Den 12. marts lagde den italienske udenrigsminister, Luigi Di Maio, en video op på sin Facebook-profil. Her kunne ministerens 2,2 millioner følgere se, hvordan kinesiske fly læssede en kærkommen portion læger og medicinsk udstyr af i støvlelandets mennesketomme hovedstad, Rom.
”Det er det, vi kalder solidaritet. I dag er Italien ikke alene,” konstaterede Femstjernebevægelsens tidligere frontfigur med alvorlig mine.
Mens Roms råb om hjælp var blevet mødt med tavshed fra både nabolande og Bruxelles, sprang Riget i Midten prompte til med den livsvigtige hjælp. Og det var ikke en engangsforestilling. Sidste tirsdag landede yderligere 1,5 millioner masker og 1000 sæt testudstyr i Italien, og Kina har også sendt hundredtusinder af beskyttelsesmasker og testudstyr til lande som Filippinerne, Serbien, Cambodja og Pakistan, og læger og sundhedshold til blandt andet Iran, Irak og flere afrikanske allierede. Samtidig har den kinesiske rigmand Jack Ma sendt udstyr til en række andre europæiske lande, herunder Danmark.
Hvor coronakrisen i begyndelsen af året lignede begivenheden, der for alvor kunne trække tæppet væk under Kommunistpartiets regeringsmodel, er krisen i løbet af det spæde forår blevet et særdeles stærkt kort for styret i Bei-jing, der i disse uger giver den som barmhjertig samaritaner i en presset omverden. Masker, testudstyr og beskyttelsesdragter. Effektiv efter-krisehåndtering på kinesisk.
Men som så meget andet i international toppolitik er kinesernes udstrakte hånd ikke alene udtryk for Jack Mas og Kommunistpartiets gode vilje, understreger Yang Jiang, der er seniorforsker med ekspertise i Kinas politiske økonomi ved Dansk Institut for Internationale studier (Diis).
”Fordi Kina er på den anden side af coronakrisen, ligger de inde med en masse erfaring, der kan gøre enorm gavn andre steder. Samtidig har styret de økonomiske muskler og ressourcerne til at hjælpe lande, der er presset af covid-19. Kina befinder sig derfor i en ret unik position med mulighed for at gøre noget, folkerepublikken generelt har haft svært ved i Vesten: at udvise god vilje og komme andre lande til hjælp,” siger Yang Jiang.
”Men Kina ønsker ikke kun at hjælpe andre lande med at bekæmpe en global pandemi og stabilisere den globale økonomi. Beijing ser også den nuværende situation som ekstremt gunstig i forhold til at opnå den sidste komponent, Kina mangler på vejen mod globalt lederskab: blød magt.”
De færreste er efterhånden i tvivl om Kinas økonomiske og militære formåen – landets hårde magt demonstreres med jævne mellemrum i både Det Sydkinesiske Hav og i handelskrige med Washington. Men hos præsident Xi Jinping og politbureauets stående udvalg længes man samtidig efter noget andet og mere, fortæller Yang Jiang:
”Folkerepublikken har manglet evnen til at påvirke andre gennem sin kultur og sine idéers tiltrækningskraft – altså den bløde magt. Især hvad angår vestlige lande. Kinesisk popkultur er ikke noget, man beundrer specielt meget andre steder, og den kinesiske styreform er heller ikke én, man lader sig inspirere af i Vesten. Tværtimod. Men Kina er en økonomisk og militær magtfaktor, og hvis de kommende uger og måneder håndteres klogt, kan coronakrisens efterdønninger og Kinas ekspertise og hjælpevillighed veksles til en ændret og mere positiv opfattelse af landet rundt om i verden – og altså blive de indledende skridt til at opnå den bløde magt, man higer sådan efter,” siger hun.
”Derfor bruger man også så meget energi lige nu på at promovere landet som ansvarligt og som et, der kommer sine trængte venner til hjælp – inklusive dem, der normalt peger fingre ad styret i Beijing.”
Tror du, at måden, Kina har håndteret coronakrisen på, legitimerer ikke bare styret, men også den autoritære styreform?
”I krisens første uger håndterede Hubei-provinsen ikke situationen særligt godt, og det affødte megen intern debat og kritik i Kina. Vi ved også, at lægerne, der først opdagede virussen, ikke blev behandlet særligt godt, men situationen begynder at vende, da Beijing tager affære – de straffer dem, der har skjult problemet, de tilbagekalder reprimanderne mod lægerne, og selvom de svage punkter, der findes i et autoritært styre, i begyndelsen blev udstillet, så er det kinesiske styre i dag godt i gang med at vende narrativet om til en positiv fortælling – både over for sin egen befolkning og det internationale samfund,” siger Yang Jiang.
I øjeblikket foregår et speget kommunikationsspil i flere lande, hvor coronavirussen bruges strategisk både over for omverdenen og egne borgere. Et af de tydeligste eksempler er i USA, hvor præsident Donald Trump ikke forsømmer mange lejligheder til at understrege virussens geografiske ophav. Men der bliver også givet tilbage af samme skuffe, som da Kinas ambassadør i Sydafrika forleden skrev følgende på det sociale medie Twitter:
”Vi gør noget i stedet for bare at snakke. Vi er venner, ikke fjender. Ville amerikanerne gøre det samme for kineserne?”.
Hjælp eller ej vil den kinesiske virushåndtering givetvis blive gransket kritisk på den anden side af pandemien. Alligevel er Yang Jiang overbevist om, at landet overordnet set kommer styrket ud af krisen:
”Det ser ud til, at opfattelsen af Kina forbedres, og regimets indflydelse i verden vokser. Kina er nået på den anden side af krisens top, og nu kan man hjælpe andre. Men på den lange bane er det svært at sige, om propagandaen fra lederen af den liberale verden vil virke, når ansvaret en dag skal fordeles. På den korte bane, når der de kommende uger kommer behov for større koordination mellem landene i deres krisehåndtering, kan Kina få en væsentlig rolle at spille, tror jeg. Og får det først en ledende rolle der, så øger det legitimiteten enormt,” siger hun.
”Hvorvidt coronakrisen i sidste ende hjælper Kina med at passere USA på den globale magtscene, er meget tvivlsomt, men min bedste vurdering er, at Kinas internationale position vil blive styrket betragteligt i løbet af de kommende måneder.”