Kenyas oppositionsleder anerkender ikke valgresultat

Oppositionsleder Raila Odinga vil afsøge alle juridiske muligheder for at annullere resultat af præsidentvalg.

- Det, som vi så i går, var en en parodi og en ringeagt for Kenyas forfatning, siger Odinga.
- Det, som vi så i går, var en en parodi og en ringeagt for Kenyas forfatning, siger Odinga. Foto: Ben Curtis/Ritzau Scanpix.

Kenyas oppositionsleder, Raila Odinga, anerkender ikke at have tabt landets nylige præsidentvalg og vil gå rettens vej for at få resultatet annulleret.

Det siger han tirsdag, dagen efter at han blev udråbt som taber af valget.

Raila Odinga understreger, at han vil afsøge alle "juridiske muligheder" for at få omstødt resultatet.

Det var den 55-årige vicepræsident, William Ruto, der mandag på kaotisk vis blev udråbt som vinder af præsidentvalget.

Kort inden annonceringen udbrød der håndgemæng i det rum, hvor offentliggørelsen skulle finde sted.

Samtidig afviste fire medlemmer af landets syv personer store valgkommission resultatet.

Den holdning står de ved. Det udtalte de tirsdag, kort inden at Odinga selv kom med sine første udtalelser efter det meget smalle valgnederlag.

- Vores holdning er, at de resultater, som blev offentliggjort af Chebukati (valgkommissionens formand, red.) er ugyldige og må omstødes af en domstol, siger Odinga, som for femte gang i sin politiske karriere er præsidentkandidat.

Selv om et flertal af valgkommissærerne ikke bakker op om resultaterne, er det ifølge landets valglov kommissionsformanden, som udråber vinderen. Det skriver BBC.

Raila Odinga har - selv om han affejer resultatet - opfordret borgerne i Kenya til at opretholde ro og orden og ikke tage loven i deres egne hænder.

I 2017 blev mere end 100 mennesker dræbt, efter at landets højesteret annullerede valgresultatet med henvisning til uregelmæssigheder i processen.

Og et årti tidligere blev omkring 1200 mennesker dræbt efter omfattende uroligheder i kølvandet på præsidentvalget i 2007.

Netop disse uroligheder i kølvandet på valghandlinger i det normalt stabile land Kenya har gjort, at der på forhånd har været stor opmærksomhed på valget.

/ritzau/Reuters