Prøv avisen

Kina, klima og migrantkrise satte dagsordenen i 2010’erne

Illustration: Rasmus Juul.

Gårsdagens udfordringer bliver morgendagens katastrofer, hvis ikke vi lærer at håndtere skrøbelige stater, autoritære regimer, øget migration og konsekvenserne af klimaforandringerne, som har karakteriseret det forgangne årti

Terrorangreb, klimakrise, flygtninge eller teknologiske kvantespring med potentiale til både at redde menneskeheden og bane vejen for vores undergang?

I disse dage flokkes æggehoveder og mediemennesker om at udpege 2010’ernes altafgørende, globale trend, som vil optræde på første side i fremtidens historiebøger.

Men faktisk kan en række af det snart hedengangne årtis centrale udviklinger samles under én og samme paraply, vurderer amerikanske Anne Applebaum, prisbelønnet forfatter og kommentator ved avisen The Washington Post:

”De helt afgørende, globale udviklinger det seneste årti kan stort set alle sammen ledes tilbage til de nye måder, information er blevet tilgængeligt og i dag bearbejdes på. Internettet og de sociale medier er udgangspunktet for, at Rusland nu bruger desinformation som udenrigspolitisk våben, at falske nyheder påvirker valg i Vesten, og ikke mindst at der er opstået protestbevægelser overalt fra det arabiske forår over Frankrig og nu til Chile og Hongkong,” siger Anne Applebaum og tilføjer:

”Internettet er, hvad vi mennesker gør det til – det kan være både ondt og godt. Det kan mobilisere til folkelige opstande i demokratiets navn, men det kan også bruges af terrorister og autoritære ledere til at forstærke frygt og had. De seneste 10 år har særligt den populistiske del af højrefløjen vundet kampen om informationen og dermed sandheden, og det har sat politiske aftryk fra Europa til USA og i Tyrkiet og Brasilien. Den store opgave det kommende årti bliver derfor at finde ud af, hvordan vi kontrollerer det tveæggede sværd, som den teknologiske udvikling udgør.”

Men selvom falske nyheder, protestbevægelsers kamp for forandring og mellemøstligt kaos med blandt andet terrorbevægelsen Islamisk Stat og migrationskrise til følge har domineret det seneste årtis avisoverskrifter, er det en helt anden udvikling, vi først og fremmest vil huske 2010’erne for, vurderer Patrick J. Deneen, professor i politisk teori ved det katolske Notre Dame University i South Bend, Indiana, og forfatter til bogen ”Why Liberalism Failed” (Hvorfor liberalismen slog fejl):

”For mig at se er politik med udgangspunkt i identitet årtiets helt afgørende tema. På højrefløjen er man blevet langt mere opmærksom på national identitet, og på venstrefløjen er man nu vældig optaget af race, køn og seksualitet på bekostning af klasseanalysen, som tidligere dominerede,” siger han.

”Det har betydet, at den hvide og socialt konservative del af arbejderklassen er rykket til højre og nu sætter kryds ved Donald Trump eller Boris Johnson. Udviklingen tog sin begyndelse allerede i 1960’erne med først afindustrialisering og senere den kulturelle og seksuelle revolution. Her opstod en kløft mellem den klassiske arbejderklasse og den urbane, kosmopolitiske og veluddannede elite, som mange steder definerede venstrefløjens projekt. Den kløft er accelereret i 2010’erne, og i dag findes en stor gruppe mennesker, hvis tilværelse i høj grad er bundet til traditioner og konkrete tilhørsforhold, og som føler sig ladt i stikken af både globaliseringen og den venstrefløj, de tidligere identificerede sig med. Det er den udvikling og frustration, der har banet vejen for politiske beslutninger som Brexit og valget af Trump, og som har ændret det internationale samfund for altid.”

Et er globale trends med epicenter i Vesten, men hvad med verden uden for USA og Europa? Dér har kombinationen af Vestens tvivlsomme håndtering af såkaldt skrøbelige stater som Syrien og Afghanistan og den dertil-hørende migration været definerende for årtiet, vurderer Georg Sørensen, formand for Udviklingspolitisk Råd og professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet:

”Tag Syrien som eksempel: en svag stat, der har skabt millioner af flygtninge og enorme migrationsproblemer. Nærområderne er absurd overbelastede, og i Vesten har vi svært ved at finde ud af, hvad vi skal – bortset fra at vi i hvert fald ikke vil have dem herop,” siger han.

”Vores nuværende målsætninger om at bekæmpe terror og undgå migranter er for generelle og vage til at gøre en afgørende forskel i de skrøbelige stater. Derfor har vi behov for bedre viden om lokale forhold, befolkningernes støtte og mere konkrete målsætninger, hvis vi skal skabe den nødvendige udvikling rundtomkring. Og hvis ikke vi lykkes med det, så vil de migrantstrømme, vi har set i dette årti, blegne i det kommende,” lyder Georg Sørensens vurdering.

