Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kina kan være på vej mod trebarnspolitik

Den kinesiske regering ændrede i 2015 etbarnspolitikken til en tobarnspolitik i håbet om, at kineserne vil få flere børn. Nu er der måske endnu en ændring på vej. Foto: China Stringer Network/Reuters

Et nyt frimærke med en grisefamilie på fem kan være tegn på, at kineserne i fremtiden kan få flere børn. Men mange kinesere har hverken råd eller tid til børn.

Et billede af grise har i øjeblikket sat gang i en bølge af spekulationer i Kina. For hvis man kigger på billedet, der pryder landets fremtidige frimærker, så er der noget, der tyder på, at det snart bliver tilladt for kineserne at få flere børn.

På frimærkerne, der præsenterer det kommende grisens år i Kina, er der illustreret en grisefamilie bestående af fem - to forældre og tre unger.

Det har fået flere til at spekulere i, at den nuværende tobarnspolitik, der erstattede etbarnspolitikken i 2015, nu ændres, så forældre får lov til at få tre børn, skriver BBC.

Etbarnspolitikken blev indført i 1979. Den betød, at kinesiske forældre i årtier ikke måtte få mere end ét barn, og det blev indført for at dæmme op for befolkningsvæksten.

Det er ikke uden grund, at et frimærke får folk til at overveje, om et politisk skifte kan være på vej. Forud for ændringen i 2015 blev der ligeledes offentliggjort frimærker til abens år. Dengang med en abefamilie bestående af en abemor med to unger.

Ifølge professor i Kina-studier ved Københavns Universitet Jørgen Delman, så er det ikke sikkert, at det er et forvarsel, men det er i høj grad et udtryk for en debat om befolkningen i Kina.

- Frimærker er jo stadig en central del af den kinesiske nationale fortælling. Det er ikke det samme som at sige, at nu sker der noget, men det er en klar indikation af, at der er en debat, som man godt vil tage, fortæller Delman.

Selv om Kina stadig sidder på førstepladsen som det land med flest indbyggere med et befolkningstal på 1,3 milliarder mennesker, så bliver der ikke født nok børn til at opretholde en konstant befolkningsstørrelse.

Ifølge tal fra Verdensbanken føder de kinesiske kvinder i gennemsnit 1,6 børn, hvilket er lavere end de 2,1 børn, der skal fødes for netop at bevare befolkningsstørrelsen.

Men flere og flere kinesere fravælger ægteskab og børn på trods af tilbud om økonomiske fordele, skriver China Daily.

Hvis Kina indfører en trebarnspolitik, så skal landets politikere dog ikke vide sig sikre på, at de kinesiske kvinder også vil føde flere børn.

Flere brugere af det sociale medie Weibo har ifølge BBC ytret knap så begejstrede holdninger til spekulationerne. Flere nævner dårlig privatøkonomi og manglende energi som årsag til, at en mulig overgang til trebarnspolitik ikke vil få nogen effekt.

- Jeg har ikke råd til tre børn, så en trebarnspolitik er ikke nødvendig, skriver en bruger under navnet Chun Jierun.

- Der er ikke gode forhold for at få flere børn. Økonomien og folket er allerede udmattede, skriver en anden, Shanshan Doudou Xiatian.

Brugernes holdning overrasker ikke Jørgen Delman, for samfundsstrukturen er helt anderledes end det velfærdssystem, som vi kender i Danmark. Ifølge Delman er det en dyr investering at få børn.

- De har en socialøkonomisk model, hvor det at have et barn bliver en voldsom byrde både tidsmæssigt og økonomisk. Specielt det sidste, for man betaler stort set for alt. Mange føler derfor ikke, at de har tid eller råd, siger Delman.

/ritzau/