Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kina er klar til fest og Hongkong-protest

I Beijing ventes 15.000 soldater at marchere på Den Himmelske Fredsplads og fremvise våben fra Kinas højteknologiske arsenal. Det bliver en parade, der skal vise Kina som en global supermagt, som nyhedsbureauet AFP skriver. Arkivfoto. Foto: Damir Sagolj/Reuters/Ritzau Scanpix

Kina fejrer sin 70-årsdag med militærparader og festivitas. I Hongkong truer demokratibevægelsen med at suge opmærksomhed til sig på den kommunistiske årsdag.

Regeringen i Beijing har i lang tid forberedt sig på en perfekt militærparade for at fejre den kommunistiske stat Kinas 70-årsdag, og nu er det alvor.

Den runde dag er tirsdag, men der er pletter på skønhedsmaleriet.

For i Hongkong truer pro-demokratiske protester med at løbe med den globale opmærksomhed.

Carrie Lam, pro-kinesisk leder i Hongkong, er ude af millionbyen på 70-årsdagen. Hun er fløjet til den kinesiske hovedstad, og det er også i Beijing, at kommunistregeringen er klar med det store udtræk.

Her ventes 15.000 soldater at marchere på Den Himmelske Fredsplads og fremvise våben fra Kinas højteknologiske arsenal.

Det bliver en parade, der skal vise Kina som en global supermagt, som nyhedsbureauet AFP skriver.

Ifølge nyhedsbureauet dpa har de 15.000 soldater 580 forskellige stykker militært udstyr med sig.

I luften vil der været over 160 fly.

Efter militærparaden kommer en civil parade, og den bliver noget større. Måske 100.000 mennesker.

Der slippes 70.000 duer løs, og 70.000 balloner vil understrege, at Kina holder fest.

Når mørket falder på, er der fyrværkeri.

Præsident Xi Jinping holder tale ved Den Himmelske Freds Port, og det er ingen tilfældighed.

For det var det sted, hvor kommunistlederen Mao Zedong den 1. oktober 1949 udråbte Folkerepublikken Kina.

Myndighederne har forsøgt at sætte kineserne i den rette stemning.

Mandagen igennem bragte det nationale tv patriotiske shows og viste glade, feststemte borgere.

Præsident Xi var forbi mausoleet, hvor Maos balsamerede krop ligger - også på Den Himmelske Freds Plads.

I den tidligere britiske kronkoloni Hongkong er der imidlertid ikke samme feststemning. Her har hundredtusinder, måske millioner, i de seneste måneder demonstreret for mere demokrati.

Søndag kogte det over i det, som vidner over for AFP betegner som de voldsomste sammenstød mellem demonstranter og politi i ugevis.

Den nuværende situation regnes for den alvorligste for Kina, siden Hongkong i 1997 blev overdraget til Kina.

Hongkong blev dengang garanteret kapitalisme og demokrati i 50 år. Demonstranterne mener, at Kina stille er ved at indføre autoritær kommunisme.

Aktivister har døbt den 1. oktober "Sorgens Dag", og der er ikke tegn på, at de holder sig hjemme og lader Kina feste.

Myndighederne i Hongkong meddelte mandag, at de af sikkerhedshensyn opretholder et forbud mod en planlagt demokratimarch tirsdag.

Men politiet advarer også om, at der er øget risiko for demonstrationer tirsdag, og at det vil "være meget, meget farligt", siger politichef John Tse.

/ritzau/