I en række af de såkaldt skrøbelige stater har terror-organisationer som østafrikanske al-Shabaab og mellemøstlige Islamisk Stat hærget det seneste årti. Og terroren har også kastet sine lange skygger over europæiske lande i form af blodige angreb i både Frankrig, Tyskland, Belgien og Storbritannien. Alligevel er professor emeritus Georg Sørensen påpasselig med at udråbe terrortruslen som definerende for årtiet:

”Der er ingen tvivl om, at vilkårligheden i angrebene og frustrationen over ikke at kunne dæmme op for dem har fyldt rigtig meget. Men terrorproblemet er konstant, og der er ikke som sådan sket en markant udvikling i omfanget det seneste årti,” siger han.

En tendens, som til gengæld er uden for enhver diskussion, er Kinas entré på den største politiske scene, fortæller Patrick J. Deneen.

Tidligere tiders bipolare verdensorden defineret ved USA og Rusland er nu – til en vis grad – afløst af et lignende scenarie med USA og Kina. Og dermed er risikoen for en ny koldkrigslignende situation også opstået, vurderer den amerikanske professor:

”Kinas fremvækst illustrerer alternativet til det liberale demokrati. At kineserne er lykkedes med at forene antidemokratisme og kapitalis-me, hvad vi i Vesten ikke tro ede muligt, er fuldstændig afgørende globalt. Vi var sikre på, at økonomisk liberalisme også ville føre til politisk frihed, men det har Kina – til manges forfærdelse – bevist ikke behøver være tilfældet,” siger han og bakkes op af Georg Sørensen, der tilføjer:

”Da Berlinmuren faldt, var vi alle sammen glade, for demokratiet havde vundet, og Francis Fukuyama kunne turnere verden rundt med teorien om det liberale systems endegyldige sejr. Men hans profeti holdt bare ikke vand, og det kommende årti kommer derfor til at handle om, hvordan vi holder fast i, at demokratiet – inklusive den åbne økonomi, menneskerettigheder og det internationale samarbejde – stadigvæk er at foretrække. Også selvom nogen taber på den korte bane. For dem, der sta

dig ser det vestlige samfund som den mindst ringe model, bliver den store opgave at tage det liberale demokrati en tur på værksted, så det i lyset af det forgangne årtis udfordringer også kan stå distancen fremover,” siger han.

Netop den tiltagende trussel mod det liberale værdisæt og ikke mindst menneskerettighederne er den udvikling, Elizabeth Tsurkov fra tænketanken Foreign Policy Research Institute i amerikanske Philadephia vil huske:

”Menneskerettighedernes kollaps er for mig at se den afgørende udvikling, og det blev i høj grad defineret af Barack Obamas passivitet i Syrien. Det seneste årti er der sket en normalisering i autoritære regimers kontinuerlige overtrædelser af selv de mest basale rettigheder, og det har kunnet lade sig gøre, fordi omverdenen har undladt at reagere. Krigen i Syrien er den mest veldokumenterede nogensinde, alligevel har Vesten ingenting gjort. Tværtimod har man stået side om side med Rusland og smilet pænt, alt imens Putins fly har bombet hospitaler og civile,” siger hun.

”Samtidig har vi de seneste år set kinesiske koncentrationslejre, der bekræfter, at det håb, der opstod efter Andens Verdenskrig, om at menneskerettighederne rent faktisk betød noget, blot var en illusion. Hvis bare du har en stor nok økonomi, så kan du i dag internere en million borgere uden rettergang, og uden at de såkaldt liberale demokratier løfter et øjenbryn.”

En ting er menneskerettighedernes krise, en anden er klimaets. For 2010’erne var også årtiet, hvor klimaforandringerne for alvor blev en del af den brede befolknings bevidsthed, vurderer den erklærede konservative professor Patrick J. Deneen.

”Der er selvfølgelig stadigvæk nogen, der argumenterer imod idéen om menneskeskabte klimaforandringer, men uanset hvad er der konsensus om, at vi nu oplever konsekvenserne af forandringerne. Derfor er jeg overbevist om, at vores måde at imødegå konsekvenserne på vil blive definerende for ikke bare det kommende årti, men århundrede,” siger han.

”Alle generationer har en tendens til at mene, at netop de lever på et historisk afgørende tidspunkt. Men i disse år er der faktisk noget om det – vores civilisation står over for nogle valg og nogle udviklinger, der kan få katastrofale følger. Desværre tilhører jeg nok den pessimistiske fløj, al den stund at vi i Vesten i øjeblikket mangler formatet til på en god måde at nå til enighed om, hvordan problemerne skal løses. Vores politik og vores fælles samtale er enormt fragmenteret, og så kan du ikke løse de helt store udfordringer. Vi virker udmattede som civilisation; som om alle er på jagt efter den sidste dråbe champagne, før det hele går under,” siger professoren, inden han minder om, at han snart er nødt til at lægge på grundet et forestående museumsbesøg.

På dette semester bor Patrick J. Deneen i London, og han skal for første gang besøge Churchill War Rooms.

”Den bedste medicin mod sortsyn er en tur rundt i de lokaler, hvor kampen mod Nazityskland blev planlagt. Det er jo den moderne histories mest håndgribelige påmindelse om, at vi før er lykkedes med at bekæmpe trusler, vi troede var uoverkommelige. Det giver da, trods alt, en lille flig af håb,” siger han.8