Kina har fået overdraget den olympiske ild. Men flere og flere kræver et boykot af vinter-OL

Flere mener, at det strider mod den olympiske ånd at lade et autoritært styre som Kina være vært for næste års olympiske vinterlege

Tre aktivister blev anholdt i mandags, efter at det lykkedes dem at forstyrre ceremonien i det antikke Olympia, hvor den olympiske ild blev tændt.
Tre aktivister blev anholdt i mandags, efter at det lykkedes dem at forstyrre ceremonien i det antikke Olympia, hvor den olympiske ild blev tændt. Foto: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix.

Protesterne var synlige, da den olympiske ild i mandags skulle tændes i det antikke Olympia i Grækenland. ”No genocide games” – ingen folkedrabs OL – stod der på et banner, som det lykkedes tre menneskerettighedsforkæmpere at få foldet ud sammen med det tibetanske flag, inden de blev gennet væk og anholdt af det græske politi.

Men inden da var deres budskab blevet eksponeret til verdenspressen, og det var ikke til at tage fejl af: Man kan ikke afholde OL i et land, der står bag omfattende udrensninger og drab på landets muslimske mindretal. Dagen før var det kinesiske og tibetanske aktivister, der stjal rampelyset ved en aktion på Akropolis. Blandt dem den 22-årige Joey Siu, der havde medbragt et flag med ordene ”Free Hong Kong Revolution”.

”Det er med en bittersød fornemmelse, jeg i dag kan udføre denne ikke-voldelige aktion. For hvis det var sket i Hongkong, ville jeg uden tvivl blive idømt en lang fængselsstraf eller det, der er værre. Man belønner den kinesiske regering ved at give dem lov til at afholde OL endnu en gang, og dermed sender IOC verden et signal om, at det er ok at vende det blinde øje til folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden,” nåede Joey Siu at sige ifølge nyhedsbureauet Reuters, inden hun blev anholdt i søndags.

Bortset fra disse sporadiske protester forløb resten af ceremonien som planlagt, og den olympiske fakkel blev tirsdag overdraget til en repræsentant for Kinas olympiske komité på et stadion i Athen. Det er den fakkel, der skal antænde den olympiske ild ved åbningsceremonien i Beijing den 4. februar næste år. Men både menneskeretsorganisationer og flere amerikanske politikere arbejder ihærdigt på at stikke en kæp i hjulet på det, kineserne ellers håber kan blive et prestigeprojekt på linje med det succesfulde OL i Beijing i 2008.

Formanden for den græske olympiske komite, Spyros Capralos, overdrog tirsdag den olympiske fakkel til den kinesiske næstformand for IOC og Beijings OL-organisationskomite, Yu Zaiqing, på Panathinaiko Stadion i Athen.
Formanden for den græske olympiske komite, Spyros Capralos, overdrog tirsdag den olympiske fakkel til den kinesiske næstformand for IOC og Beijings OL-organisationskomite, Yu Zaiqing, på Panathinaiko Stadion i Athen. Foto: Louiza Vradi/Reuters/Ritzau Scanpix

Allerede i februar opfordrede en gruppe republikanske kongresmedlemmer Den Internationale Olympiske Komité til at flytte eller udskyde Vinter-OL, hvis ikke Kina forpligtede sig til at afvikle de berygtede genopdragelseslejre, hvor op mod en million muslimske uighurer angiveligt sidder indespærret i Xinjiang-provinsen. Alternativt skulle USA boykotte begivenheden.

”USA kan ikke med god samvittighed deltage i et OL i et land, der begår folkedrab og ustandseligt forsøge at manipulere og lyve for det internationale samfund om det,” sagde republikaneren John Katko ved den lejlighed til ABC News.

”Denne ærefulde kappestrid mellem nationer skal finde sted i et land, der lever op til værdierne i det olympiske charter, og ikke i et land, der åbenlyst underminerer vore fundamentale værdier.”

Kina har skarpt afvist anklagerne om folkedrab som fuldstændig absurde. Udenrigsminister Wang Yi har gentagne gange beskrevet lejrene som steder, hvor muslimerne kan lære om kinesiske værdier – og at det hele handler om at dæmme op for terrorisme.

Det er nu ikke kun amerikanerne, der er ude med riven. Også i Canada og Storbritannien har forslag om boykot været oppe at vende, og overdragelsen af den olympiske ild har nu fået debatten til at blusse op igen.

”De Olympiske Lege kan ikke forholde sig til alle verdens udfordringer. Men de kan vise vejen for en verden, hvor alle respekterer de samme regler og hinanden,” lød reaktionen fra IOC-præsidenten, Thomas Bach, ifølge nyhedsbureauet AP i mandags, hvor han fremhævede, at OL bør respekteres som ”politisk neutrale”.

Umiddelbart er der heller ikke noget, der tyder på, at hverken USA eller andre vestlige lande vil gå så langt som at boykotte OL og forhindre deres atleter i at tage af sted. Men spørgsmålet er, om man til februar ved åbningsceremonien i det olympiske stadion Fuglereden i Beijing vil se statsledere fra stort set alle lande i verden, sådan som tilfældet var til OL i 2008. Der kan være praktiske forhindringer i forhold til corona, men ellers vil det ikke være pænt at blive væk, når man nu er inviteret. Og den kinesiske regering vil næppe se med milde øjne på en eventuel diplomatisk boykot.

Danmark deltager med et rekordstort hold denne gang, da herrernes ishockeylandshold for første gang nogensinde har kvalificeret sig til OL. Regeringen har endnu ikke meldt ud i forhold til eventuel dansk repræsentation ved åbningsceremonien i Beijing næste år.