Ingen kan være i tvivl om, at situationen i det sydlige Israel er krigslignende. Sderot, den lille by på grænsen til Gaza, har været mål for kassamraketter i de seneste syv år, men har nu fået selskab.
Flere og flere israelske kibbutzer (den unikke israelske kollektivordning) og deres beboere tæt på grænsen til Gaza er i decideret livsfare, når de arbejder på deres marker. Den 6. marts i år mindedes medlemmer og frivillige i kibbutzen Ein Hashlosha månedsdagen for Carlos Chávez dødsdag. Carlos var en frivillig, som kun var 20 år, da han blev dræbt af en palæstinensisk snigskytte på kibbutzens marker.
Nu kunne man tro, at denne begivenhed ville få andre frivillige til at pakke deres kufferter og forlade kibbutzen, men det modsatte er sket. Entusiasmen hos de andre frivillige er øget.
Det er svært for os at forstå deres reaktion, siger Rami Negbi på 40 år, medlem af kibbutzen Ein Hashlosha og ansvarlig for de frivillige.
Da vi er en lille kibbutz, er jeg også sikkerhedsansvarlig og har derfor at gøre med disse ting til daglig. For os medlemmer af kibbutzen er stedet vort hjem, og vi har ikke andet valg end at blive her. Men disse unge mennesker har ingen forpligtelse til at blive her alligevel er de ivrige efter at blive, siger han anerkendende.
Jeg tror, at grunden til deres engagement er måden, de bliver behandlet på her i kibbutzen. De fleste medlemmer kommer oprindelig fra Sydamerika, og det er varme og forstående folk. Da Carlos døde, sørgede vi over ham, som vi ville have sørget over et medlem af kibbutzen. Vi tager de frivillige ind som en del af vores fællesskab, og jeg tror, at det er årsagen til deres villighed til at dele vores skæbne. Nogle af dem ønsker endda at blive her og blive israelske statsborgere, tilføjer han.
Ifølge Ngebi er de frivillige før ankomsten helt klar over de farer, de kan blive udsat for, men det lader til, at nogle af dem ikke er helt bevidste om situationen.
Jeg kom til kibbutzen Nir Oz efter nogle måneder i kibbutzen Ein Gev nær Kinneret (Genesaret Sø) og var ikke helt klar over farerne i dette område. Da jeg så på kibbutzen på kortet, kunne jeg da godt se, at den grænsede op til Gaza, men jeg tænkte ikke på, at det ville være farligt for mig at være her, fortæller Luis Alberto på 27 år, som er fra Ecuador.
Som kristen var det min drøm at komme til Israel og besøge hellige steder, og jeg havde kun råd til at gøre det som frivillig, for så fik jeg flybilletten betalt. Jeg kan godt lide kibbutzen og vil hellere blive her end flytte over i en anden kibbutz. Mange folk her taler spansk, også min chef, så det er nemt for mig at kommunikere med dem, siger han.
Det eneste, Luis Alberto og de andre frivillige fra Sydamerika klager over, er maden, som bliver serveret i spisesalen, som de finder kedelig og ikke krydret nok.
Jeg fulgte min søster hertil, forklarer Fernando, som arbejder med kibbutzens tyre.
Min søster arbejder ude i markerne, og jeg er bekymret for hende, men hun kan lide det og siger, at hun ikke er bange. Hun har også en kæreste, som er medlem af kibbutzen, derfor vil hun gerne blive her. Jeg ved, det ikke er nogen enkel situation, men jeg har også ondt af palæstinenserne i Gaza. Jeg er pacifist og ville ønske, at jeg kunne standse denne tåbelige krig, siger Fernando.
Efter et stykke tid vænner man sig til situationen, fortæller Wojtec Tworek på 26 år, som kommer fra Polen.
Vi kan ikke nå at løbe i ly, når en raket slår ned, så vi lægger os bare ned, hvis vi er udenfor og hvis vi er indendørs, forholder vi os i ro og venter på, at det er overstået. Engang ramte en raket en af vejene i kibbutzen, og jeg kan huske, at folk bare samledes rundt om den og snakkede om, hvor heldigt det var, at der ikke var nogen, der var blevet ramt. Bagefter blev det dagens samtaleemne i kibbutzen, og det var det hele. Jeg oplever, at vi ligesom resten af kibbutzens medlemmer lever i en boble og forsøger at ignorere situationen så vidt muligt. Jeg ville ikke have noget imod at arbejde udenfor, selvom det er mere farligt, simpelthen fordi det er så kedeligt at arbejde i spisesalen, fastslår han.
Jeg studerede jødisk filosofi og hebraisk på universitetet i Polen, så for mig var det at komme til Israel en mulighed for at bruge mit hebraisk og lære det land at kende, som jeg havde studeret, siger Wojtec.
Oversat af Sara Høyrup