Kina håber på blødere kurs fra Joe Biden

Forholdet mellem de to stormagter er på et historisk lavpunkt. Og Kinas nyligt indførte sanktioner mod Trumps afgående topfolk gør forsoning vanskelig for den nye præsident

Kina-USA forholdet er kommet til en ny korsvej, og et nyt vindue af håb åbner sig. Vi håber, at en ny amerikansk regering vil vende tilbage til dialog med Kina og genindføre normalitet og samarbejde, fastslog den kinesiske udenrigsminister i den forgangne uge. Her ses daværende udenrigsminister Joe Biden med den kinesiske præsident Xi Jinping i 2013.
Kina-USA forholdet er kommet til en ny korsvej, og et nyt vindue af håb åbner sig. Vi håber, at en ny amerikansk regering vil vende tilbage til dialog med Kina og genindføre normalitet og samarbejde, fastslog den kinesiske udenrigsminister i den forgangne uge. Her ses daværende udenrigsminister Joe Biden med den kinesiske præsident Xi Jinping i 2013. Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Med hensyn til USA-Kina forholdet tror jeg, at hvis vi arbejder sammen, så vil bedre engle overvinde de onde kræfter.”

Sådan svarede talskvinde Hua Chunying, da hun forleden på det kinesiske udenrigsministeriums pressemøde blev spurgt om udsigterne til et forbedret forhold mellem de to rivaliserende stormagter.

Den med de ”bedre engle” var direkte plukket fra den nye præsident, Joe Bidens, tiltrædelsestale, hvor han også flere gange slog til lyd for heling og forsoning. Selvom ordene var møntet på USA’s interne konflikter, kunne de også bruges i kinesisk sammenhæng. Udenrigsminister Wang Yi sætter da også sin lid til, at Bidens overtagelse af Det Hvide Hus skal indvarsle bedre tider efter fire år med Donald Trump, der har ført en usædvanlig hård linje over for Kina. Men som det statslige nyhedsbureau Xinhua beskriver det, så rækker Wang nu fredssymbolet – en olivengren – frem mod den nye præsident:

”Kina-USA forholdet er kommet til en ny korsvej, og et nyt vindue af håb åbner sig. Vi håber, at en ny amerikansk regering vil vende tilbage til dialog med Kina og genindføre normalitet og samarbejde,” fastslog den kinesiske udenrigsminister i den forgangne uge.

Der er næppe heller nogen tvivl om, at USA under Joe Bidens ledelse vil forsøge at gyde lidt olie på de oprørte vande, men ellers skal man ikke forvente de store ændringer her og nu, mener Camilla Nørup Sørensen, lektor i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ved Forsvarsakademiet.

”Sådan som jeg læser reaktionerne fra Kina, har de overordnet set ingen naive forventninger om, at forholdet mellem de to stormagter skal blive forbedret her og nu. Dertil er der for mange ting, de er fuldstændig uenige om – for eksempel i forhold til Taiwan og Hongkong. I første omgang drejer det sig for kineserne om at få stoppet den nedadgående spiral, der ikke mindst har taget fart under Trumps sidste halve år som præsident,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Hun undrer sig over, at Kina valgte at indføre sanktioner over for den nu forhenværende amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo samt 27 andre Trump-folk på dagen for vagtskiftet i Washington. Det fik ikke overraskende en stribe republikanere til at kræve, at Biden svarer Kina hårdt igen.

”Kineserne plejer normalt ikke at bruge den slags midler, og de må da også vide, at den slags vil give bagslag. Så det er besynderligt. Men det er nok udtryk for deres frustration, at de føler sig pressede over Trumps måde at behandle dem på, og at de derfor er nødt til at vise den nye Biden-regering, at der altså er grænser for, hvordan man kan behandle en stormagt som Kina,” lyder hendes vurdering.

Retter man blikket mod USA, er der ikke meget, der tyder på en ændring af Trumps hårde kurs over for styret i Beijing. Den bakker USA’s kommende udenrigsminister, Antony Blinken, også op om, forsikrede han under en høring i Senatet forleden, men tilføjede så, at han ”var meget uenig i den måde, den (politik) var blevet ført på”. Han fastslog dog, at Kina helt klart ville være USA’s største udfordring og konkurrent, og at man måtte agere derefter. Men her skal USA måske til at begynde at indstille sig på en ny virkelighed.

”Kina vil i takt med sin øgede økonomiske magt stille krav om større indflydelse og blive respekteret som en stormagt. Det har USA noget svært ved at give plads til, da det traditionelt har siddet på positionen som verdens supermagt. Men i første omgang vil det givetvis være til gavn for begge parter, at de vender tilbage til dialog og samarbejde, så man i det mindste kan undgå egentlige militære sammenstød,” lyder vurderingen fra Forsvars-akademiets Kina-ekspert.