang om ugen gratis.
”Han kunne se, at jeg havde det virkelig dårligt. Han forklarede mig, at det var vigtigt, at jeg kom til terapi hver uge, og at jeg var nødt til at tage terapien alvorligt, hvis jeg skulle få det bedre,” fortæller han.
Første skridt var at involvere Clifford Ndegwas hustru i behandlingen. Alene det hjalp.
”Det er utroligt, at hun blev hos mig og indvilgede i at deltage i behandlingen. Når vi kom hjem fra terapien, fortsatte jeg med at tale med hende om, hvad jeg gik igennem. Det har betydet meget for, at jeg har fået det bedre.”
Efterhånden som terapien skred frem, fik Clifford Ndegwa det gradvis bedre og kunne begynde at søge arbejde igen. Noget, han var holdt helt op med, da han havde det dårligst. For at skaffe familien mad begyndte han også at genopdyrke det lille stykke jord, han ejede i Nyandarua i det kenyanske højland; jord, der havde ligget uopdyrket i årevis, mens han passede sit fuldtidsarbejde.
En dag fik han et opkald.
”Et mediehus søgte en kameramand, der skulle starte øjeblikkeligt. Jeg kom til samtale, og jeg fik jobbet.”
Dermed blev Clifford Ndegwa katapulteret tilbage i den samme travle hverdag med en relativt god løn, som han havde haft tidligere.
I dag føler den unge kenyaner sig atter ”som sig selv”, som han siger, men hans stressdiagnose har betydet, at han insisterer på at tale om stress i dag.
”Mange kenyanere, jeg kender, kæmper med stress. Stress er et kolossalt og overset problem. Det er nok især fattigdom, arbejdsløshed og de høje leveomkostninger (i byerne, red.), der stresser folk. Ikke at have råd til mad er en kæmpe stressfaktor her i landet,” mener han.
I dag mener Clifford Ndegwa ikke, at det er nogen skam at søge hjælp. Selv fik han ikke medicin, men han ville have været åben over for det, hvis psykiateren havde fundet det nødvendigt.
”Det gælder om at åbne for moralsk og medicinsk støtte og at tale med nogen om, hvordan du har det, uanset om det er med en professionel eller en ven. Det er det første skridt i retning af at få det bedre. Men der er ikke stor forståelse for hverken behandling af stress i Kenya eller behovet for behandling,” siger han.
Til trods for at danskerne lever i et velfærdssamfund og typisk er meget rigere end langt de fleste kenyanere, finder Clifford Ndegwa det ikke mærkeligt, at også danskere kæmper med stress.
”I bund og grund handler det om, hvordan du som menneske kommer igennem dagen i dag, og om de dage, der venter dig forude. Usikkerhed om fremtiden er en kæmpe, udløsende faktor for stress, og den usikkerhed kan alle mennesker ramle ind i, fordi vi alle bekymrer os om, hvad der skal ske med os.”
Nicholas Komu har bidraget til artiklen.