Prøv avisen

Kina klager over tysk modtagelse af løsladt Hongkong-aktivist

Hongkongs prodemokratiske aktivistleder Joshua Wong siger under et besøg i Tyskland, at Hongkong er det nye Berlin. Foto: Hannibal Hanschke/Reuters

22-årig aktivist fra Hongkong er blevet modtaget i Berlin, og det har fået Kina til at indkalde ambassadør.

Et møde mellem Tysklands udenrigsminister og den fremtrædende Hongkong-aktivist Joshua Wong bliver kritiseret af Kina. I Beijing har det kinesiske udenrigsministerium indkaldt den tyske ambassadør for at protestere.

- Dette møde er et meget negativt signal for de bilaterale forbindelser mellem Kina og Tyskland, siger Kinas ambassadør i Tyskland.

Ambassadør Wu Ken tilføjer, at Kina har tilstrækkeligt med beviser på udenlandsk indblanding i Hongkong-protesterne de seneste måneder.

Han siger, at Kina har fuld tillid til, at myndighederne i Hongkong selv kan klare deres forpligtelser.

Under sit besøg i Berlin har Wong åbent opfordret det internationale samfund til at støtte den prodemokratiske bevægelse i Hongkong. Han opfordrer den frie verden til at tage konkrete skridt for at vise deres støtte til aktivisterne.

- Hongkong er det nye Berlin, siger han med henvisning til den tyske hovedstads tidligere opdeling mellem en demokratisk vestlig del og en kommunistisk styret østlig del.

Den 22-årige aktivist siger, at Hongkong er frontlinjen i kampen mod Beijings styre.

- For tre årtier siden var der ingen, som troede på Sovjetunionens fald. Ingen forudsagde Berlinmurens fald. Vi kæmper for at gøre verden opmærksom på, at Hongkongs befolkning fortjener demokrati, siger Wong.

- Nogle kalder mig separatist, men lad mig gøre det klart, at Hongkong beder om en reform af valgsystemet. Vi håber blot på at kunne vælge vor egen regering, tilføjet han.

Wong blev mandag løsladt i Hongkong og fløj derpå til Tyskland.

Det er planen, at han også tager til USA, siger en talskvinde for hans parti, Demosisto.

Han vil ifølge planen vende tilbage til Hongkong sidst i september.
Wong begyndte sin løbebane som aktivist, da han var 12 år. Senere blev han den mest fremtrædende demonstrant, da han som studenterleder fremmede den såkaldte paraplybevægelse i 2014.

Han er tidligere blevet dømt og fængslet for sit engagement i 2014-demonstrationerne.

Siden demonstrationerne begyndte i juni, er over 1200 personer blevet anholdt.

/ritzau/Reuters