Kina frygter tættere forhold mellem USA og asiatisk allieret

Filippinerne giver USA adgang til flere militærbaser for at styrke deres ellers skrøbelige forhold.

Mao Ning, der er talsperson for den kinesiske udenrigsminister, advarer asiatiske lande mod at lade sig udnytte af USA.
Mao Ning, der er talsperson for den kinesiske udenrigsminister, advarer asiatiske lande mod at lade sig udnytte af USA. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix.

Det skaber spændinger og ustabilitet i Asien, at Filippinerne har besluttet at give USA lettere adgang til landets militærbaser.

Det siger en talsperson for den kinesiske udenrigsminister ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Dette er et skridt, der øger spændingerne i regionen og truer den regionale fred og stabilitet.

- Lande i regionen bør være opmærksomme på dette og undgå at lade sig udnytte af USA, siger talspersonen, Mao Ning, på et pressemøde.

USA og Filippinerne har torsdag præsenteret en aftale, som skal øge det militære samarbejde mellem de to lande. Det sker, mens USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, er på besøg i Filippinerne.

Aftalen betyder, at amerikanske soldater får adgang til en række militærbaser i Filippinerne.

De to lande er enige om, at de skal imødegå Kinas øgede militære magt i Asien. Samtidig skal aftalen styrke deres indbyrdes forhold, som ikke har været helt uproblematisk hidtil.

Forhenværende præsident Rodrigo Duterte foretrak Kina som allieret stormagt frem for USA. Men Filippinernes nuværende regeringsleder, præsident Ferdinand Marcos, har vendt sig mod amerikanerne.

Særligt har konflikten mellem Kina og østaten Taiwan trukket USA og Filippinerne tættere på hinanden. Det samme har Kinas etablering af baser ved Det Sydkinesiske Hav.

Den relativt korte afstand mellem Filippinerne og Taiwan gør det fordelagtigt for USA at være til stede på filippinsk territorium, i tilfælde af at konflikten mellem Taiwan og Kina optrappes.

Austin Lloyd er denne uge på rundtur hos USA's allierede i Asien. Et gennemgående tema er i den forbindelse amerikanernes bekymring for Kinas øgede militære indflydelse.

/ritzau/Reuters